Sunday, March 11, 2007

Mikkel og Minimoyserne

I dag har jeg været med mit bonusbarnebarn, Mikkel på 7, i biografen i OBC for at se Luc Bessons Arthur og Minimoyserne.
Bevæbnede med de obligatoriske slikposer og sodavandsbægre tog vi plads i plyssæderne, og jeg tør godt sige, at Mikkel undervejs kom helt frem på stolekanten.

Arthur og Minimoyserne er fortællingen om den 10årige Arthur, som under en ferie hos sin bedstemor sætter sig for at finde den rubinskat, som bedstefaderen engang har hjembragt fra Afrika - og som skal redde den fattige bedstemor fra at blive sat ud af huset. Skattejagten fører Arthur ned til minimoysernes forunderlige miniatureunivers, hvor han forelsker sig i den skønne prinsesse Selinia og må kæmpe mod en fæl troldmand, som truer med at ødelægge minimoysernes rige.

Luc Bessons film kombinerer det bedste fra den gode gammeldags børnebogsfortælling med moderne animation. Selv som voksen behøver man ikke at sidde og kigge utålmodigt på uret, imens børnene morer sig.

Før vi gik ind i biografen stod vi lidt og så ud over banegårdsterrænet fra vinduerne på 2. sal. "Se, de parrer sig", sagde Mikkel og pegede på et par forårskåde duer, som ganske rigtigt havde indledt en romance ovenpå en af de lange lygter, der er fæstnet til murværket. "Ved du godt, at duer har mælk, så de kan amme deres unger?" sagde Mikkel. Det vidste jeg ikke. "Jo, de har sådan nogle kirtler i halsen, så ungerne kan drikke!" Hvis Mikkel siger det, så skal det nok passe. Han har en - for sin alder - overraskende stor viden om dyr.

Og når nu vi er ved det med kærligheden, så skal Mikkel spille Tommy i et stykke om Pippi Langstrømpe, som han og hans spejdertrup skal sætte op. "Nææh" sagde jeg "det er jo ligefrem en hovedrolle!"
Hvortil Mikkel svarede: "Ja, og så skal jeg synge en sang. De andre drenge ville ikke, for det er jo noget med kærlighed, og det synes de er klamt!"
Mikkel er vist for moden til at tage sig den slags nær. Men han har selvfølgelig også allerede haft en kæreste! No sweat!


Arthur og Minimoyserne (2006)

Instruktion og produktion: Luc Besson
Manuskript: Luc Besson og Cèline Garcia

No comments: