Friday, March 9, 2007

Farlig fredagshygge

Fredag aften - så er der ufarlig familiehygge med Familien Danmarks bedst friserede duksedreng, Bubber. Nå, ikke helt ufarlig måske: Peter Bo Bendixen sidder jo med i dommerpanelet, og han ser så djævleblændt godt ud, at det nok kan bringe nogle hjerter i fare. Desuden er han den eneste af dommerne, som lader til at dømme seriøst og ud fra et reelt kvalitetskriterium.

Når roserne således er kastet efter Peter Bo Bendixen, så er der ikke flere blomstrende superlativer at øse ud over Scenen er din. Det er simpelthen tyndbenet, politisk korrekt skoleteater på landsdækkende TV, hvor publikum primært klapper af de optrædendes mod til overhovedet at stille sig op på en scene, og hvor det gudhjælpemig hedder sig, at "selvom nogle af jer bliver stemt hjem, er der ingen tabere". Ja, lad os endelig undgå forskelbehandling - selv i konkurrencesammenhæng.

Nej, må jeg så bede om en privatforestilling med Peter Bo Bendixen i trikot - og med en rose mellem tænderne! Det er fredagshygge! Og jeg overlader ganske frivilligt 'the lead' til ham.

4 comments:

Donald said...

Det er altid så skæg at høre damer fortælle lidt om tiltrækniningskraften:-)
Det er måske ikke så klogt at se fjernsyn, når der er så meget dårlig underholdning. Hvis jeg skulle vælge et program, skulle det være fuglelivet i Venezuela's sumpe eller om anden forskning formidlet af de unge fremstormende somme tider lidt overbubberfriskfyragtige journalister.

Tina Charlotte Møller said...

Hahaha - hvorfor er det altid skæg, at høre damer fortælle om tiltrækningskraften, Donald?
Jeg morer mig over din kommentar, fordi jeg havde tænkt på, om der ville komme noget i den retning fra herresiden.
Det er vist endnu lidt tabu, at voksne kvinder ser på mænd som begærsobjekter, er det ikke?

Ja, det er en god idé med omhu at vælge, hvad man vil bruge tid på at se på skærmen. Der er en overvægt af skidt i forhold til kanel.

Donald said...

Det er skægt fordi det er befriende og bekræftende. Bonus er fx. at man overvejer, om mænd nu også altid er så grimme, som man måske konventionelt er opdraget til at synes, hvilket får mig til at tænke på den mand, der fandt på at lave et site "for de skønne" (dog af begge køn men alligevel) og hvor det viste sig at en meget stor procentdel almindelige mennesker blev forkastede (stemt ud eller ikke stemt ind) af de webklubmedlemmer, som allerede var inde i varmen.
Det er jo skrækkeligt.

Tina Charlotte Møller said...

Det med begrebet skønhed - og tiltrækning - er jo noget mærkeligt noget. Jeg kan f.eks. godt sige, at Peter Bo Bendixen er en flot mand, men det ligger lige så meget i hans udstråling, som jeg finder på én gang varm og værdig - og intelligent. Men altså: Jo, jeg tror på, som nogle videnskabelige undersøgelser viser, at vi mennesker har nogle skønhedskriterier indbygget i os. Regelmæssige (harmoniske)ansigtstræk er noget, som de fleste opfatter som smukt.
Men jeg opfatter også en hest som et smukt dyr - og jeg kan sagtens beundre en anden kvindes skønhed - eller Richard Geres skønhed. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg føler noget erotisk incitament. Jeg har oftere forelsket mig i en varm udstråling, et glimt i øjet, humoristisk sans eller en stemmes klang. Nej, gud fri os for at vi alle skal ligne Barbie eller Ken. Det ville være kedsommeligt.