Når lyset bryder frem

De sidste dage har jeg fulgt Katrine Marie Guldager gennem Dantes Inferno og frem til Lysgrænsen. 'En psykoanalyse', kalder forfatteren sit værk, og sådan opleves det af læseren.
Selv gik jeg til bogen med en vis skepsis, blev undervejs både irriteret og rørt og ramt. Men netop som jeg mest af alt havde lyst til at lægge beretningen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at læse mere om 70ernes lighedstanker, om de venstreorienterede og om hjælpearbejde i Afrika, altsammen emner, som udgør en stor del af Guldagers personlige erindringsmateriale, så kom vi - Guldager og jeg - til et vendepunkt, hvor brikkerne i dette kalejdoskopiske billede stille og roligt faldt på plads, og hvor historien omsider tog form:

"Følelse for følelse måtte jeg rekonstruere min fortid [...]. Det var et langmodigt og besværligt arbejde, og sommer blev afløst af efterår, som blev afløst af vinter. For en udenforstående kunne det se ud, som om jeg spildte tiden, men grunden til, at det var så vigtigt var, at jeg fik en historie. Jeg fik en sandhed, der var min."

Guldagers gengivelse af den psykoanalytiske rejse, som hun sammenligner med Dantes rejse gennem Underverdenen, kan på et vist plan siges at mime den psykoanalytiske proces for læseren. Man kan simpelthen ikke undgå selv at vende blikket indad undervejs - og således forsøge at kaste lys over sin egen historie.

Katrine Marie Guldager:
Lysgrænsen - En psykoanalyse

Gyldendal 2007