Thursday, March 8, 2007
Kvindernes internationale Kampdag
Måske har du set filmen Enough (2002), hvori Jennifer Lopez spiller en voldsramt kvinde, som sammen med sin datter må flygte fra en psykopatisk ægtemand. Måske har du rystet på hovedet og fundet den stærkt overdrevet. Måske har du siddet med alle muskler i kroppen spændt, mens filmen kørte, og måske kom du til at græde? I sidstnævnte tilfælde er du rimeligvis selv kvinde og måske udsat for fysisk eller psykisk vold fra din partner eller din ex.
Ifølge en statistisk undersøgelse fra år 2000 udsættes 65.000 kvinder i Danmark hvert år for fysisk vold. Det reelle tal er formentlig højere, da mange kvinder skammer sig for meget over de overgreb, som begås imod dem, til at råbe op om det - endsige anmelde det. Desuden kan det være svært at anmelde noget, som man ikke altid kan fremlægge fysiske beviser på.
Den fysiske vold er ofte ledsaget af psykisk vold, som ikke er mindre smertelig, og som i mange tilfælde har langt mere vidtrækkende konsekvenser for offeret. Eller den psykiske vold kan komme alene, hvilket gør den så meget vanskeligere at sætte ord på.
I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Hvis du er voldsramt, så brug dagen i dag til at overveje og planlægge dit første skridt ud af den mishandling, du udsættes for. Alle mennesker har en grænse. Hvornår har du fået nok?
Undersøg hvor du kan få hjælp. Du kan f.eks. starte med at linke til denne side
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment