Sunday, April 1, 2007

Digterens egen lyd

Forholdet mellem digter, værk og læser forandres, når skriften formidles til læseren (lytteren) gennem digterens egen lyd.

Pia Tafdrups digte er således - i hvert fald i mit univers - blevet forbundne med hendes stemme og hendes betoninger, i en sådan grad at jeg, når jeg selv læser hendes digte, samtidig hører hendes intonationer for mit indre øre.
Det samme er hændt mig i forbindelse med Ursula Andkær Olsens værker, og det siger næsten sig selv, at det er nærmest umuligt at læse Dan Turéll uden at høre hans messende beat-stemme i baghovedet. Senest har jeg lyttet til en CD, hvorpå Bent Otto Hansen (Beologen) har indtalt sine digtsamlinger.

Det var egentlig denne sidste lytning, som fik mig til at tænke nærmere over den forskydning eller præcisering af værkets tolkning, som fremkommer, når formidlingen af værket skifter fra det visuelle område og til det auditive. For mig er det for eksempel ganske tydeligt, når jeg hører Bent Otto Hansens egne valg af intonationer og pauseringer, at der er betydninger i hans tekster, som jeg hidtil har overset/overhørt eller har fejlfortolket, fordi jeg under min egen læsning af digtene har indlagt den frasering, som passede mig.

Generelt må man sige, at digteroplæserens præcisering får den konsekvens, at værkets autonomi i nogen grad opløses. Digterens intonationer bliver pejlemærker for, hvordan teksten bør tolkes - set fra hans eller hendes udgangspunkt. Dermed forskydes tolkningsmulighederne fra det flertydige og i retning mod det entydige. Vi er så ude i en diskussion af, hvorvidt værket kan og bør læses/høres på dets egne, på læserens/lytterens eller på digterens/oplæserens præmisser.
Fordele og ulemper ved brugen af auditive værkpræsentationer kan altså i høj grad diskuteres.

Man bør også tage i betragtning, at ikke alle digtere er så dygtige oplæsere, som de her nævnte. Oplæsning - ikke mindst oplæsning for mikrofon - er en kunst og et håndværk i sig selv. Nogle forfattere vil således risikere at gøre deres værker og læserens/lytterens forståelse af dem mere uklare, hvis de sætter sig for selv at indtale eller fremføre deres værker. Og hvis det er digterens intention med teksten, som skal være i fokus, så nytter det ikke, at digteren vælger en anden og mere veltalende oplæser. Det vil i hvert fald kræve et så intimt og tidskrævende samarbejde mellem digter og oplæser, at det er spørgsmålet, om det overhovedet er økonomisk muligt at publicere og/eller fremføre værkerne under denne form.

De muligheder og de problemer, der har fulgt genreoverskridelserne op gennem det 20ende århundrede, synes således at gentage sig i udforskningen af de forskellige fremførelses- og formidlingsformer, som medierne har stillet til kunstnernes rådighed. Og dette virker igen tilbage på litteratur- såvel som på kommunikationsteorierne.

6 comments:

Anonymous said...

Ja, det er noget spøjst noget med om digterens egen måde at læse sine digte op på vanskelliggør andre fortolkninger/læsninger.

Det er interessant om lyrikere overhovedet tænker på digtets mundtlige gengivelse, eller om digte er og bliver skriftligt orienterede og bedst egner sig til tyst læsning.

Efter at have set Jørgen Leths portrætfilm om Søren Ulrik Thomsen ville jeg blive luftsyg af at høre andre end SUT selv læse digtene højt.

Og Leths 'Kumla-digt' kan kun forløses af jernhestens egen mule.

Da jeg optrådte i LiteraturHaus med digtoplæsning (jeg kom først til at skrive: digtopløsning)...droppede jeg at læse 'live' op i mikrofonen - og lod lydanlægget afspille cd'en, mens jeg stod og så åndfuld ud og mixede svævende effektlyde fra min bærbare pc indover digtene.

Og jeg kan diskutere måden at indlæse romaner på i timer og dage.

Tina Charlotte Møller said...

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har set Jørgen Leths portræt af den gode Thomsen. Hvornår er filmen mon lavet? Og mon ikke den forefindes på biblioteket?

Digtopløsning - ja, det er jo også nærliggende i dit tilfælde! Hahaha... :-)

Anonymous said...

Gud ja...jeg tænkte slet ikke på at fejlskrivningen passede perfekt til titlen på den lille grå!
Mon ikke Siggi tænder en havaneser for at fejre dette sammenfald?

Du kan sagtens låne Leths fremragende dokumentarfilm 'Jeg er Levende' på biblo. Glæd dig til underlægningsmusikken...som jeg finder er suggererende og understrømsk på den bevidsthedsudvidende måde - og ganske uden andre bivirkninger end at man bruger flere penge på kultur :-)

Tina Charlotte Møller said...

Øøøøøh - Siggy???
Jeg kender kun en Ziggy (Stardust)!

Anonymous said...

Does Sigmund ring a bell?
Nogle gange er stjernestøv kun cigarstøv :-)

Tina Charlotte Møller said...

Hahahahaha - ja, nu kimer det for mine ører, så jeg er ved at blive blæst ned af stolen......
Gotcha! Pinligt. ;-)