Digterens egen lyd

Forholdet mellem digter, værk og læser forandres, når skriften formidles til læseren (lytteren) gennem digterens egen lyd.

Pia Tafdrups digte er således - i hvert fald i mit univers - blevet forbundne med hendes stemme og hendes betoninger, i en sådan grad at jeg, når jeg selv læser hendes digte, samtidig hører hendes intonationer for mit indre øre.
Det samme er hændt mig i forbindelse med Ursula Andkær Olsens værker, og det siger næsten sig selv, at det er nærmest umuligt at læse Dan Turéll uden at høre hans messende beat-stemme i baghovedet. Senest har jeg lyttet til en CD, hvorpå Bent Otto Hansen (Beologen) har indtalt sine digtsamlinger.

Det var egentlig denne sidste lytning, som fik mig til at tænke nærmere over den forskydning eller præcisering af værkets tolkning, som fremkommer, når formidlingen af værket skifter fra det visuelle område og til det auditive. For mig er det for eksempel ganske tydeligt, når jeg hører Bent Otto Hansens egne valg af intonationer og pauseringer, at der er betydninger i hans tekster, som jeg hidtil har overset/overhørt eller har fejlfortolket, fordi jeg under min egen læsning af digtene har indlagt den frasering, som passede mig.

Generelt må man sige, at digteroplæserens præcisering får den konsekvens, at værkets autonomi i nogen grad opløses. Digterens intonationer bliver pejlemærker for, hvordan teksten bør tolkes - set fra hans eller hendes udgangspunkt. Dermed forskydes tolkningsmulighederne fra det flertydige og i retning mod det entydige. Vi er så ude i en diskussion af, hvorvidt værket kan og bør læses/høres på dets egne, på læserens/lytterens eller på digterens/oplæserens præmisser.
Fordele og ulemper ved brugen af auditive værkpræsentationer kan altså i høj grad diskuteres.

Man bør også tage i betragtning, at ikke alle digtere er så dygtige oplæsere, som de her nævnte. Oplæsning - ikke mindst oplæsning for mikrofon - er en kunst og et håndværk i sig selv. Nogle forfattere vil således risikere at gøre deres værker og læserens/lytterens forståelse af dem mere uklare, hvis de sætter sig for selv at indtale eller fremføre deres værker. Og hvis det er digterens intention med teksten, som skal være i fokus, så nytter det ikke, at digteren vælger en anden og mere veltalende oplæser. Det vil i hvert fald kræve et så intimt og tidskrævende samarbejde mellem digter og oplæser, at det er spørgsmålet, om det overhovedet er økonomisk muligt at publicere og/eller fremføre værkerne under denne form.

De muligheder og de problemer, der har fulgt genreoverskridelserne op gennem det 20ende århundrede, synes således at gentage sig i udforskningen af de forskellige fremførelses- og formidlingsformer, som medierne har stillet til kunstnernes rådighed. Og dette virker igen tilbage på litteratur- såvel som på kommunikationsteorierne.