Finlitterært selvsving

Kirsten Nørgaard har lagt en kommentar under mit indlæg om Llambias. Heri spørger hun, om ikke der også skal være plads til den slags litteratur, hvor projektet i sig selv går forud for fortællingen - den slags litteratur, som også kunne betegnes med et ord som 'metalitteratur'.

Jo, den slags litteratur skal der også være plads til. Men når man, som jeg, sidder midt i det akademiske landskab og betragter de seneste års udgivelser såvel som flere håbefulde skribenters endnu ikke udgivne værker, så kan man hurtigt få det indtryk, at den litterære elite er godt i gang med at etablere en lille særverden, hvor projektet og metarefleksionerne går forud for den gode fortælling - eller slet og ret indholdssiden.
Dermed kan vi, der har læst litteratur på Universitetet, oprette, uddybe og opretholde et skel imellem os (de kloge) og de andre (de knap så kloge). De værker, som de kloge finder for godt at læse - og at skrive - er nemlig ikke for menigmand. De vender ind i sig selv, ligesom det moderne menneske har en tendens til at gøre det. De står med andre ord ikke i et direkte og umiddelbart forhold til livet eller virkeligheden.

Jeg har svært ved at acceptere snobberiet hos den litterære elite - og især hos næsten-litteraterne og flere af de digterspirer, der endnu er på vej, og som tror, at man kan konstruere sig frem til succes eller komme ind i varmen på baggrund af en leflen for de rigtige avantgardistiske meninger.
Jeg har svært ved at acceptere, at man indenfor de samme grupperinger er tilbøjelig til at findyrke sproglighed, metarefleksion og projekt på bekostning af underholdningsværdi, indholdsdybde og den gode fortælling - altsammen områder, som man ikke blot lader hånt om, men som man direkte håner.

Ifølge min opfattelse rummer det ideelle værk muligheden for tolkning på flere planer - samtidig med, at det trækker læseren med ind i sit eget univers og underholder og perspektiverer, som netop en god fortælling kan det.

At håne den gode fortælling - og dermed de læsere, som holder af den - er rendyrket finlitterært snobberi.
Den litterære elites hovedopgave burde være at formidle en dybere (litteratur)forståelse til den ikke-elitære læser og at bygge bro imellem dem, der ved meget om litteratur og dem, der ved mindre - ikke at grave grøften dybere de to parter imellem.

Jeg er ikke fortaler for nogen form for snobben-nedad. Jeg forlanger bare, at litteraturen og den litterære elite i højere grad begynder påny at forholde sig til omverdenen og du'et i stedet for at forholde sig til sig selv og kun sig selv.