Saturday, April 14, 2007

Forfatter-læser-kritiker konstellationen

Donald spørger i en kommentar andetsteds på denne blog til min mening om forfatterens forhold til læser og kritiker – og om min mening om Donalds idé om kritikeren som tour-guide.

Som skribent mener jeg, at det er min opgave at formidle en erkendelse (især når jeg skriver faglitteratur) og/eller en oplevelse (når jeg skriver skønlitteratur) til min læser. Mit eget dybt personlige kriterium for graden af succes er så, i hvor høj grad det lykkes for mig at etablere en overensstemmelse mellem tekstens udsagn, som jeg selv opfatter det, og tekstens udsagn, som læseren opfatter det.

Min skriveproces foregår i hovedreglen sådan, at jeg på baggrund af en række idéer, observationer og måske gamle notater begynder at skrive nogle udkast eller længere tekststykker, som efter timer, dage eller måneder tages frem påny, hvorefter de – ofte af flere omgange – revideres og finpudses eller måske forkastes.

Den første del af processen er således meget styret af inspiration, og her lader jeg mig i høj grad lede af teksten selv – eller rettere sagt – af øjeblikkelige impulser, imens jeg skriver. Det gælder naturligvis først og fremmest, når jeg skriver skønlitteratur, hvorimod faglitterære tekster fremkommer under anderledes kontrollerede former, hvor der til stadighed veksles imellem impuls, vurdering og revidering af det skrevne.

Anden del af processen er det tidspunkt, hvor jeg forsøger at sætte mig i en ukendt læsers sted og afprøver tekstens holdbarhed eller effekt – som om jeg ikke kendte dens indhold. Dette lykkes bedst, når teksten har fået lov at hvile nogen tid, for i mellemtiden har jeg selv flyttet mig mentalt og følelsesmæssigt fra teksten og kan i højere grad læse den som en for mig ny tekst.

Mit forhold (som forfatter) til kritikeren – eller måske snarere til begrebet kritik – er vist som følger: Jeg finder enhver seriøs kritik utroligt spændende, fordi den på den ene side siger mig noget om, hvordan min tekst virker på læseren – og til dels siger mig noget om kritikeren selv. En såkaldt negativ kritik kan derfor også lære mig mere om, hvordan jeg bliver en bedre skribent, end en såkaldt god kritik kan. På den anden side set kan en god kritik bekræfte mig i, at jeg lykkes med mit projekt – og dermed øges lysten til at fortsætte med forsøgene.
Endelig må man som forfatter selv forsøge at analysere en given kritik, idet forskellige kritikere har forskellige indfaldsvinkler til det at anmelde.

Min egen indfaldsvinkel til anmelderiet er, at en anmeldelse i første omgang skal præsentere værket på værkets egne præmisser. Dernæst skal den udtrykke anmelderens personlige opfattelse af værket – og undervejs skal den være læseværdig i sig selv. Dermed mener jeg, at sprog og vinkling skal være bæredygtigt, men på grund af den begrænsede plads, der tildeles anmeldelser i de fleste aviser - og til tider på grund af den enkelte kulturredaktions linie og udstukne regler omkring anmeldelser - ser man i det daglige store udsving i anmeldelsernes underholdningsværdi. Er der spalteplads til det, mener jeg i øvrigt, at anmeldelsen gerne må indeholde uddybende oplysninger om forfatteren og/eller andre perspektiverende informationer. I den forstand kan man vel godt betegne kritikeren som en tour-guide, som Donald udtrykker det.

Med hensyn til, hvorvidt en kritiker kan eller bør anmelde et værk, som er begået af en forfatter, som vedkommende kender – et emne som også har været diskuteret i flere kommentarer her på bloggen – så har jeg følgende bemærkninger: En trænet læser/kritiker er i de fleste tilfælde udmærket i stand til at se bort fra det personlige forhold og at give en kompetent og uhildet kritik af værket. Især når kritikeren ved, at forfatteren selv er i stand til at sætte (hånd)værket i højsædet i forbindelse med netop denne udveksling de to imellem.

I et så lille land som Danmark kan det ikke undgås, at forfatter og kritiker af og til kender hinanden personligt. Det er bare ikke altid, at de menige læsere af forskellige anmeldelser er klar over dette. Og ideelt set burde det altså heller ikke være afgørende.

Det siger imidlertid sig selv, at der kan opstå etiske problemer i denne sammenhæng. Der har været eksempler – som man vil kende til, hvis man færdes blandt kritikere og forfattere – på kritikere (og forfattere), som ikke har kunnet abstrahere fra det rent personlige.
Men igen – det er alt sammen en del af ’spillet’ i den litterære verden, som jo er en levende verden, hvor mennesker elsker, hader og taler med hinanden og til andre gennem litteraturen.

5 comments:

Anonymous said...

Kære Tina Charlotte! Et yderst klogt og velskrevet indlæg om bl.a anmelderiets kunst. :)

Kh
Lonni

Anonymous said...

Tak for en dejlig kommentar. Der, hvor skoen trykker, er at en kritiker uden begrundelse, uden analyse, uden forståelse, kan skrive negativt og måske dræbende om en forfatter.

Der er filminstruktører, som har skabt noget, mange kan lide, og som får elendige anmeldelser. Det er måske ok, hvis filmens budskab trænger igennem, men hvis den ikke får publikum p.g.a. en anmeldelse, så er det jo svært at forsvare, at anmelderen ikke har spalteplads til "uddybende oplysninger om forfatteren og/eller andre perspektiverende informationer."

Det farligste sted i ræsonnementet er at "præsentere værket på værkets egne præmisser." Det findes der vist ikke nogen opskrift på, undtagen den at fortælle om forfatterens tid, miljø og liv og dertil tidens litteratur.

Altså, kort og godt, anmeldere tager fejl, og de er vores guide til billetkontoret, derfor bør en anmeldelse reflektere en forståelse af værket. Heldigvis er de fleste anmeldere også klare over dette.

Hvor er det dog rart at kunne lægge en kommentar om sådan et interessant problem - og få sådan en fornem redegørelse, som du har skrevet, det er jo bare dejligt.

Anonymous said...

Kære TC

Så smukt og indsigtsfuldt udtrykt.

Jeg vil kun tilføje:
Et forfatter-/kritiker-forhold kan i mine øjne og min erfaring være en ren kærlighedsaffære (og jeg mener i selve udvekslingen af værk/kritik) - også (og måske netop), når der gives negativ kritik (fordi den udvikler & fordi det bånd, der etableres, når man vover at give og tåler at få konstruktiv kritik, er meget stærkt og af en meget bevægende beskaffenhed).

Og ja, man kan give kritik på/anmelde forfattere, man kender, når begge anerkender spillets regler og dét uanset kritikens karakter.

Anonymous said...

Indenfor visse rammer er jeg med på denne konstruktive, positive holdning. Jeg frygter bare at den kan medføre en ubevidst accept af kunst som et autonomt fænomen, d.v.s. uden forbindelse til omgivelserne, og i tilfælde som Gogh, maleren Roussaeu og andre "særlinge" give anledning til kedelige historier om manglende forståelse for den "nye" kunst.

Anonymous said...

Donald: Jeg har nok den væsentlige begrænsning i min anskuelse af dette, at det, jeg kender mest til (og i hvert fald har været mest opslugt af og i), er den interne udveksling af kritik/værk - altså en lukket proces mellem en forfatter og en kritiker (ofte to forfattere, når alt kommer til alt).
Når det handler om anmelderi over for en tredjepart, må formidlingsaspektet få langt mere fylde. Faglig/intern kritik er håndværksværktøj (og kærlighed, hvis man er heldig), anmelderi er i høj grad pædagogik.