Kunstnersjælen - en myte?

Kjeldberg har med sit indlæg Forfatteriets mørke psykologi givet mig mod til omsider at nedfælde og offentliggøre mine betragtninger vedrørende 'kunstnersjælen'.

Idéen om en særlig kunstnersjæl hævdes almindeligvis at være opstået i forbindelse med romantikken, hvor kunstneren blev opfattet som et menneske, der stod i en særlig forbindelse med det guddommelige. Nietzsche så snarere kunstneren som en skifting, idet han beskrev ham som et amfibium - et væsen, der befandt sig et sted på halvvejen mellem havet og landjorden.
Længere tilbage - i det gamle Grækenland - finder vi Orfeus, musikeren og digteren, som ifølge myten drager til Underverdenen for at føre sin elskede Eurydike tilbage til livet. Igen ser vi, hvordan kunstneren befinder sig på et overgangssted. Orfeus mission lykkes imidlertid ikke, og efter en tid at have sunget længselfulde sange på jorden, ender han sin tilværelse som et offer for mænaderne (de besatte). Her træder altså vanviddet ind.

Der findes adskillige mere eller mindre nutidige myter om 'gale' og 'geniale' kunstnere. I flæng kan blandt forfatterne nævnes Friedrich Nietzsche, Virginia Woolf og Sylvia Plath, og herhjemme H.C. Andersen og Karen Blixen. De fleste mennesker, som personligt kender en kunstner, vil endvidere kunne fremhæve indtil flere mærkværdige og/eller afvigende træk i vedkommendes karakter.

Kunstneren er i tidens løb blevet skiftevis hånet, latterliggjort og fejret og feteret. Tænk blot på H.C. Andersen - eller på Karen Blixen.
Meget tyder på, at mange kunstnere vitterlig er særligt følsomme og dermed lydhøre - måske ikke overfor stemmer fra højere eller lavere verdener - men i hvert fald overfor deres eget (og andre) sinds dybder. Så måske findes der en særlig kunstnersjæl - om dens oprindelse så skal søges i arv eller miljø. Man må have grinet igen til djævelen, som Karen Blixen nok ville have sagt det, hvis man skal kunne fortælle historier.