Rejsebrev fra Toscana

”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed er legendarisk.” skriver Lilja med højre hånd, mens hun med den venstre manøvrerer en sørgmodigt udseende pizzabolle fra dagen før ind i munden. Hun streger ”legendarisk” og overvejer en anden formulering. Hun har trukket sig ind i køkkenets kølighed, men ladet døren stå åben ud mod terrassen. Lyset derude får åbningen til at fremstå som et hvidt felt midt i dunkelheden. ”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed har ikke forandret sig. Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed…” Hun tænker på Claudio, da han uden tanke for hendes mulige blufærdighed betragtede hendes afklædte legeme på sengen. Nysgerrig, udforskende. Hun havde følt sig som en ting. Eller er det noget, hun tænker nu, set i tilbageblik. Hun havde været beruset og vistnok ikke følt noget ved hans interesse. Udover at den var kærkommen, fordi hun havde lyst til at elske. Heden, vinen, den italienske nat med cikadernes sang, rosernes duft. Naturligvis måtte italienerne være et lidenskabeligt folkeslag. Blodet blev bragt i kog her.

”Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed gør, at man som gæst i landet føler sig svært privilegeret, hvis ikke ligefrem forkælet. Befolkningen synes at have en forkærlighed for danskerne – i hvert fald hvis man skal dømme efter deres højrøstede glædesudbrud og deres indgående spørgsmål til dansk skik og brug, når de hører, hvor man kommer fra.” >>Uinspireret<< mumler Lilja for sig selv og streger de sidste linier over. Der lyder lette slag af knoer mod dørkarmen og en høj ranglet mand tegner sig mørk mod den lyse firkant.

>>Silvio!<< Siger Lilja og rejser sig smilende. Hun forstår kun enkelte brokker på italiensk og kan aldrig følge med i Silvios hastige og utydelige tale, men han er altid et stort smil, omsorgsfuld og elskværdig. Han kigger forbi mindst en gang om dagen og taler uafbrudt i et par minutter, tilsyneladende uanfægtet af, at man ikke begriber et ord. Denne gang rækker han en urtepotte med kraftigt duftende urter frem mod hende.
>>Basilico<< siger han og nikker og smiler, så man kan se alle hans brune tænder, >>basilico fresco, aah! << Han holder urterne helt tæt op under hendes næse.
>>Hmm<< svarer Lilja >>gratzie, Silvio, multo gratzie!<<
Silvio overlader den friske basilikum til Lilja og påbegynder en af sine rivende talestrømme, samtidig med at han går baglæns ud af døren, med hånden løftet i en kejtet hilsen. Han forsvinder ud af synsvidde, og hans tale slår over i en munter fløjten.

Duften af basilikum fylder hele rummet. Lilja åbner en flaske vand fra køleskabet og læner sig mod den tykke gråhvide køkkenplade af marmor, mens hun drikker. Hendes blik glider op under det høje loft, der tilsyneladende kun udgøres af de mørkbejdsede brædder, som går op i en ret vinkel. Under den er der tværbjælker, som bærer konstruktionen. Væggene er hvidkalkede og nøgne, og de danner en skarp kontrast til de få massive møbler, der ligeledes er af mørkt træ og, efter alt at dømme, har mindst hundrede år på bagen. Spisebordet, skænken, den eneste magelige lænestol med grønt plysbetræk og sofabordet ved siden af, hvor Silvios evigt muntre hustru har anbragt en fin lysedug og en kolossal kobberkandelaber. På det koksgrå flisegulv flyder et par kludetæpper i solblegede rødmende nuancer. Lilja kan lide rummet. Det giver hende en fornemmelse af, at tiden er ophævet her. Når man ser bort fra de moderne – nå, ja – relativt moderne indretninger som gaskomfuret og køleskabet, der er anbragt så diskret som muligt i et hjørne lige indenfor døren, kunne man tro, man befandt sig i det nittende århundrede. I den ene ende af køkkenet, modsat indgangsdøren, fører et par trin ned til venstre til en aflåst dør, som Lilja har konstateret fører ud i det fri, der hvor stien op til udsigtspunktet begynder. Til højre for disse trin fører en mørk trappe med repos op til soveværelset, hvorfra der er adgang til et diminutivt kombineret bad og toilet. Soveværelset er en drøm for en romantisk sjæl: Den kolossale smedejernsseng med blødt fjedrende madrasser og håndknyttet hvidt sengetæppe fylder næsten hele pladsen mellem de rødgyldne vægge. Et vindue med grønmalede skodder vender ud mod dalen og opkørslen til huset.

Lilja ser op mod soveværelset og overvejer at tage en lur. Det er siesta, og der er ro i de andre lejligheder nogle timer endnu. På den anden side set skulle hun måske hellere begynde at renskrive den sidste uges noter om sin rejse. Hun åbner lågen til skabet under vasken for at stille den tømte flaske derned. I skraldeposen får hun øje på gårsdagens brugte præservativ. Det ligger der så udslidt og opgivende som en hvilken som helst anden for længst udbrændt affære. Hun ser for sig de millioner af hendøende sædceller, som ligger og gisper efter vejret. Eller er de allerede døde? Det er en del af et fremmed legeme, som ligger der i affaldsdyngen.
Lilja tømmer kaffetragtens grums ned over den ubehagelige påmindelse og lukker lågen med et lille smæld, før hun placerer sig ved spisebordet med den bærbare computer og den blok, hun allerede har fyldt: ”Afrejsen fra Danmark i juli foregår i øsende regnvejr. Da jeg stiger ud af bilen og vinker farvel til min chauffør for at begive mig ind i lufthavnsmodtagelsens mylder, står humørbarometret imidlertid på solskin ved udsigten til gensynet med Italien og det vidunderlige Toscana, som jeg ikke har besøgt de sidste femten år. Hvor meget vil vise sig at være forandret?”

Lilja ser et øjeblik Christens ansigt for sig, da han gav hende et hastigt og kejtet knus efter at have overrakt hende kufferten fra bagagerummet. Regnen havde fået hans grå manke til at stritte og brilleglassene til at dugge, så hans blågrå blik syntes at svømme derinde bagved. >>Pas nu på dig selv<< sagde han >>vi tales ved i aften.<< Hans smil var kun en trækning ved mundvigene, og han trak kraven sammen i halsen, tydeligvis ivrig efter at få det overstået og komme ind i bilen, hjem til sine bøger, sin pibe – som han ville ryge over hele lejligheden, mens hun ikke var der – og gud måtte vide, hvad ellers. Lilja kommer pludselig til at tænke på noget: Christens ben er lyse og næsten hårløse sammenlignet med Claudios.

”Hvor meget vil vise sig at være forandret?” Deres forhold havde tidligt forandret sig. En gradvis forandring, men mærkbar. Fra stormende forelskelse til almindelig sympati, fra sympati til kølig distance, lejlighedsvis afløst af gensidig omsorg. Lilja rejser sig fra sin plads og roder sin taske igennem for at finde cigaretterne. Hun ryger Marlboro light i Italien. De italienske mærker er for stærke. Hun puster røgen ud i en tynd stråle, som opløses i det sollys, der nu flyder ind af køkkenvinduet. Pinjen udenfor bryder lyset og kaster en let skygge ind over gulvet og ned over blokken på bordet. Lilja holder sin hånd frem for sig og studerer dens overside i sollyset. Hun har smukke hænder, stærke, slanke. Men med årene er huden blevet mere tør, i lyset ses det tydeligt, hvordan de småbitte rynker myldrer frem. Engang, da hun var ganske ung, havde hun en ældre kæreste, som viste hende gennem sammenligning mellem sin egen trediveårige hånd og hendes tyveårige, hvordan hudens elasticitet mindskedes med tiden. Hun balancerer cigaretten i den ene mundvig og trækker med to fingre huden op i en fold på den venstre hånd. Huden falder omgående på plads igen. Havde hans hud ikke gjort det? Han havde været yngre dengang end hun er nu.
Lilja bladrer igennem sine noter, streger et par steder, fylder ud på andre. Så fortsætter hun renskrivningen, mens solen går sin vej omkring huset og over dalen.

Tusmørket har sænket sig, og Lilja har iført sig et par lyse slacks og en let skjorte. Hvis hun vælger et udendørs bord på den lille restaurant nede i byen – forudsat naturligvis, at hun kan finde den igen – vil hun være forberedt på de aggressive myg. Hollænderne i lejligheden på den anden side af terrassen er rykket ud i aften og har dækket op. Deres gennemtrængende latter trænger ind gennem døren, som Lilja nu har trukket til. Hun ser ud over dalen. Himlen blåner dybere for hvert minut, og lysene tændes i småbyerne og på bjergskråningerne.
Hun må hellere ringe til Christen og høre, hvordan det står til derhjemme. Hun taster nummeret på mobiltelefonen og hører ringetonen fire gange, før han tager den.
>>Ja, det er Christen!<< Han lyder altid formel, når han tager telefonen. Lidt forbeholden som om han er blevet forstyrret i noget vigtigt.
>>Hej, det er mig.<< Siger hun.
>>Hvordan står det til. Er vejret godt dernede?<<
>>Varmt, << siger Lilja >>hvordan går det med Markus – har han ringet hjem?<<
Markus er på ferie i Berlin sammen med et par venner. Lilja har for så vidt tiltro til sin søn, men mindre tiltro til de venner, han er sammen med. Søde unge mennesker – (ikke meget yngre end Claudio) – men lidt for glade for at feste.
>>Jeg talte med ham i dag. Han havde selvfølgelig brug for forstærkning.<< Siger Christen og rømmer sig. >>Jeg har sat lidt ind på hans konto. Men ikke for meget. Han skal ikke tro, at pengene bare kommer strømmende fra et bundløst kar.<<
>>Har du fået overstået konferencen?<< spørger Lilja. Hun havde glemt alt om den indtil dette øjeblik, men Christen har længe bekymret sig om sit indlæg. Han fortæller, at det vistnok gik udmærket. Hans forelæsning blev vel modtaget. For så vidt som ingen havde væsentlige indsigelser at gøre.
>>Hvad med dig?<< Siger han >>Er der noget at skrive om? Får du arbejdet?<<
>>Jeg prøver.<< Svarer Lilja >>I dag har jeg da renskrevet tredive sider, men du ved – det skal altid pudses efter. Måske sender jeg noget hjem en af dagene. Hvis du lige vil kigge på det og kommentere det. Jeg laver det som en slags rejsedagbog. Holder det i en personlig stil, 1. person osv.<<
>>Ja, ja – send det bare.<< Siger Christen, og hun kan høre, at hans tanker pludselig er et andet sted.
>>Jeg forsøgte at ringe til dig i går aftes<< siger han >>har du ikke set det på mobilen? Ja, jeg lagde ingen besked. Så vigtigt var det ikke.<<
>>Jeg har ikke hørt den<< siger Lilja og følger med blikket den magre hollandske kvinde, som netop passerer udenfor køkkenvinduet iført en turkis top og cyklamenfarvede shorts, som står ualmindelig dårligt til hendes gustne hudfarve. Utroligt, at nogle mennesker kan opholde sig under sydens sol uden at tage farve.

Nej, igår hørte hun ikke telefonen. Hun var gået med Claudio fra fortovscafeen og hen på et tarveligt diskotek, hvor den italienske teknomusik dundrede mod trommehinderne. Musikken var rædsom, og lyset flimrende og sansebedøvende. Men Claudio havde fungeret som et fikspunkt i dette fremmede univers, hvor hun formentlig var den eneste, som var en dag over femogtyve.
>>Jeg glemte telefonen, da jeg kørte ned i byen for at spise<< Siger hun. >>Jeg fik en glimrende pastaret og en god rødvin på en lille lokal restaurant. Og jeg faldt i snak med nogen italienere.<<
>>Hm<< Siger Christen >>Jamen, det var da godt. Nu drikker du ikke mere end du kan køre sikkert, vel? Så må du altså spendere på en taxa.<< Omsorgsfuld.
>>Jeg skal nok passe på.<< Havde hun drukket for meget? Ganske givet. Hun har ingen erindring om hjemturen. Hun kan kun huske duften af Claudios aftershave, forlygternes lys, som skar gennem den mørke nat, ramte træstammerne, de små hvide insekter, der dansede i lyskeglerne. Hun synes pludselig, hun kan mærke den aftershave igen, og hun får en let kvalme, som hun prøver at forjage ved at stikke næsen ned i Silvios basilikum, som endnu står i en lille potte på bordet.
>>Silvio kom med frisk basilikum i dag. Han er sådan en sød gammel mand.<< Hun prøver at skifte emne.
>>Ja, det er godt.<< Siger Christen >>Det er godt, der er nogen til at tage sig af dig. Hør, min ven – det er dyrt det her. Vi tales ved, ikke?<<
>>Okay, hej igen – og pas på dig selv!<< Siger hun. Hun kan høre, at Christen allerede er på vej væk, da han svarer i lige måde.

Lilja snuser til huden på sine arme. Har Claudios duft efterladt spor? Men hun tog et bad i morges. Hun kan ikke lugte noget nu, andet end sin egen duft. Hun finder nøglerne i sin taske, åbner døren og nikker kort til hollænderne, som er optaget af deres egne anekdoter og måltidets beskaffenhed, inden hun går ned og starter den endnu solvarme bil.