Thursday, April 5, 2007

Spor

Det er langsomheden, Christen savner. Han er den nærmere, når han sådan står alene og ser ud over havet. Blæsten river i hans hår. Mågerne dykker gennem luften under en vældig himmel, slår med baskende vinger ned i havfladens skummende dønninger, skriger hæst og skingert til hinanden i en kontrast til vandmassernes brusen og blæstens susen. Han fryser lidt i sin ruskindsjakke under den blege sol, men går alligevel længere ned mod vandet, der i glinsende, glitrende bølger af sølv og tin skyller rytmisk op over sandet, skyller tang og muslinger, drivtømmer ind, trækker lidt med sig ud igen i den tilbagegående bevægelse, prøver på ny.
Hans skridt, som var besværede i det tunge sand længere oppe, bliver lettere nu, da han i spring bevæger sig langs havstokken, hvor sandet er tæt og mørkt, gennemtrængt af salt væde. Han bærer sine sko i den ene hånd, og hans fødder bliver hvide af kulde mod sandets grå og sammentrængte flade, som skrider en smule under hans vægt, for hvert skridt, og blødt eftergivende modtager hans spor. Blæsten fra havet bærer en stor og karsk lugt af salt, tang, fisk og forrådnelse med sig ind mod land. En bølge skyller over hans fødder og væden suger sig fast i hans bukseben. Han vender om, springer tilbage op i sikkerheden i det tunge hvide sand. Langt ude kommer en fiskerbåd til syne. Christen går længere op og sætter sig i marehalmen. Han gnider varme i sine nu næsten følelsesløse fødder og ifører sig strømper og sko. Mågernes skrig har fortonet sig. Han ser ud over det glitrende hav. Skyerne ruller i vældige elfenbensgule, snehvide og gråblå formationer, ikke ulig havets bølger, frem under den lyseblå himmel. Mågerne er søgt ud mod fiskerkutteren, hvis dimensioner er vokset.
Christen rejser sig og begiver sig gennem marehalmen tilbage mod stien, som leder op mod sommerhusene, der ligger tilfældigt kastet som terninger i klitlandskabet. Han går til - med tanke på at komme i læ for blæsten, inden døre. Han vil tænde op i kakkelovnen i aften og høre aftenkoncert i radioen, mens han prøver at få fæstnet nogle tanker på papiret.
Over ham hvælver himlen sig i en bue så høj, at den fremstår som en illustration af uendeligheden. Bag ham synker lyden af havets brusen til en susen, til han kun hører blæsten, der synger gennem det nu vidtstrakte lyngplettede landskab foran ham, som kun er afbrudt af enkelte træhuse og i horisonten afgrænset af mørke skovtykninger. Stien afløses af en smal asfalteret vej, og Christen går raskere, mere ubesværet nu, trækker vejret dybt ned i lungerne og længes efter piben, som han ikke har taget med ud.

Han holder meget af ensomheden. Langt mere nu end for blot få år siden. Det hele går så stærkt nu. Han føler sig som en frønnet bundgarnspæl, urokkelig om end under nedbrydning i de frådende evigt bevægelige vandmasser. Giv tid, giv tid.
Han holder af bøgerne. Han har altid holdt af bøgerne. De sorte tegn, der efterhånden samlede sig i mønstre, åbenbarede sig som lyde og betydninger, malede billeder på den indre himmel.
Forunderligt at ligge under sin lune dyne og med en lommelygte følge Daniel Dravot og Peachey Carnehan ind i Kafiristan, mens vinterkulden, der peb ind ad den skårede rude i hans eget værelse, isnede luften i dette uvedkommende ydre univers. Og før han selv blev i stand til at afkode tegnene deres betydning, var der eftermiddage i køkkenet, hvor hans mor utrætteligt læste højt, mens regnen trommede mod vinduerne og plaskede ned langs muren fra den overfyldte tagrende. Hvor mange børn af i dag kender sådanne glæder? Nu er det TV og computer, der udfylder tiden. Ingen behøver at arbejde for at finde noget nyt. Nyhederne vælter ind i en uafladelig strøm, som ikke levner plads til glæden i fordybelsen, forundringen og underet ved at opdage sine egne kompetencer, at en udvikling finder sted. Arbejdsglæden og belønningen for en indsats er ukendte størrelser.

Han ville gerne have været digter. Han forsøger sig. Men hans tanker hænger fast i konstruktioner, som bremser den frie udfoldelse. Han er blevet dannet, og hvor han engang håbede på, at dannelsen var vejen frem, at tilegnelsen af viden om historien og litteraturen kunne frisætte hans evner og føre ham frem til storhed, føler han sig nu fanget i sin rolle som den der ved noget, frem for at være den, der skaber noget. Han ville gerne have skabt noget. Han ville gerne have gjort en forskel. Have efterladt et spor i verden, som var bredt nok, tilstrækkeligt tiltrådt til at blive en farbar vej for senere generationer.
Storhed. Det gjaldt om at blive til noget stort. Hans forældre havde opdraget ham i de gamle dyder. Hans far havde rejst havet tyndt, mens hans moder tog sig af det derhjemme. Hun havde holdt heltene frem gennem sin oplæsning. Dertil skulle han nå. Han skulle blive en, der selv blev indskrevet i litteraturen blandt heltene. De mente ham det godt, hans forældre. Og det var vel godt. Han havde gjort det godt. Han havde studeret flittigt, både under lægestudiet, som skulle bringe brød på bordet og under sine fritidssysler med historie og litteratur. Han var kommet i de bedste kredse. Han havde giftet sig med en smuk og sprudlende kvinde, som havde foldet sine vinger ud og var lettet, steget mod berømmelsens tinder som en af de store, smukke fugle, der optrådte i hendes egne fantastiske fortællinger.
Og han, som selv havde længtes mod opdriften, mod himmelflugten og suset, mod det sted oppe i skyerne, hvor han var sikker på, han hørte til, han havde bygget rede i skyggen, i en leret jord, hvorfra ingen flugt syntes mulig.
Til tider forekommer det ham, at hun er vokset på skuldrene af ham, at det er derfra hun har sat af. Til andre tider er han ikke sikker på, om ikke det, at han overhovedet er blevet rodfæstet i miljøet og har fået mulighed for at beskæftige sig med det, der er hans hjerteblod, skyldes hans ægteskab med hende. De eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold.

Han havde brug for historien om dem som par. Myten også kaldet. Det var han dog – og det var måske alt, hvad han var: Den fattige dreng, der havde vundet prinsessen og det halve kongerige. Men det var ikke nok for manden, som ville være konge.
Hun havde brug for hans støtte, mens hun skrev. Perioder, hvor hun sled sig selv op. For slet ikke at tale om ugerne op til udgivelserne, kritikken, interviewene. Hun var ofte bortrejst. Hun læste op, optrådte i forskellige sociale sammenhænge, holdt møder med udenlandske forlag, deltog i konferencer. Tilbragte dage og nætter i Oslo, Paris, Venedig, New York med sin cubanske elsker. Når hun kom tilbage, kunne hun isolere sig med skriverierne i ugevis, eller hun gik irritabel og sørgmodig rundt i stuerne, sad i timevis og stirrede ud af vinduerne og græd sig nogle gange i søvn mod hans skulder. Han talte lavmælt til hende, han flygtede ind på sovesofaen i gæsteværelset, eller de stod midt i stuen og udgød ondskabsfuldheder over hinanden, indtil de høje, lyse lofter formørkede sænkede sig over dem. Ude af stand til at finde sammen, ude af stand til at forlade hinanden. Når børnene kom hjem optrådte de høfligt reserveret overfor hinanden, men begge hjerteligt overfor børnene. De lod til gengæld som om de ikke mærkede spændingerne mellem forældrene.
Han kunne ikke bebrejde Lilja, at hun havde en elsker. Det værste var vel heller ikke forholdet i sig selv. Det værste var, at han var den, som måtte skjule det. At hun ikke selv havde været i stand til det – overfor ham og overfor andre. Det var ham - han som ikke kunne digte - der måtte lyve på forfatterindens vegne. Det gjorde ham bitter. Selv havde han været varsom med sine eventyr. Naturligvis havde Lilja en mistanke, ja, mere end det. Men han havde altid benægtet det. Det var løgne, men ærefulde løgne. Det gjaldt om at holde idealet oppe de to imellem. Det havde hun nu opgivet. Han var alene om det. Mere alene end før. Mere alene end han var i sin ensomhed her i klitterne. Denne ensomhed var anderledes, fordi den var selvvalgt.

Christen sætter sig på den almueblå træstol ved bordet og ser ud af vinduet. Han har udsigt til skyerne og det flade landskab, men kan ikke se vandet herfra. Hvis man går ud af huset, eller hytten, som det vel bør kaldes, og lidt op ad bakken til højre kan man se det. Umiddelbart udenfor huset vokser nogle få spredte og hårdt prøvede buske på de sandede vindomsuste jorder. Der er noget ved det barske landskab som tiltaler ham.
Selv er han ingenting. Nu prøver han at sætte sig i en andens sted og beskriver, hvordan denne anden må have haft det. De er sådan han gør, når han prøver at digte. Det personlige skal lades ude af betragtning. Det personlige er ikke interessant for nogen, før det er blevet forvandlet til noget almengyldigt. Det er kunsten. Det er det, stor kunst kan. Men kan han skabe stor kunst? Formentlig ikke, men han kan prøve. Det er hans trods mod de faktiske forhold. Og han står støt som en frønnet bundgarnspæl og holder stand mod vandmassernes brusen, mens han holder det net oppe, som fiskene fanges i. Alle de små fisk, som her møder deres skæbne. Alle de små fisk, hvis bestemmelse viser sig i deres første og nu sidste valg, som har sat dem i stand til at gå i nettet for at give føde til en højere vilje. Nu sætter han pennen til papiret. Nu sætter han net ud for at fange fisk. Nu sætter han sit spor i verden.

7 comments:

Anonymous said...

hold da op - du skriver godt
kh
pern

beo said...

Meget interessant.
Den slags tror jeg ikke jeg kan...at lade sådan en hovedperson stege i sin egen transfedtsyre, uden at ruske i ham eller munter ham op med noget humor.
Jeg kan ikke have med så indsnøret og...imploderet en type.
Godt klaret at du kunne holde ham i strakt arm så længe.
Må jeg gætte på hvad han skrev?:

æg
køkkenrulle
mælk
kaffefiltre
McBaren Mixture
kød
sigtebrød

:-)

Tina Charlotte Møller said...

@pern - vi bukker og takker....


@Hahahahaha, Beo! :-)
Tjah, det var da et kvalificeret bud, du der kom med.
En såkaldt 'overraskende drejning' i teksten.

Nå, ham kunne du ikke lide..... "En imploderet type". Hmmm. That's a very good vending, Hansi - maybe we can use that in another afsnit!;-)

beo said...

Hansi...pas på El Prebsi!
Sorry, at jeg skrev 'munter' isf 'muntre'.
Troede lige jeg kunne fjerne opmærksomheden fra den smutter, ved at påstå at det ikke hedder en 'fiskerkutter'...men en 'fiskekutter'.

Men nej.

Iflg. Retskrivningskoranen hedder det mest det første.

There can one only see...typisk Langfredag :-/

Tina Charlotte Møller said...

Selv undskyld, Beo! For jeg kan da vist godt rette i kommentarerne - men korrekturlæseren sov, da jeg modtog din munter/muntre af slagsen...

beo said...

Du kan i det mindste modtage kommentarer...min blog er blevet langfredagsagtig mht at modtage kommentarer...ak ja :-/

Tina Charlotte Møller said...

Jamen dog, søde Beo - sikke noget snavs....
Jeg syntes nok, at der var så stille inde hos dig. So that's why!