Fortællingen om en dreng, der vokser op i en familie og et lokalsamfund, hvor fortidens spøgelser sætter deres præg på hver eneste dag, er beklageligvis blevet glemt i det offentlige rum til fordel for diskussionen om, hvorvidt Romers erindringer, som romanen angiveligt bygger på, nu også er sandfærdige.
Dermed har publikum - med taktisk snilde, fristes jeg til at sige - flyttet fokus fra den anklage og det skrig om forståelse, der ligger i Romers historie. Man kan sige, at modtagelsen af værket - og samme modtagelses bagvedliggende psykologiske mekanismer - er mere interessante end spørgsmålet om det sandhedskriterium, ud fra hvilket man har forsøgt at måle værkets værdi. Romer har således vundet en sejr, som dog må smage ham noget bittersødt. For diskussionen bekræfter blot den af dumhed affødte ondskab, som bogen er et anklageskrift imod.
Forfatteren har, fra en dobbeltposition, i hvilken ’Knüdchen’ og den voksne hr. Romer glider i ét, fortalt en vigtig historie om overgreb: Dels om de overgreb, som nazisterne under 2. Verdenskrig begik også imod deres egne landsmænd – dels om de overgreb mod tyskere bosat udenfor Tyskland (eller andre, som skiller sig ud fra mængden), som affødes af en unuanceret og hadefuld holdning blandt mennesker i et lille samfund – i dette tilfælde Nykøbing Falster.
”Når det ringede ud for de andre, ringede det ind for mig, og jeg forsøgte at komme gennem frikvarteret. De havde lært det i timerne og vidste, hvem jeg var. Jeg var tyskersvinet, og mor var en hitlerkælling og direktørfrue og fisefornem, så det løb ned ad lårene. Jeg tilbragte det meste af tiden med at stå inde i en rundkreds – drenge og piger – og de skubbede og spyttede og råbte i takt. Det værste var, når det gik ud over mor, og de brægede ”Hilde-gaaard, Hilde-gaaard” ligesom geder og grinede hysterisk. ”
Romers roman er også en fortælling om kærlighed og om et vanskeligt forhold mellem mor og søn. ’Knüdchen’ forsøger desperat gennem hele sin barndom at beskytte sin tyskfødte mor mod den hæslige spot, som han selv møder hver dag i skolen og på gaden. Han lyver om dagens begivenheder og finder sig stiltiende i omgivelsernes latterliggørelse, i stedet for at indvie forældrene i sin angst og smerte. Men moderens gamle ar er så dybe, at intet kan hindre hendes tiltagende alkoholmisbrug og en lurende sindsformørkelse.
Fortællerens fortvivlelse lyser ud af de afsnit, som omhandler moderens sidste dage og omstændighederne i forbindelse med hendes sygdom og død:
”Jeg ville have givet mit liv for hende, men hun ville ikke have det og lå i sengen og nægtede at spise. Det var lige meget, hvad jeg gjorde – det var forgæves – og jeg tilbragte aftenen med at putte syrlige drops i mors mund, fordi det lindrede i svælget – hun ville have citronmåner – og langsomt spændte hun skruen.”
Den som blinker er bange for døden er - som kunstværk betragtet - ikke et stort og epokegørende litterært værk. Fortællestilen såvel som kompositionen er enkel og jævn, og tonen er i overvejende grad holdt i det ironisk-muntre. Men smerten slår desto tydeligere igennem, når Romer uden forsonende elementer beretter om det ondeste i mennesket: Ligegyldigheden overfor andre og den letkøbte opdeling i ’dem’ kontra ’os’, hvis konsekvenser spænder fra ødelagt selvværd og til døden ved henrettelse. Her er en fortælling, som rækker langt ud over Nykøbing Falster og det rent personlige og ind i en almenmenneskelig umenneskelighed.
Knud Romer:
Den som blinker er bange for døden
Athene 2006
No comments:
Post a Comment