For et par uger siden bragte Nyhedsavisen denne artikel om unge fædre, som løber fra det hele.
Ugen efter blev den fulgt op af denne artikel, som fortæller om vigtigheden af, at fædre bruger mere tid sammen med børnene.
Op gennem det 20ende århundrede har vi kvinder kæmpet for - og opnået - en væsentlig og tiltrængt forbedring af vores stilling i et tidligere patriarkalsk samfund. Vi er blevet ligeværdige med mændene i egen bevidsthed og (på de fleste områder) i samfundsmæssig henseende. Så hvad er det lige, der går galt rundt om i de nystiftede familier?
Selv hælder jeg mere og mere til den overbevisning, at der er tale om et uheldigt samspil mellem mænd, som ikke har haft en tilstrækkeligt god fadermodel indenfor rækkevidde under opvæksten og kvinder, som i deres iver efter at gøre det bedste for børnene presser faderen til at optræde ikke som far, men som en ekstra mor.
Vi er blevet så sikre på os selv og rigtigheden af vores egen måde at forholde os til barnet på, at vi har glemt at tage i betragtning, at et barn har brug for vekselvirkningen mellem det maskuline og det feminine univers for at blive et helstøbt menneske, som siden kan mestre livets mangfoldighed i både medgang og modgang.
"Åh," vil mange unge mødre nu sige, "men kønnet er jo bare en konstruktion."
"Nej," svarer jeg, "kønnet er også en konstruktion, men der er en grundliggende biologisk forskel, som man skal vare sig for at lade hånt om."
Mange mænd - unge som lidt ældre - er i dag usikre på deres egne roller. Vi kvinder har simpelthen forvandlet os til det stærke køn, og mændene svarer igen på forskellig måde, alt afhængig af deres personlige erfaringer, karaktertræk og temperament. Nogle trækker sig simpelthen fra konfliktsituationer og løber fra det hele, som man kan læse i førstnævnte artikel. Andre optræder måske agressivt og dominerende - i visse tilfælde endog voldeligt. Og så er der dem, som forvandler sig til iskolde og beregnende typer, som charmerer og udnytter det feminine køn for egen vindings skyld og i øvrigt fraskriver sig ethvert ansvar for både kvinder og børn. Endelig er der dem, der indordner sig, men mister troen på sig selv og egne evner undervejs.
Mændene må lære at træde i karakter som Mænd! med hjerte og sjæl, men også netop som mænd, der lærer barnet om verden set fra en maskulin vinkel.
Vi kvinder må lære at vise tillid til mændenes evne til at håndtere børnene, selvom de håndterer dem anderledes, end vi gør.
Er vi måske - som kvinder - en smule bange for at få konkurrence, når det gælder om at tage hånd om børnene, lige så vel som mændene har frygtet konkurrencen fra os på arbejdsmarkedet? Der er jo ingen tvivl om, at der også findes adskillige fædre og alene-fædre, som gør et udmærket stykke arbejde i den forbindelse.
Et slogan for Tryg Forsikring sprang mig øjnene igår: "Måske er det på tide at give slip!"
Ja, det tror jeg, det er, hvis vi skal genfinde trygheden i familien og i os selv som henholdsvis mænd og kvinder. - En tryghed, som det er vores ansvar at give videre til børnene.
2 comments:
Åh! Endelig en kvinde, der anerkender den biologiske forskel :-)
Og jeg er rasende enig i dine betragtninger.
En af grundende til at det har været næsten forbudt at sige er vel, at feminismen har haft monopol på kønsdebatten og -forskningen de sidste 30-40-50 år. Og man kan vist roligt sige at feminismen er nærmest fuldstændigt socialkonstruktivistisk i sit grundlag.
Som side-vinkel tror jeg, at ikke alene vil familieforholdet blive bedre når manden fylder sin maskuline rolle. Også kæresteforholdet vil vokse og leve. Stort set ingen normale kvinder har i det lange løb lyst til en mand der er "pseudokvinde". Det handler ikke om magt eller overlegenhed, men om at manden tillader sig at være MAND - så der bliver mulighed for dét samspil mellem femininitet og maskulinitet, der skaber gnisten, varmen, dynamikken og erotikken.
@Tomas - jo, jeg anerkender den biologiske forskel. Jeg mener også at kunne erindre, at jeg en gang, i en udsendelse om hjerneforskning, har hørt bevisførsel for at der er forskel på mænds og kvinders hjerner. De hormoneller forskelle er vi vel alle bekendt med efterhånden.
Men det er naturligvis en diskussion, som ofte bliver betændt og munder ud i gensidig mudderkastning de to køn imellem - eller mellem forskellige standpunkter.
Det handler jo om at finde en acceptabel balance både i kæresteforholdet og i familien.
Personligt ønsker jeg mig ikke en macho-mand (et begreb som nogle mennesker vil sætte lig med begrebet 'rigtig' mand). Jeg mener da heller ikke, at en 'rigtig' kvinde er et eftergivende og evigt blidt lille nummer, som altid taler 'far' efter munden.
Virginia Woolf talte om 'the androgynous mind' som det mest efterstræbelsesværdige ideal. På trods af Woolfs lesbiske tendenser og på trods af hendes interesse i den tids kvindekamp var det altså ikke hendes ønske, at kvinder skulle blive nye mænd eller mænd nye kvinder.
Det er så enkelt - og måske derfor netop så vanskeligt for den komplekse menneskelige hjerne at forstå: Det handler at acceptere den andens forskellighed fra en selv - og om, på trods heraf, at komme den anden i møde. Accept, respekt, integrering.
Post a Comment