I Marokko skriver digterne om kirsebærlæber, om længsler og lidenskaber og flugt. Teksterne læses ikke op, nej de deklameres - og det på et sprog, der lyder som var det kærligheden selv, der talte.
I Danmark skriver digterne om plejehjem, om hundehømhøm'er og plasticcitroner. Teksterne fremføres med ironisk distance og nedtoning, nedtoning.
Stort møder småt under den dansk-marokkanske digteraften på Odense Musikbibliotek, Casablancas varme vinde møder den danske termo-stat.
Men da Hadi Khalaf lader Tusindogennats vibrationer klinge gennem rummet, glider vi alle ind i musikkens ordløse sprog og finder hinanden i rytme og smil. Muniam Alfaker, den begavede irakiske digter, der også har fungeret som tolk undervejs, ligner pludselig en sol. Den unge mand, som fra sidelinjen har fulgt arrangementet for at lave en reportage til Egyptisk TV, ligner Farao selv på slap line. Alle får lys i øjnene: Mette Moestrup er smuk, Touira Ikbal er smuk - selv Viggo Madsen er smuk, som han står der på podiet med nedslagne øjne og rødmende kinder, fordi den skønne Fatiha Morchid netop har givet ham et uventet knus.
Scheherezade smiler til den gamle danske digter. Kulturudveksling kalder man det. Man kunne også kalde det kærlighed. Kald det lige, hvad du vil. Inderst inde er vi dog af samme slægt. Måske et nyt digtersprog kan spire frem engang med tiden: marodansk!
4 comments:
Åhh, det gad jeg godt have oplevet!
Jeg har tit tænkt over, hvor anderledes man digter omkring Middelhavet.
Når jeg skriver noget, der er italienskinspireret, får jeg at vide at jeg er for "poetisk" !?!?
Ja, Kirsten - det undrer mig egentlig ikke: Der bliver jo varmere desto længere sydpå, man kommer.
Måske nordboerne har for lidt sol i blodet? Eller måske har moderniteten blot gjort alt lige-gyldigt, så vi ikke længere kan finde de store følelser frem - eller ikke vover at vise dem.
Jeg vil slå på tromme for, at vi får patos og poesi geninstalleret i lyrikken. Og mon ikke der er en fair chance for, at den kommer med indvandringen fra de varmere himmelstrøg? :-)
Det er i hvert fald helt sikkert, at vi leder efter nye (gamle) måder at skrive på efter moderniteten og post-dittoen. Kan vi gøre andet en at gribe tilbage?
Hvilket igen får mig til at tænke på - det er ikke det i de skriver, men måden de skriver dét på, som er altafgørende -
det er noget med blodet (nej ikke racistisk - her) - det er noget med måden/tempoet? blodet løber gennem hjertet på.
der
Post a Comment