Marodansk

I Marokko skriver digterne om kirsebærlæber, om længsler og lidenskaber og flugt. Teksterne læses ikke op, nej de deklameres - og det på et sprog, der lyder som var det kærligheden selv, der talte.

I Danmark skriver digterne om plejehjem, om hundehømhøm'er og plasticcitroner. Teksterne fremføres med ironisk distance og nedtoning, nedtoning.
Stort møder småt under den dansk-marokkanske digteraften på Odense Musikbibliotek, Casablancas varme vinde møder den danske termo-stat.

Men da Hadi Khalaf lader Tusindogennats vibrationer klinge gennem rummet, glider vi alle ind i musikkens ordløse sprog og finder hinanden i rytme og smil. Muniam Alfaker, den begavede irakiske digter, der også har fungeret som tolk undervejs, ligner pludselig en sol. Den unge mand, som fra sidelinjen har fulgt arrangementet for at lave en reportage til Egyptisk TV, ligner Farao selv på slap line. Alle får lys i øjnene: Mette Moestrup er smuk, Touira Ikbal er smuk - selv Viggo Madsen er smuk, som han står der på podiet med nedslagne øjne og rødmende kinder, fordi den skønne Fatiha Morchid netop har givet ham et uventet knus.

Scheherezade smiler til den gamle danske digter. Kulturudveksling kalder man det. Man kunne også kalde det kærlighed. Kald det lige, hvad du vil. Inderst inde er vi dog af samme slægt. Måske et nyt digtersprog kan spire frem engang med tiden: marodansk!