Spacemermaid gav med dette indlæg bolden op til en diskussion om anmeldere og anmelderi. Efter nogen tids ping-pong inde hos Spacemermaid, hvor især Leonora Christina Skov blev udsat for en del barske tacklinger, brød Lonni Krause ud af forsvarsrækken og indhentede en af angriberne, nemlig Beologen, på hans banehalvdel. Her udviklede kampen sig til et veritabelt hundeslagsmål, hvorunder debatten ikke blot løb af sporet og endte i endnu en kønsdiskussion, som det ofte hænder på de kanter, men hvor det tillige føg igennem luften med verbale ørefigener og ufine tacklinger, som nok kunne finde plads som eksempler i ordbogen under 'kønsdiskriminering'. Lonni Krause valgte at forlade banen, men har siden rapporteret om begivenhederne på sin egen blog. En reportage som har afstedkommet yderligere reaktioner.
Når jeg finder denne lavine-effekt interessant nok til, at jeg vil beskæftige mig med den på min blog, så er det blandt andet fordi den er et tydeligt eksempel på, hvordan mere eller mindre skjulte agendaer sætter dagsordenen for de forskellige synspunkter og debatindlæg i blogosfæren. Noget tilsvarende foregår utvivlsomt også i andre medier, men det ses tydeligere i bloggeruniverset, fordi der her findes enklaver af debattører, som med tiden har lært hinandens blogvæsen at kende - og som i nogle tilfælde også kender hinanden privat. Hvad der således udfra et rent etisk kriterie burde være tilnærmelsesvis objektive eller i det mindste upartiske indlæg, forvandles hurtigt til subjektiv argumenteren og mudderkastning.
Det højner naturligvis underholdningsværdien for udefrakommende læsere- især hvis man interesserer sig for psykologiske og sociologiske studier, ligesom det utvivlsomt giver de involverede debattører et adrenalinkick, når bølgerne går tilstrækkligt højt. Men til tider bliver tonen i debatten så rå, så plat og så indskrænket, at man føler sig bombet tilbage til stenalderen, hvor den, der kunne frembringe den højeste og mest skræmmende lyd, var den, der kunne indtage pladsen som konge på bjerget. (Og det er den anden grund til, at jeg beskæftiger mig med dette emne.) I den aktuelle debat er der nemlig ingen tvivl om, at stenaldermanden igen har løftet stemmen og dermed har forsøgt at 'sætte kvinden på plads'. Godt brølt, løve, vil nogen nok sige. Det synes nemlig endnu at være mandens privilegium i visse kredse.
Lad mig nu vende tilbage til udgangspunktet for hele denne debat: Nogle anmeldere er generelt hårdere i deres smagsdomme end andre. Leonora Christina Skov opfattes som en af de mere barske af slagsen. Dette dementerer hun selv i en kommentar på Lonnis blog. Hidtil har jeg selv opfattet Leonora som en af de krasbørstige anmeldere, men jeg er villig til med åbne øjne og øren at forsøge at læse og høre hende påny - især efter, at jeg har læst dagens kommentarer i diverse fora såvel som Rasmus Heibergs interview med Leonora i det sidste nye nummer af BogMagasinet (som kan afhentes gratis hos boghandleren).
Det er næppe noget under, at en debat om Leonora Christina Skov og hendes skarpe feministiske udmeldinger kan afstedkomme en diskussion, som udarter til en verbal kamp mellem kønnene. For uanset hvad man så ellers mener om Leonora, så er hun godt skåret for tungebåndet, hun har sine meningers mod - og hun taler, hvor andre tier. Vi (kvinder), som har en lignende tilbøjelighed og ikke længere vil nøjes med at holde kæft, være smukke og vende det døve øre til, når mænd nedgør os - alene fordi vi er kvinder - og tillader sig konsekvent at forholde sig til os som kønsobjekter, vi ved, hvor krævende det er at stå fast i det stormvejr, som vores modstand udløser - ikke blot i hulemænd, men også i de modsøstre, som stadig agerer medløbere for sådanne.
6 comments:
Vil blot sige at jeg lige har læst dig inden sengekanten greb mig. Blev vågen igen - og føler at du har samlet alle murbrokkerierne, så jeg bedre kan overskue hele miseren.
Tak for dit indlæg. Det er mere værd end du lige nu vil tro.
Meget mere værd.
Kh
Lonni
Hej Tina Charlotte
@Tina Charlotte
Nysgerrig som jeg jo er, blev jeg lige nødt til at komme et smut omkring; for at læse hvad det var du havde skrevet i dette indlæg, siden du (på Lonnis blog) antyder, at du måske også kunne anklages for at hænge nogen ud.
Det kan jeg slet ikke se. Jeg synes at du har præsteret et sobert og analytiskt indlæg, som jeg ville ønske du ville smide som kommentar i alle de blogs hvor "mudderkastningen" finder sted - der hvor debatten trænger til at blive hævet en km eller to.
Lonni og Harning - mange tak!
Tina...min kritik af LCS har i-n-t-e-t at gøre med hvilket køn hun har. Jeg udtalte mig på Spaces blog u-d-e-l-u-k-k-e-n-d-e om hvordan jeg oplever hende som Smagsdommer, og hvor jeg synes hun for sin egen vidunderligheds- og herlighedsværdis skyld overdriver sine karaktermord på allehånde former for kunstnerisk produktion: film, malerkunst, musik etc. på en nærmest infantilt ondskabsfuld måde.
At hun er en kvinde kan vel ikke komme bag på nogen?
Jeg kritiserer hende ikke som kvinde, og jeg er gennemgående vild med kvinder - både deres måde at være på, tale på, tænke på og se ud på.
LCS kastede det første murstenshus i denne sag, ved at være som hun er i Smagsdommerne.
Space synes at LCS er for hård, og skrev om det.
Jeg sekunderede en anden kommentators holdning, ved at skrive at hun er indbildsk, vrængende, trættekær, selvhenførende, ucharmerende, bjæfsk og smalsporet.
Og så tilføjede jeg, at hun også har dårlige sider. Det er faktisk en trekvart anerkendelse af hendes mod til at være så ekstremt ærlig, som hun er på DR2.
Som jeg skrev til Lonni, så ville jeg elske at have den samme platform som LCS, og havde jeg den skulle jeg seandelig nok skrue bissen på, i sagens tjeneste.
Men Lonni føler sig såret på LCS's vegne.
LCS virker i sin kommentar på Lonnis blog som om hendes stil er med vilje. Den giver synlighed, skriver hun.
Jeg kan så bare ikke lide den stil.
DET handlede det om.
Lonni spammede mit indlæg om de nye opdagelser om universets indretning, med sin opbragthed på LCS's vegne.
Jeg synes man skal diskutere det her strengt fagligt, og grunden til at jeg er personlig mod LCS er ene og alene hendes tilsvarende modbydelige måde at være personlig på, når hun vil nedgøre et værk.
Aktion = reaktion.
Jeg fatter ikke hvor det dér kønspolitik-halløj kommer ind over, men hvis kvinder angriber mig så forsvarer jeg mig.
Det ville enhver hulemand OG HULEKVINDE gøre.
Og jeg synes din og Lonnis selvretfærdighed, i forhold til at forvandle debatten om LCS måde at anmelde på til noget kønshalløj, er usmagelig og uklædelig.
Det er jer, der ændrer dagsordenen.
Lonni angreb mig personligt, og hun fik det tilbage i personlig form.
Hun er kvinde. Er det min "skyld"?
Kom dog ind i kampen på et fagligt og personligt plan, i stedet for at råbe 'Helle!' hele tiden.
Jeg finder mig ikke i at blive beskyldt for at behandle kvinder dårligere end mænd, når jeg kommer med min mening om en kunstner/anmelder.
Det er urent trav.
Dårlig stil.
Jeg havde ikke forventet mig andet fra Lonni, men din holdning skuffer mig.
Beo - når det gælder LCS og hendes måde at melde ud på f.eks. i Smagsdommerne, så er jeg langt hen ad vejen enig i dine synspunkter. Det har jeg vist ikke lagt skjul på. Jeg har imidlertid fået en ny vinkel på hende og hendes facon efter at have tilegnet mig en større viden om hende. Dermed har jeg fået større forståelse for hende og for det, der synes at være hendes personlige 'drive'. Og jo - jeg havde bemærket din delvise anerkendelse af hendes mod. (Og havde forresten moret mig over din fikse sproglige drejning her.)
Jeg er principielt enig med dig i, at man bør tilstræbe en faglig og saglig diskussion (også) af dette emne. Men som du selv har været inde på et andet sted for nylig, så er alt i en eller anden grad personligt eller subjektivt. Således LCS's baggrund for at virke så fremfusende, som hun til tider gør - og baggrunden for din måde at omtale kvinder på, som mildest talt virker meget uheldig på nogle af os - og baggrunden for mine (og måske også for Lonnis) kraftige reaktioner på det vi opfatter som en reducering af kvindekønnet til blot og bart kønsobjekt. Ens udtryk og reaktioner vil altid være farvet af det, man har med i bagagen. I bedste fald kan vi forsøge at moderere både vort indtryk af andres udtryk og vore egne udtryk, hvis vi husker på det.
For mit eget vedkommende må jeg så tilføje, at jeg har visse principper, standarder eller etiske normer, som jeg naturligvis - i lighed med enhver anden, som har SINE definitioner af samme - reagerer udfra og forsøger at påvirke andre i retning af. I min idealverden defineres man f.eks. som menneske, før man defineres som køn. Jeg synes, at en given debat alt for let kan blive alt for firkantet, ubehagelig og i bund og grund tåbelig, hvis man begynder at inddrage køn og kønsforskelle, hvoraf mange ER konstruktioner, selvom jeg anerkender, at der ER biologisk betingede forskelle på mænd og kvinder.
Dét synes jeg så, at du (og enkelte andre (især) mænd) er blevet lidt vel tilbøjelige til på din blog.
Du skriver, at du gennemgående er vild med kvinder. Dertil vil jeg sige to ting: For det første forekommer en sådan udmelding mig i sig selv at være endnu et eksempel på en ideologisk opdeling af de to køn, som ikke levner plads til det bare at være et menneske med holdninger og meninger. For det andet får man af og til det indtryk af dine indlæg og dine kommentarer, at din forholden dig til kvinder er præget af en dyb ambivalens. Jo, jeg tror på, at du begærer kvinder, men jeg tror også, at dit begær eller din beundring er blandet med en voldsom vrede (angst?) overfor os, som til tider slår ud i noget, det ligner decideret hadefuldhed, når vi fjerner os fra det idealbillede, som en side af dig gerne vil fastholde os i. Beklager min psykologsike udlægning, men jeg siger, hvad jeg tænker - og så kan du tage det til dig eller lade være.
I lighed med Lonni, som jeg jo iøvrigt også betragter som en af og til noget 'skrap moster', hvilket både du og hun ved, så reagerer også jeg på de bemærkninger på din blog, som Lonni har udhævet i sin gengivelse af dem på SIN blog.
Hvad RE-aktionen angår, er den ene part altså ikke bedre end den anden her. Og jeg synes egentlig, at det er fair nok, at man reagerer, når man føler behov for det.
Når alt dette er sagt, så er jeg ikke kantet nok i hovedet til at bilde mig ind, at et menneske kun er én ting. Jeg mener f.eks. ikke, at du KUN er hulemand, selvom jeg bliver noget skuffet, når du fremstår som sådan, eller at LSC, Lonni eller jeg KUN er højtråbende feministiske furier. Mennesket er et faccetteret væsen, og selvom hvert kalejdoskop har sin farveskala og sit sæt af mulige mønsterkonstellationer, så er hver konstellation afhængig af, hvordan kalejdoskopet drejes - og af i hvilket lys det iagttages.
Som studie betragtet har hele denne debat, fra den startede på Spacemermaids blog og frem til skrivende stund, været overordentlig interessant. Man skal bare lige træde et skridt tilbage og indlægge et vist perspektiv, så vil man kunne finde smilet i alvoren - og alvoren i smilet.
På det personlige plan:
Jeg er ked af at have skuffet dig, men det har altså også gjort sig gældende den anden vej rundt. Sådan er det med menneskelige forhold. Det må vi, hver især, se at komme over. At relatere til andre mennesker (selv i blogosfæren) indebærer jo også, at man må kunne gennemleve konfrontationer og konfliker - og tilgivelse og genoprettelse på nye niveauer.
Som du selv plejer at sige: "Nå, videre!"
Jeg går udelukkende efter LCS's bevidste ondskab mod andre kunstnere som Smagsdommer.
Intet andet.
Jeg læser ikke Weekendavisen.
Det er LCS som har en feministisk dagsorden og du har en feministisk dagsorden. Måske også Lonni.
Det er JER, der drejer debatten, når I føler jer personligt ramt.
Når I føler jer personligt ramt, så spiller I feministkortet, som handler om at hvis vi mænd tillader os at blande vores holdninger til jeres køn og seksualitet ind i debatten, så overtræder vi een eller anden lov.
I insisterer på kun at være faglighed og saglighed. Også når I (som LCS og Lonni) er gemene på det personlige plan.
LCS må godt kalde en kunstner ubegavet eller andet nedrigt på DR2, men jeg må ikke udtale mig om hendes udseende.
Er de to ting ikke lige slemme?
Er I i givet fald ikke lige så slemme selv, så?
Kom ned fra den selvpudsede piedestal, til os andre syndere.
I er vidunderlige, men ikke altid.
Og den dér skizoide insisteren på at I flipper ud, hvis man tillader sig at se på jer som hele mennesker, dvs. også med udseende og seksualitet...det er JERES personpsykologiske problem.
Så velkommen i angstklubben, girlies!
Og forresten...ER det ikke pudsigt, at LCS først bliver kendt på at SELV slå sig op som en yngre lesbisk kvinde, hvis forældre har slået hånden af hende...og så bagefter, hvis nogen bruger det mod hende, når hun SELV slår hånden af nogle menneskers (mest mænds) kunstneriske evner - så farer Lonni og du i blækhuset, og skælder mig og "medløbende medsøstre" ud.
Vi er lige slemme, allihopa.
I vil bare ikke indse det, og nægter at se jeres sorte sider i øjnene.
Den slags mennesker er SÅ anstrengende at debattere med.
De råbner hele tiden HELLE, når de ikke kan klare sig = vinde under de gældende vilkår.
Det er fejhed, ikke feministisk mod. Det er intrigant og udspekuleret overlevelsesstrategi.
Og det handler alt sammen om identitet, drifter og drømmebilleder.
I er ikke hele mennesker, Tina.
Det er jeg heller ikke.
Men jeg står ved det.
Offentligt.
Lonni kæmper LCS's sag, selv om LCS ikke overhovedet har brug for det. Lonni vil gerne frem i lyset, og leder efter nogen hun kan nedgøre i processen. Samme flæskningsmetode som LCS bruger i DR2.
Jeg synes egentlig altid at du har prøvet at holde en lidt mere sober tone. Det er en af dine fineste egenskaber.
Når vredladne typer som Lonni og LCS begynder at angribe mig, så forsvarer jeg mig.
LCS begyndte med de onde midler i DR2, og Lonni synes nu det er synd for hende at Space og andre synes det er for galt.
De kan ikke tåle mosten selv.
Hvor ER det egentlig ynkeligt, højrøvet og hovmodigt.
Og Fælt.
Post a Comment