Er Henriette Elmøes kortroman Eventyret om Plante ét langt syretrip eller en meditativ rejse ind i den store sammenhæng? Det afhænger nok af, med hvilken indstilling man læser bogen.
Plante er en regnskovsvækst, der er havnet i en vindueskarm på Nørrebro hos den mandlige jeg-fortæller. Den tilbagetrukne unge fyr, der virker mere vegetativ end planten selv, udvikler en overordentlig nær relation til denne urt: Forholdet bevæger sig fra mental kommunikation de to imellem til en decideret sammensmeltning, hvorunder planten og manden foretager fælles rejser på tværs af tid og rum.
Eventyret, der begynder som en afdæmpet og anderledes beretning med smag af økologi og holisme, kammer beklageligvis over og begynder i mistænkelig grad at minde om et heftigt trip på guderne må vide hvad. Det er som om fantasierne har taget magten fra skribenten. Det er rigtig ærgerligt, eftersom den grønne, tænksomme og stilfærdige tone, som er gennemført på bogens første 30-40 sider fungerer upåklageligt.
Eventyret om Plante minder på mange måder og især i begyndelsen mere om en fantastisk fortælling end om et eventyr. Men da jeg-fortælleren og hans regnskovsvækst smelter sammen og begynder at suse gennem ormehuller, ophæves den tøven, som i klassisk forstand ellers karakteriserer den fantastiske fortælling, og man afskriver irriteret resten af teksten som resultatet af en overgearet fantasi. Noget eventyr er der heller ikke tale om, da værket ikke giver læseren anledning til at gå ind på eventyrgenrens symbolske grundpræmis.
Elmøe skriver i en ligefrem og enkel sprogtone, som må kunne udnyttes bedre. I fremtidige værker vil hun således kunne gøre både sig selv og læserne en stor tjeneste ved at holde idéerne i kort og stram snor - og at holde forskellige genrer adskilt fra hinanden.
Henriette Elmøe:
Eventyret om Plante
Forlaget Ravnerock 2006
1 comment:
Post a Comment