Yoga for begyndere

I dag har jeg været til min første kursusdag i "Yoga mod stress". Instruktøren, Alex, ligner en omvandrende reklame for alt det gode, som yoga og meditation kan føre med sig, hvis man bruger teknikkerne regelmæssigt. Jeg har i hvert fald sjældent set så kernesund og afslappet en mand. Så det kan man vel kalde en god begyndelse. Jeg har hørt fra hans egen mund, at han er en årgang 64 som jeg selv. I modsat fald ville jeg have tippet ham til at være max. 35.

Dagens program stod på en runde med personlige stress-fortællinger, hvorefter vi skulle guides igennem enkelte indledende øvelser i både yoga og meditation. Et lille foredrag havde Alex også forberedt, sagde han. Så langt nåede vi dog aldrig. Da vi var færdige med at fortælle, var tiden gået.

Og hvem sidder så på sådan et afstressningskursus? Er der mon ikke bare tale om en flok livsuduelige stakler, som ikke har kunnet klare mosten - folk, som man egentlig helst ville undgå at blive set i selskab med?

Næh nej! Vi er otte (tilfældigvis) kvinder på holdet. Den yngste er formentlig midt i tyverne og den ældste omkring pensionsalderen. Fælles for os er, at vi er stærke, kompetente kvinder, som i årevis har holdt stand selv i strid modvind. Kvinder, som altid har sagt: "Den klarer jeg" og "den klarer jeg også", og som har engageret os med liv og sjæl i vores arbejde og i vore medmennesker. Betegnelser som ildsjæle, flinke piger og lignende ville ikke være fejlanbragte her. Jamen jeg siger jer, det er gæve piger, der sidder her - og virkelig spændende og farverige mennesker, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

Fælles for os er desværre også de stress-symptomer, som har meldt sig hos os. For de flestes vedkommende ganske pludseligt: Overvældende træthed, manglende evne til at udholde andre menneskers selskab mere end to timer af gangen (selv dem, vi elsker allermest), overfølsomhed overfor lyde, ja, overfor indtryk i det hele taget. Føleforstyrrelser i kroppen. Migrænelignende hovedpineanfald, angst, svimmelhed, koncentrationsproblemer, oplevelse af fremmedhed, momentane, delvise lammelser i bevægeapparatet, og en overvældende følelse af magtesløshed, fordi vi fortsat så gerne vil, men ikke længere kan præstere tilnærmelsesvis, hvad vi før har kunnet - ja, end ikke, hvad andre raske mennesker kan. Fælles for os er desværre også, at lægerne har sendt os hjem med besked om, at de ikke kunne gøre mere - og at vi bare skulle tage det roligt og se at få slappet lidt af med et ekstra glas rødvin.

Hver enkelt historie er forskellig og skal ikke gengives detaljeret her, da det er given konsensus, at der er tavshedspligt på dette hold. Så meget kan jeg dog afsløre, at for nogle er det tilfældige udefrakommende hændelser, som på én gang har væltet læsset, for andre er det mobning på arbejdspladsen, og for nogle af os er det et helt livs traumatiske oplevelser hobet ovenpå hinanden, som omsider har fået filmen til at knække.

Alex mener, at yoga, meditation og afspændingsøvelser kan hjælpe de fleste af os i den ønskede retning mod helbredelse. (Ja, ja - det skal han selvfølgelig sige.) Men jeg vælger at tro ham. Jeg husker i hvert fald ikke, hvornår jeg sidst - og på trods af trykken i øret og bihulerne og på trods af træthed, svimmelhed og svigtende koncentrationsevne - har følt mig så velkommen, så åbenhjertig og så godt tilpas i et forum med fremmede mennesker, som jeg gjorde her i dag. Og den ganske enkle og korte meditationsøvelse, som vi gennemgik til sidst - over tid - fik mig for første gang i månedsvis til at slappe fuldstændig af i måske hele tre minutter.

På onsdag skal vi mødes igen i de dejlige lyse lokaler, hvor de hvide orkideer blomstrer med en glæde og livskraft, som vist kun overgås af yogalærerens.
Jeg glæder mig til onsdag!