Boris og det evige liv

"Opstandelse. I sin groveste form, sådan som den forkyndes til trøst for de svageste, er den mig ganske fremmed. Og Kristi ord om de levende og døde har jeg altid forstået på min egen måde. Hvor ville De gøre af alle de hærskarer, der har samlet sig efter så mange årtusinders forløb? Universet ville ikke kunne rumme dem, og Gud ville se sig nødsaget til at rømme verden sammen med sandheden og det gode. De ville blive trykket ihjel i denne grådige, animalske trængsel.
Men uophørligt fylder samme liv universet med sin endeløse identitet og fornyr sig hver time på dagen i talløse konstellationer og forvandlinger. De tænker med bekymring på, om De mon vil opstå, men De er allerede opstået af de døde, dengang De blev født, og det har De ikke lagt mærke til.
[...]Der er ikke noget at være urolig over. Døden er ikke til. Døden falder ikke i vor lod, den er ikke af vor verden. Talent, sagde De, det er noget andet, det hører os til, det står os åbent. Men talent, i ordets højeste og videste betydning, er det samme som evnen til liv.
Og døden skal ikke være mere, siger apostlen Johannes, og nu skal De høre, hvor simpel hans argumentation er. Døden skal ikke være mere, ti det forrige er veget bort. Det vil næsten sige som så: døden skal ikke være mere, for den har vi fået nok af, den er noget gammelt og trivielt, og nu er det noget nyt, der skal til, og dette ny, det er det evige liv."

Ordene er den unge Zivàgos. Således trøster han sin plejemoder, da hun kalder ham til sig, kort før sin død, for at høre hans mening om døden og genopstandelsen.
Når jeg har valgt ovenstående citat, er det imidlertid ikke fordi, netop dét er karakteristisk for, hvad der først springer en læser i øjnene ved romanen Doktor Zivàgo (1957). Citatet siger imidlertid noget om heltens måde at tænke på. Ydermere udtrykker det ganske klart, hvordan jeg selv har tænkt om døden og genopstandelsen og altings sammenhæng. Og det er jo altid rart at få hjælp fra en mester som Boris Pasternak (1890-1960) til at sætte de rigtige ord på de forestillinger, man i sin egen ubehjælpsomhed har gjort sig. Forfatteren maler en hel verden frem. I den kan man finde sig selv, men man finder sig selv undervejs på en rejse gennem et storslået og ukendt landskab.

Hvorfor læser jeg nu Doktor Zívàgo? Jo, fordi min belæste ven, da han hørte, at jeg ikke havde læst dette mesterværk, men kun havde set filmen, ikke var helt sikker på, at han ville tale mere med mig. Da jeg har stort udbytte af vore samtaler, måtte jeg naturligvis ved førstkommende lejlighed på biblioteket og hente bogen. Det har jeg ikke fortrudt.

Det, som man umiddelbart bemærker, er Pasternaks evne til minutiøst at sanse - og med et pennestrøg at gengive - sin oplevelse af selv de mindste ændringer i omgivelserne. Og dét uanset, om vi taler vejrlig, menneskelig mimik eller f.eks. intonation.
Tør man vove at sammenligne Pasternak med en dansk skribent, så er det vel J.P. Jacobsen, der falder først for. Dette på grund af den lyriske nerve og de maleriske skildringer, der er et fællestræk hos begge. At Pasternak kan sin Dostojevskij, er der heller ingen tvivl om. (I værket er der da også en del henvisninger til ham.) Men hvor Dostojevskij ynder at bevæge sig ud i randområderne af den menneskelige psyke og til tider fremskriver vanvidsscener, der forekommer så groteske og barokke, at man snarere opfatter den beskrevne situation som et teaterstykke, end som en realistisk scene, opretholder Pasternak til stadighed en hårfin balance, der gør selv de voldsomste eller de mest overdådige scener fuldt troværdige. Doktor Zivàgo er i en vis forstand at sammenligne med et stort episk digt. Pasternak kan, hvad de største forfattere kan. Men han kan det hele på et højere plan.

Pasternak blev i 1958 tildelt Nobelprisen i litteratur for Doktor Zivàgo, og drømmer man om selv at opnå noget tilsvarende, kan man med fordel læse og lære af ham. Jeg tror oprigtig talt ikke, at man finder en bedre forfatter indenfor området 'store fortællinger'. Hvis Zivàgo har ret, så har Pasternak evigt liv i og med, at hans talent har frembragt en roman som denne.

NB: Læs en udmærket og forholdsvis kortfattet omtale af romanen og historien omkring den her.