Der burde have været roser - og korsang og blitzlys, da jeg kom op på Gydehutten (i mit private vokabularium: Gudehytten) efter at have afleveret mit speciale i tre eksemplarer på sekretariatet.
Roser var der ingen af, men vildvinen kastede flammer op ad murene i gårdhaven. Korsang kunne jeg ikke høre - kun den sædvanlige brusen af stemmer, skraben af stoleben mod hårdt underlag, klirren af bestik i kantinen og hæles klik-klak gennem gangen. Blitzlyset udeblev. (Og det på trods af, at Niels Helveg Petersen - i anden anledning - havde taget opstilling for at trykke hænder og dele smil ud.) Men solens skarpe stråler brød ind gennem de store glaspartier ved hovedindgangen, da jeg nåede derop. Hvor meget kan man forlange?
Mærkeligt er det nu alligevel: Siden september 2001 har jeg haft min gang i disse gudbenådet hæslige bygninger, som udgør Syddansk Universitet i Odense. Og på en eller anden mærkværdig måde er jeg kommet til at holde af stedet. Det skyldes naturligvis først og fremmest de mennesker, som jeg har kendt dér, og de begivenheder, som her har udspillet sig.
De senere år har jeg mest arbejdet med studierne hjemme hos mig selv, og mine gamle venner og medstuderende har undervejs i forløbet valgt andre retninger, andre lokaliteter - og er således forsvundet ud af mit liv.
Men de burde have været der nu - med roser og kindkys og skæve bemærkninger. Min desværre nu afdøde far burde også have været der - og den øvrige familie. Jovist ville min far med et skævt og halvt sarkastisk smil have sagt: "Skal du nu ikke lige klappe hesten? Du har jo ikke fået din karakter endnu." Det ville han have haft ret i. Måske.
Men i dag handler det om, at jeg har overstået min del af arbejdet. Resten er op til eksaminator og censor. Jeg ved, at jeg er bestået. Jeg ved også, at jeg er mere end bestået. Det plejer jo at gå meget godt, når det handler om litteraturen.
Det handler også om, at jeg i dag går fra én fase i mit liv og til en anden. Allerede i går, da jeg afhentede det indbundne speciale i x antal eksemplarer, mærkede jeg, at jeg førte mig rankere og så omverdenen mere direkte i øjnene.
Jeg gjorde det! Jeg fuldførte!
Det er en stille dag i dag. Det er muligvis meget godt. Jeg trænger til lidt stilhed. Alligevel mærker jeg en lille fortrydelse indeni, fordi ingen synes at forstå, hvad dagen i dag betyder for mig. For dem er det en dag som alle andre.
Men der burde have været roser.
15 comments:
Igen: tillykke!
Godt gået og flot bestået...regner vi med. Og der var da mindst een rose!? Af BTM-sorten?
Igen: Tusind tak!:-)
BTM-sorten? Nu er det vist min tur til at sige: Enlighten me please!
:-o
Her er en stor rød rose!
Og jeg tror, jeg forstår noget af dagens betydning, selv om det er anderledes at føde et stykke skønlitteratur. Men alligevel.
Og jeg kender godt det, at man kan mangle bestemte mennesker på sådan en dag...
Men fødselsdagen er der, det rokker intet ved!
How should I know??
Jeg skrev TCM-sorten!
Det er jeg HELT sikker på!!
BTM???...a-n-e-r ikke hvor det smutfreudianske sludder kommer fra!
"BTM"...tsk, tsk, tsk.
Nogle gange fungerer det der 'inder-net' altså bare SLET ikke!
PS. BTM = Beologen:
Ti-tommelfingrenes Mester
Tanker til dig fra olivenlunden!
@Ane-Marie, jeg takker så mange gange for rosen! :-)
@Kirsten, glæder mig over olivenlundstankerne. :-)
@Beo, bag alt det freudianske sludder har du vist en honningtunge. ;-) Bukker og takker!
Stort tillykke med specialet!!!
Jeg husker også tydeligt hvor flad en fornemmelse det egentlig var. Efter alt det slid - og så lagde man blot sine tre eksemplarer på kontoret og kørte hjemad igen...ingen fest og ingen roser, men trods alt en dejlig fornemmelse :-)
Hermed også en rose fra mig :-)
STOR buket fra mig :)
Kh
Lonni
Brian - mange tak! :-)
Ja, vi burde alle fejres, når vi afleverer frugten af flere års arbejde til bedømmelse. For det er jo sådan, man føler det, ikke sandt?
Lonni - mange tak for den smukke buket! :-)
"Der burde have været roser": efter min mening den smukkeste sætning der nogensinde er skrevet i dansk litteratur. Hurra for I.P. og til lykke til dig!
Tak, Jens!
Ja, J.P. Jacobsen kunne løfte sproget op i de højere sfærer. En sand ordmaler. :-)
Godt arbejde, godt gået. Jeg husker endnu dagen, da jeg kørte ind for at aflevere speciale-kopierne. Det var om aftenen 3. eller 4. marts 1995, og København var mørkelagt på grund af strømsvigt. Helt mørkt på Rådhuspladsen.
Inden i følte jeg nogen roser, jeg vidste, at jeg havde bestået, fordi vejlederen jo havde sagt god for ideen og specialet efter et par gennemarbejdninger.
Jeg håber, du har oplevet den indre glæde som større end manglen på blitzlys.
Måske skulle jeg ikke (indirekte) have sammenlignet glæde med negationen af mangelen på blitz-lys:-)
Hahahaha, Donald - I get your point! ;-)
Well, under alle omstændigheder oplevede jeg en stor indre glæde, jo tak!
Hvilken herlig detalje: Mørket i København, da du afleverede dit speciale. Det kunne der komme en god historie ud af.
Tell me more! :-)
Post a Comment