Der burde have været roser

Der burde have været roser - og korsang og blitzlys, da jeg kom op på Gydehutten (i mit private vokabularium: Gudehytten) efter at have afleveret mit speciale i tre eksemplarer på sekretariatet.

Roser var der ingen af, men vildvinen kastede flammer op ad murene i gårdhaven. Korsang kunne jeg ikke høre - kun den sædvanlige brusen af stemmer, skraben af stoleben mod hårdt underlag, klirren af bestik i kantinen og hæles klik-klak gennem gangen. Blitzlyset udeblev. (Og det på trods af, at Niels Helveg Petersen - i anden anledning - havde taget opstilling for at trykke hænder og dele smil ud.) Men solens skarpe stråler brød ind gennem de store glaspartier ved hovedindgangen, da jeg nåede derop. Hvor meget kan man forlange?

Mærkeligt er det nu alligevel: Siden september 2001 har jeg haft min gang i disse gudbenådet hæslige bygninger, som udgør Syddansk Universitet i Odense. Og på en eller anden mærkværdig måde er jeg kommet til at holde af stedet. Det skyldes naturligvis først og fremmest de mennesker, som jeg har kendt dér, og de begivenheder, som her har udspillet sig.
De senere år har jeg mest arbejdet med studierne hjemme hos mig selv, og mine gamle venner og medstuderende har undervejs i forløbet valgt andre retninger, andre lokaliteter - og er således forsvundet ud af mit liv.

Men de burde have været der nu - med roser og kindkys og skæve bemærkninger. Min desværre nu afdøde far burde også have været der - og den øvrige familie. Jovist ville min far med et skævt og halvt sarkastisk smil have sagt: "Skal du nu ikke lige klappe hesten? Du har jo ikke fået din karakter endnu." Det ville han have haft ret i. Måske.

Men i dag handler det om, at jeg har overstået min del af arbejdet. Resten er op til eksaminator og censor. Jeg ved, at jeg er bestået. Jeg ved også, at jeg er mere end bestået. Det plejer jo at gå meget godt, når det handler om litteraturen.

Det handler også om, at jeg i dag går fra én fase i mit liv og til en anden. Allerede i går, da jeg afhentede det indbundne speciale i x antal eksemplarer, mærkede jeg, at jeg førte mig rankere og så omverdenen mere direkte i øjnene.
Jeg gjorde det! Jeg fuldførte!

Det er en stille dag i dag. Det er muligvis meget godt. Jeg trænger til lidt stilhed. Alligevel mærker jeg en lille fortrydelse indeni, fordi ingen synes at forstå, hvad dagen i dag betyder for mig. For dem er det en dag som alle andre.
Men der burde have været roser.