Nu mørkner det udenfor mine vinduer. De nøgne træer på plænen står tegnet i sort silhouet mod en endnu svagt lysende blåsort akvarelhimmel. Bag de lave, indigoblå skyformationer, som strækker sig i horisonten mod vest, anes en grønlig farvetone.
Åh, det kunne være smukt. Men dette himmelsyn forstyrres af de grimme husfacader på de lave boligblokke i mit synsfelt. Facader, som ligger tunge og grågule, oplyst af det skærende hvide fra bebyggelsens koldtlysende lygter langs stien. Og bag boligblokkene stråler indkøbscentrenes og gadelysenes røde, blå og gule skilte. Et synsindtryk, der er så skærende og højtråbende, som den tunge brusen og brummen fra den befærdede gade derude til højre er det i denne fyraftenstime.
Fagre nye verden. Dette er civilisationens moderne udtryk. Jeg synes stadig mindre om det. Jeg længes mod de tavse bakker, jeg også kender til, mod den absolutte stilhed der og det store mørke, når himlens sidste lysfald sænker sig bag de mørke skove.
Og nok en gang erindrer jeg, hvad en gammel tibetansk munk engang skulle have svaret min ex-mand, da han spurgte munken, om han, som havde besøgt Europas storbyer, ikke savnede bylivet, nu da han sad i ensomhed på Verdens Tag. Munken svarede: "Mountainlife - poor life, but happy life. Citylife - only fashion, only fashion!"
No comments:
Post a Comment