Min Far

Min far lugtede af MacBarens lys Virginia og af smeltet loddetin og tweed. Han var den højeste og den tyndeste mand, jeg kendte, og når jeg sad på hans skuldre med fingrene hægtet krampagtigt fast i hans kraftige askeblonde manke, kunne jeg se ned på hele verden.

Hver morgen kørte han til arbejde på sin sorte herrecykel. Fuld af beundring - og forundring - så jeg, hvordan han satte venstre fod op på den venstre pedal og på mærkværdig vis holdt cyklen i perfekt balance, idet han strakte sit lange højre ben bagud og svang det op over bagagebæreren, hvorefter højre fod med stor præcision ramte højre pedal. Så susede han ned ad bakken - om vinteren eller i regnvejr iført sin lange mørkegrå cottoncoat, om sommeren i sin tweedjakke eller den brune af jernbanefløjl. I jakkelommen øverst til venstre lå piben og skinnede med sit blanke, mørkebrune hoved. I hans medbragte brune lædermappe, som med tiden sprang op i syningerne og blev lappet sammen med kraftig sort tape, lå tobakken sammen med arbejdspapirerne og de hårde, gule vikingblyanter, der skrev med en spindelvævsfin streg, som passede fint til min fars omhyggeligt prentede tal og bogstaver.

Far satte brune hylder med kobberskinnende beslag op i stuen til alle sine papirer og hæfter og manualer. Også printplader, kobbertråd, tin, tænger og loddekolber fandt vej hertil.
"Pas på loddekolben!" var et råb, som hyppigt lød gennem huset, når min far var hjemme om aftenen og om søndagen. Så lå den og glødede på kanten af en hylde eller på et hjørne af bordet.
Far studerede, far arbejdede, far foldede kæmpestore papirer fyldt med indviklede diagrammer ud på spisebordet og gik i krig med printplader, blå ledninger, gule ledninger og røde ledninger, som måtte flyttes igen, når der skulle dækkes op til aftensmaden. Jeg vidste ikke, hvad han bestilte, men jeg kunne lide den svedne lugt af loddetin, der smeltede, og jeg morede mig med at se de sølvskinnende dråber flyde ned og fæstne sig til pladerne.

Når far ikke arbejdede, underholdt han sig med at reparere radioer og fjernsyn. Det sydede og spruttede fra printpladerne, radioen susede og tv-skærmen var fyldt med sne. Far gik udenfor, hentede den lange stige og kravlede op på taget for at rette på antennen. Vi andre stod på række, så vi kunne give meldinger videre vedrørende skærmbilledet: "Sne!" råbte vi. "Sne! - Sne!"
Der var stille et øjeblik, bortset fra den højlydte susen fra fjernsynsapparatet. Så lød meldingen den anden vej: "Hvad så nu? - Hvad så nu? - Hvad så nu?"
Omsider trådte nogle grålige spøgelsesskikkelser frem på skærmen, og far klatrede ned fra taget og kom ind i stuen og drejede på knapperne og skruede bagbeklædningen af fjernsynet. Så gentog det hele sig, men denne gang med stærke formaninger om, at vi ikke måtte gå om bag apparatet og røre ved noget, imens far var oppe på taget.

Far havde en tilbøjelighed til at rødme og at tale meget lavt, når vi en sjælden gang fik gæster. Nu og da løftede han hånden og lod de lange fingre løbe gennem håret, idet en diskret og ufrivillig grimasse, der befandt sig på grænsen mellem et smil og en afvisning, fik hans mundvige til at sitre. Først senere gik det op for mig, at han var frygteligt genert. Han havde det bedst, når han sad fordybet over arbejdet i sin egen lille lukkede verden, hvor han kunne holde alt andet ude. På det punkt ligner jeg ham en hel del, selvom jeg tidligere end han blev i stand til at holde min generthed i kort snor.

Når far blev vred, blev han så bleg som en hvid vinterhimmel, og hans tone blev hård og sarkastisk og sydende som tinnet under loddekolben. Det var ved sådan en lejlighed, han smækkede kedlen så hårdt ned i gasblusset på komfuret, at han måtte ned i værkstedet i kælderen og reparere den bagefter. En anden gang gik det ud over den elektriske varmeovn. Tavs rakte jeg ham de stykker værktøj, han spurgte efter, og holdt mig for ørerne ved den gjaldende lyd, der gav genklang fra kælderrummets kalkede vægge, imens han bankede buler ud. En hårlok faldt ned over hans ene øje, og han måtte dukke nakken, fordi der var så lavloftet dernede, at han ikke kunne stå oprejst i sin fulde højde. Vi sagde ikke mere end nødvendigt. Vi var bare sammen på den der særligt fortrolige måde, som en far og hans yngste datter kan være sammen på.

Det skete, at far lagde sig med migræne. Mor hentede aspiriner i køkkenskabet med skydelågerne. Så knuste far aspirinerne mellem tænderne, og vi kunne høre hans knirkende kæbeled arbejde. Når det var værst, trængte en langstrakt jamren ud til os fra det rum, hvor far lå for tillukkede gardiner og hvilede. Jeg listede af og til ind og holdt en hånd på hans pande, som var fugtig af koldsved. Han sagde, at det hjalp, og det var det samme middel, han selv brugte, hvis jeg lå syg med feber. Ved de lejligheder kom han også hjem med en appelsin til mig, hvilket var hans særlige gave og hans udtryk for omsorg.

Kærtegn var ikke noget vi brugte. Min far kunne stryge mig over håret, eller han kunne, da jeg blev ældre, med et forsorent glimt i øjet støde en løst knyttet næve blødt mod min skulder, som var jeg en dreng. Men kærtegn var ikke noget, der fandtes i vores verden. Dengang. Jeg begyndte først at give min far forsigtige, kejtede knus, da han sad i sin stol på plejehjemmet, berøvet de arbejdspapirer, han uafladeligt spurgte efter, selv i sine mest formørkede øjeblikke. Langsomt gled han væk fra os. Forsvandt helt ind i den lukkede verden, som altid, et eller andet sted, havde været hans.

Jeg kan ikke sige, at jeg nogensinde rigtig lærte min far at kende. Han talte ikke om sine følelser. Han talte ikke om sin opvækst eller om sig selv i det hele taget. Han tog sine hemmeligheder med sig ud i det hav, hvor vi spredte hans aske, som han havde ønsket det. Men jeg er hans datter, og jeg ligner ham meget. Så måske kender jeg ham bedre, end jeg selv ved. Instinktivt. Indefra.