Alt for mange indtryk, for mange nye ansigter, for mange historier på én og samme dag. Sådan så gårsdagen ud. Mennesker betror sig til mig - i toget, ved en julefrokost, hvorsomhelst - og der er dem, der spørger til min personlige historie, som (det har jeg opdaget) er mere kompleks end de fleste.
For øjeblikket kan jeg ikke rumme de mange fortællinger i mit liv, som jeg bestræber mig på at nedskrive til blot én linje - "så urimeligt skøn, at det næppe er menneskeligt muligt".
Jeg søger det enkle, det stille og nære, men verden trænger sig larmende på.
Derfor føler jeg mig i dag så skrøbelig som et spinkelt krystalglas eller en tidlig vårblomst i sneen. Svajer på min stilk og vender alting indad.
No comments:
Post a Comment