Mørkning

Dagen smelter bort. Skumringen opløser landskabet udenfor ruderne. Graners konturer sløres, forsvinder i mørket. I stuen, hvor vi sidder, bliver hjørnerne bløde og tætte omkring os. Der er kun de gyldne, de blå og de røde flammer, som danser i ildstedets hule, et lysskær, som strejfer dit ansigt, din arm om min skulder. Kun os to og det, vi er indeholdt i: Denne times altfavnende tryghed, tavsheden mellem os, varmen, vore sagte åndedrag, der finder fælles rytme i det velsignede mørke.