Et storslået epos

Jeg har vendt den sidste side i en af verdenslitteraturens klassikere - en af de bøger, man absolut må læse. Det drejer sig naturligvis om Boris Pasternaks Doktor Zivàgo (1957), som jeg tidligere har omtalt her på bloggen.

Med den poetisk anlagte læge, Jùrij Zivàgo, som omdrejningspunkt følger romanen det russiske folks historie gennem to revolutioner og to verdenskrige. Den unge Jùrij vokser op hos familien Groméko, da han tidligt mister sin mor. Han ægter familiens datter, Tòn'a, der med tiden er blevet som en søster for ham, og stifter familie med hende. Men i kulissen spøger Làra, hvis veje tidligt har krydset Zivàgos.

Romanen skildrer et land i splid med sig selv, og den skildrer et menneske, som splittes - indefra af modsatrettede følelser og udefra af det kaos, som hersker i verden omkring ham. Teksten viser, hvor langt der i menneskenes verden er mellem idealer og realiteter. Men gennem alle disse modsatrettede bevægelser flyder en tidløshed, en storhed og en kærlighed til kunsten, til kærligheden og til livet selv, som kommmer til udtryk gennem Pasternaks forbløffende naturbeskrivelser, gennem Jùrij Zivàgos tanker og gennem samtalerne mellem Làra og Zivàgo, hvis kærlighed bygger på en åndsbeslægtethed, som også levner plads til storsind og næstekærlighed i ordets egentlige forstand.

Fortællingen er således hævet over det traditionelle trekantsdrama, som man kunne forestille sig ville være en del af handlingen, når man hører, at det drejer sig om en mand, der elsker - og elskes af - to kvinder. I en tid og et samfund så turbulent, som det, der her beskrives - en tid og et samfund, hvor det er en kamp blot at overleve - er der ikke rum for megen smålig selviskhed, i det mindste ikke blandt store sjæle.

Doktor Zivàgo er et storslået epos, som illuderer et menneskeliv med alle dets glæder og kvaler, den ydre verdens begrænsninger og den indre verdens uendelige vidder. Pasternak kan fortælle lige indfølende og detaljeret om kærlighed, natur, politik, historie, krigsforbrydelser, menneskelig egoisme og den kunstneriske skabelsesproces. Alt dette formår han at forene og orkestrere i dette enestående værk.

Boris Pasternak:
Doktor Zivàgo
Gyldendal, 5. udgave, 1987