Se månen!

- Se månen! siger du. Og ja, der hænger den, til højre for den slanke sorte gran, og skinner hvidt og klart med en strålekrans om sit kolde ansigt. - Korona, siger du, månen har korona!

Det er natten før julenatten. Rimtåger stiger fra dalsænkningerne mellem bakkerne, og i måneskæret opløses skellet mellem jordens tågeslør og nattehimlens indigomørke, så bakkedragenes skovklædte kamme, som er det eneste synlige i horisonten, synes at svæve frit i luften.

Vi står på den rydning mellem de høje mørke graner, hvor dit hus ligger. Dyngerne af kvas foran brændeskuret er dækket af rimfrost, der spejler månelyset i glimt, så det ser ud som om, tusinder af bittesmå stjerner var faldet fra himmelhvælvet og nu lå spredt over grene og kviste. Også det lange frosne græs på grunden bag huset og mellem træerne - græs, der knitrer som kaminild, når man træder på det - glimter og glitrer.

Vi ser vore egne skygger skarpt tegnet på jorden mellem træernes. Vi ser på hinandens ansigter i lyset. Hvert træk står trukket op i negativ. Luften er klar og kold. Man kan næsten skære sig på den, og stilheden er så stor, at ingen ord kan forklare dens vælde, dens fred.

Med varsomme skridt og dæmpede stemmer går vi ned ad stien, men tøver snart, standser og tier, overvældede af det syn, der møder os: Fuldmånens magiske projektørlys oplyser bagfra en række fint ciselerede elmetræskroner, der svæver som en sort filigran over rimtågernes slørdans.

Vi holder vejret. Fornemmer en sitren i luften. Vi lytter. Og nu hører vi ganske svagt et vandløbs pludren fra haven ved gården dernede, hvor stien drejer. Aldrig var natten så smuk, aldrig var månen så klar. Dine skuldre er endnu bredere og endnu mørkere i denne fortryllede stund. Vi står i et eventyr.

Jeg kunne dø lykkelig i dette nu, tænker jeg. Uden fortrydelse. Uden savn. Jeg har set jordens og himlens skønhed. Jeg har hørt den sande fortælling, hvori tavsheden taler, så alt andet må forstumme. Det er, som jeg har læst: "Vorherre er en stor kunstner!" Se månen!