Soldaten, Majoren - og jeg

Jeg har vel været elleve-tolv år gammel, da jeg skrev min første fortælling. Desværre er den forsvundet et eller andet sted mellem dengang og nu, men jeg husker handlingsforløbet og historiens blå stemning:

Ved juletid få år efter krigen sidder en tidligere RAF-soldat i en lejlighed i London. Lyden af et julekor i den snedækkede gade når hans øren. De synger Little Drummer Boy, og sangen får soldaten til at tænke på den kvinde, han har elsket. Han mindes, at de første gang traf hinanden på Den spanske Trappe i Rom, og han husker, hvorledes hun ofte siden spillede klaver for ham, når de var sammen. Hendes yndlingsstykke var netop Little Drummer Boy. Han ser hende for sig, som hun engang gik der i Londons sneklædte gader med den hvide pelshue, han havde foræret hende, over sit mørke hår. En nat, imens soldaten var borte i tjeneste, blev der kastet bomber over London, og soldatens elskede blev dræbt. Hvor ofte har soldaten ikke bebrejdet sig selv, at han ikke var hos hende dengang og måske da kunne have reddet hende eller have delt hendes skæbne med hende? Denne julenat standser soldatens hjerteslag. Men i Londons gader synger de ufortrødent Little Drummer Boy.

Min fortælling var uden tvivl inspireret dels af musikken, som jeg havde hørt på en af min søsters grammofonplader, og dels af den undervisningsvikar, vi dengang havde i engelsk. Det var Major Borch-Johansen, som selv havde gjort tjeneste i RAF under krigen. Det er i hvert fald sådan jeg husker hans fortælling. Majoren, som han kaldtes i daglig tale, var en statelig herre, som ikke var undsluppet den britiske indflydelse. Han var høj og mager og talte selvsagt fremragende britisk engelsk. Det tynde hår var redt glat tilbage, de skarpe øjne så ud over en stærk profil, og hans holdning var rank, på trods af hans efterhånden høje alder. Majoren var blevet glad for mig og jeg for ham, idet jeg nærede en afgrundsdyb respekt for ham, som gjorde mig nærmest mundlam i hans selskab.

På en eller anden måde lykkedes det mig at overvinde min generthed så meget, at jeg fik sendt ham min fortælling. Det har nok været engang ind under jul, hvor vi ikke længere havde ham som vikar. Til skolens juleafslutning traf min mor og jeg ham imidlertid på udendørstrappen op til aulaen. Jeg var ved at synke i jorden af generthed, da Majoren bøjede sig over mig, tog min hånd og takkede mig for den smukke fortælling. Han ville gerne have lov at udtrykke sin taknemmelighed ved at give mig en gave, sagde han til min mor. Om der var noget, jeg ønskede mig? Tavs rystede jeg på fletningerne. Om han ikke måtte forære mig en hvid pelshue? Jeg havde lært, at man ikke uden videre måtte sige jatak til sådan nogle store gaver, og jeg fik høfligt fremstammet et næppe hørligt nejtak. Hvis Majoren ikke måtte forære mig en pelshue, sagde han, så ville han, naturligvis med mine forældres tilladelse, gerne invitere mig med på en rejse til Rom, når mine forældre mente, at jeg var stor nok til sådan en rejse. Så kunne jeg se Den spanske Trappe i virkeligheden. Min mor og jeg var målløse. Det var da alt for meget, og hvad man nu ellers siger. Men Majoren insisterede, og han sagde til min mor: "Den pige er noget ganske særligt. Hende skal I passe godt på!"
Det yndede min mor at fortælle omgangskredsen mange år frem i tiden. Men Majoren var jo også en herre af et vist format og nød stor respekt på hele Marie Jørgensens Skole. Hvorvidt Majoren havde ret i sin antagelse, ja, det mangler jeg vel endnu at bevise...

Kort tid efter blev Majoren alvorligt syg og døde. Han nåede aldrig at vise mig Den spanske Trappe i Rom. Men selv uden rejsen til Rom er det en god historie, og jeg kan takke Jens Drejer for, at jeg kom i tanker om den. Han har nemlig lagt en version af Little Drummer Boy ind på sin blog. Du kan høre den, hvis du klikker ind her og kigger nederst i Jens' blogpost.