Friday, January 18, 2008

The course of true love

"The course of true love never did run smooth", skrev Shakespeare. I Brokeback Mountain er Jack Twist og Ennis Del Mar oppe imod både samfundets fordomme og deres (især Ennis') egen angst. Man behøver dog ikke at være homoseksuel for at kende til følelsesstorme og forhindringer, der ligner dem, som de to oplever i deres forhold. For mig er Brokeback Mountain først og fremmest en kærlighedshistorie.

Har du vanskeligt ved at fange teksten i den musikvideo, jeg har linket til ovenfor, så kan du læse den her:

The Rose (Bette Midler)

Some say love, it is a river
that drowns the tender reed.
Some say love, it is a razor
that leaves your soul to bleed.

Some say love, it is a hunger,
An endless aching need.

I say love, it is a flower,
and you the only seed.

It's the heart, afraid of breaking
That never learns to dance.
It's the dream, afraid of waking,
That never takes the chance.
It's the one, who wont be taken,
who cannot seem to give
And the soul afraid of dying,
That never learns to live.

And when the night has been too lonely
and the road has been too long.
And you think that love is only
for the lucky, and the strong.
Just remember, in the winter, far beneath the bitter snow, lies the seed, that with the sun's love, in the spring, becomes the rose...

2 comments:

Anonymous said...

Brokeback Mountain er også for mig en kærlighedshistorie langt mere end en historie om at være homoseksuel.

Den er så berørende, fordi den skildrer noget i nutiden sjældent skildret, nemlig en "umulig" gensidig kærlighed.
Det er ikke i tidens ånd at betragte nogen form for kærlighed som umulig. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at de stille forhindrede, men intense kærligheder findes, men blot næsten aldrig mere få mæle i kunsten.

Tina Charlotte Møller said...

Hmmm, Ane-Marie - ja, det er egentlig interessant, hvad du siger: At det ikke er i tidens ånd at betragte nogen kærlighed som umulig, og at de stille, forhindrede, men intense kærligheder findes, og blot sjældent får mæle i kunsten længere.

Hvordan kan det nu være? Er det i den grad i tidens ånd at have så meget nok i sig selv, at vi ikke har mod til at erkende (for os selv eller andre), at der i visse tilfælde gives et fællesskab mellem to, uden hvilket de involverede parters tilværelse ville dale mærkbart i livsværdi?

Er vi blevet så optaget af idéen om gensidig tiltrækning som ren og skær kemi, at vi ikke finder det umagen værd at kæmpe for kærligheden, men foretrækker at vende den ryggen og haste videre til næste kemiske kick, så snart det bliver lidt for hverdagsagtigt - og måske endda problematisk?

Se, nu fik du mig til at starte på en af mine lange opbyggelige taler, som udspringer af mine gammeldags normer og holdninger. Jeg må hellere holde inde, før jeg keder læserne. ;-)