Friday, January 4, 2008

Fragmenter af En Skabelsesberetning

Da jeg kan forstå, at flere af mine litterært interesserede medbloggere gerne vil have et par smagsprøver på mit speciale om Karen Blixen og Virginia Woolf, bringes her nedenfor udvalgte passager, som måske kan give læseren en fornemmelse af, hvilke vinklinger jeg har valgt at give mine analyser af de to forfattere og deres forfatterskaber.

Det første citat stammer fra kapitlet "Stilistik og fortælleteknik".
De følgende to uddrag er taget fra kapitlerne "Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet" og "En skabelsesberetning". Endelig har jeg valgt at bringe et uddrag af min konklusion.

Oplysende bemærkninger kan findes i kursiv under de enkelte tekstuddrag. Spørgsmål, der relaterer sig til tekstuddragene, besvares gerne med uddybende kommentarer.
God fornøjelse!

"Virginia Woolfs primære tematiske interesse drejer sig om det metafysiske, hvorimod Karen Blixens hovedinteresse ligger inden for kroppens umiddelbare erfaringsfelt. Karen Blixen er optaget af det sanselige og Virginia Woolf af det oversanselige. Til det sanselige knytter sig begreber som handling, begivenhed og fortælling. Til det oversanselige det, som ikke er umiddelbart synligt for øjet, men kun kan træde frem i diverse gestaltninger. Disse særlige interesseområder afspejler sig i de valgte udtryksformer. Hos Karen Blixen finder vi fylde og tyngde i sætningskonstruktionerne, en dyb og opak farvesætning og en eksplicit kommenterende fortæller, for hvem historien i tid er det væsentlige. Hos Woolf overskrides genrebestemmelserne, idet romanen bliver til et digt og digtet til en roman. Fortællerjeg’et opløses og forvandles til ren æterisk strøm, og sproget anvendes suggestivt for at fremkalde øjebliksintensitet, hvorved helhedsindtrykket bliver let og flygtigt som penselstrøgene i en akvarel."
("Stilistik og fortælleteknik")


" Virginia Woolf siger: ”A great part of every day is not lived consciously.” (V. Woolf 1978: 81) En sådan tilstand kalder hun ’non-being’. Kunstnerens kamp for at formidle indtrykket af de øjeblikke, hvor mønsteret træder frem, beskrives af Lily Briscoe:

”[…] beneath the colour there was the shape. She could see it all so clearly, so commandingly, when she looked: it was when she took her brush in hand that the whole thing changed. It was in that moment’s flight between the picture and her canvas that the demons set on her who often brought her to the verge of tears and made this passage from conception to work as dreadful as any down a dark passage for a child. Such she often felt herself – struggling against terrific odds to maintain her courage; to say: ‘But this is what I see; this is what I see.’” (Woolf 2002: 14)

Den form, Lily Briscoe/Virginia Woolf forsøger at indfange, er gengivelsen af en dybere realitet bag det fremtrædende eller tilværelsens væsen par excellence. Da dette væsen kun viser sig i glimt, og kun vanskeligt lader sig beskrive eller fastholde, oplever kunstneren, at en afgrund skiller erfaringen fra udtrykket.
Bestræbelsen på at finde og fastholde det udsagn om tingenes sande væsen, som kan videreformidle oplevelsen til en læser, må betragtes som årsagsforklaring på Virginia Woolfs stadige eksperimenter med romangenren. Den traditionelle eller klassiske romanform – herunder et naturalistisk/realistisk sprog – kan ikke i sig selv rumme eller formulere såvel mønsterdannelsen som tilværelsens og den menneskelige bevidstheds disparate fremtræden endsige øjeblikkets vibration. Kritikerne antager, da Mrs Dalloway udkommer, at Virginia Woolf har forsøgt sig med en ny metode, fordi hun har været utilfreds med tidens romanform, men Virginia Woolf selv kommenterer arbejdsprocessen i forbindelse med tilblivelsen af Mrs Dalloway således:

”Dissatisfied the author may have been; but her dissatisfaction was primarily with nature for giving an idea, without providing a house for it to live in. […] the idea started as the oyster starts or the snail to secrete a house for itself. And this it did without any conscious direction. […] The book grew day by day, week by week, without any plan at all, except that which was dictated each morning in the act of writing. The other way, to make a house and then inhabit it, to develop a theory and then apply it […] is, need not be said, equally good and much more philosophic. But in the present case it was necessary to write the book first and to invent a theory afterwards.” (Lewis 1975: 36)

Når jeg inddrager dette citat her, er det ikke kun for at tilbyde et indblik i Virginia Woolfs arbejdsmetoder, men fordi forfatterens udsagn om arbejdsprocessen også synes at kunne beskrive et andet aspekt indenfor hendes livsfilosofi – en livsfilosofi, der viser sig at være langt mere kompleks, end vi hidtil har set. Det drejer sig om hendes forestilling om, hvordan sjælen eller selvet – tilsyneladende synonyme termer i Virginia Woolfs bevidsthed – finder, eller rettere sagt skaber, sin egen plads i den timelige verden. I Jacob’s Room kommenterer det implicitte fortællerjeg Jacobs ungdommelige overbevisning om at besidde et fast og uforanderligt selv: ” – ’I am what I am, and intend to be it,’ for which there will be no form in the world unless Jacob makes one for himself.” (V. Woolf 1999: 44) Jacob, såvel som ethvert andet menneske, må altså skabe sin egen plads i tilværelsen for at træde i karakter, eller for at give selvet udfoldelsesmuligheder. Man kunne tolke dette som et udsagn på linie med Jean-Paul Sartres idé, om at mennesket skaber sig selv gennem sine valg. Udvider man, som jeg her har gjort det, Virginia Woolfs udsagn om den kunstneriske arbejdsproces til også at være et udsagn om det kunstværk, hun mener, vi alle er en del af, er det tydeligt at se, at ”eksistensen går forud for essensen”. (Sartre 1968: 12) Det vil sige, at man først træffer sine valg, og derigennem skaber sit liv, for siden hen at tilføje en teori. (Man vil bemærke, at det dybest set også er sådan Karen Blixens storkefortælling og fortælleteknik fungerer.)
Mennesket er imidlertid ikke isoleret. Mennesket deler et fællesskab med andre og bliver delvist til igennem og på baggrund af fællesskabet. I The Waves gør Neville en sådan observation:

” ’Something now leaves me; something goes from me to meet that figure who is coming and assures me that I know him before I see who it is. How curiously one is changed by the addition, even at a distance, of a friend. How useful an office one’s friends perform when they recall us. Yet how painful to be recalled, to be mitigated, to have one’s self adulterated, mixed up, become part of another. As he approaches I become not myself but Neville mixed with somebody – with whom? – with Bernard? Yes it is Bernard, and it is to Bernard that I shall put the question, Who am I?’ ”(V. Woolf 1992: 61)

Man kan sige, i fænomenologisk forstand, at Bernard, idet han træder frem for - og i - den opmærksomhed, Neville retter imod hans skikkelse, på én gang er - og bliver - konstituerende for Nevilles bevidsthed og dermed for Nevilles bevidsthed om sig selv. Neville bliver dermed samtidig opmærksom på, at han ikke kan tage fænomenet ’Neville’ for givet som en enhed betragtet. Derfor vil han rette sit identitetsspørgsmål til Bernard. Og senere, da Bernard fornemmer Nevilles uudtalte spørgsmål, svarer han Neville: ”’Let me then create you.’ (V. Woolf 1992: 63)"
("Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet")

Formuleringen 'mønsteret bag bomuldsklædet' henviser til følgende citat: ”From this I reach what I might call a philosophy; at any rate it is a constant idea of mine; that behind the cotton wool is hidden a pattern; that we – I mean all human beings – are connected with this; that the whole world is a work of art; that we are parts of the work of art. […] certainly and emphatically there is no God; we are the words; we are the music; we are the thing itself.” (V. Woolf 1978: 84)

Lily Briscoe er den ugifte billedkunstner i romanen To the Lighthouse.

Woolf-citaterne ovenfor stammer fra henholdsvis samlingen af Woolfs erindringsskitser publiceret i Moments of Being, fra romanen To the Lighthouse, fra Thomas S.W. Lewis: Virginia Woolf: a collection of criticism, fra romanen Jacob's Room og fra The Waves.


"For kunstneren og for præsten er det historien, som er øverste myndighed. I den forstand er forholdet til troen det samme som forholdet til kunsten. Eller sagt med andre ord: Kardinal Salviati – og Karen Blixen – forholder sig begge æstetisk til trosspørgsmålet. Dermed bliver troen en del af det levede og levende liv. Den iklædes så at sige en kropslighed, hvorigennem den kan omsættes fra æstetisk til etisk størrelse: Etikken ligger således i det at leve sit liv på en sådan måde, at det ved dødens indtræden kan samle sig til en historie, der er værd at huske og værd at fortælle – og som andre kan bruge som eksempel til efterfølgelse. Herved tjener man en højere magt, uanset at man ikke kan være sikker på, om den magt, man så nidkært tjener, er Gud. Også i dette spørgsmål er det værd at erindre, at ”Det er ikke nogen daarlig Egenskab ved en Fortælling, at man kun forstår Halvdelen af den.” (Blixen a 2000 a: 341) Ligesom fiskeren i fortællingen om storken forstår heller ikke vi betydningen af alle de veje og vildveje, vi må ud på gennem vores tilværelse, men når ruten er tilbagelagt, ser vi - hvis vi har fulgt vores indre retningssans - et mønster, som danner en helhed og en meningsfuld figur. En gammel talemåde siger, at Herrens veje er uransalige, og i Johannes Evangeliet hedder det: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.” (Joh. I, 1-3) Karen Blixens tro på fortællingen som identitetsskabende faktor kan, læst i lyset af disse ord, siges at sætte lighedstegn mellem Gud og skaberevne/fortælling."
("En skabelsesberetning")

Kardinal Salviati optræder i flere kapitler af den ufuldendte roman af Blixen, som skulle have heddet Albondocani. Kapitlerne er udgivet som selvstændige fortællinger i samlingen Sidste fortællinger. Teksten i ovenfor anførte afsnit forholder sig til "Kardinalens første fortælling".

Storkefortællingen kan findes under afsnittet "Livets veje" i Den afrikanske Farm. Den omtales igen i Franz Lassons udvalg: Breve fra Afrika.



"Den meningsfulde helhed, som hverken Virginia Woolf eller Karen Blixen kan fastholde i deres liv, skaber de gennem kunsten. Karen Blixen gør det i form af en nærmest intellektuel forklaringsmodel, hvor hun når frem til sin egen helt private udlægning af en tro på højere magter og på de mønstre i tilværelsen, som det er op til den enkelte at følge. Karen Blixens tro fremstår imidlertid ambivalent og i dybeste forstand som mere æstetisk end religiøst funderet, fordi forfatteren selv punkterer denne overbevisning og med et sardonisk smil holder den frem for læseren som et nærmest Kierkegaardsk som om. Man kunne sige, at Karen Blixen mener, at mennesket må leve som om, der findes en mening og en helhed, idet den enkelte herved selv skaber mening og helhed.
Virginia Woolfs tilgang forekommer mere følelsesmæssigt og associativt drevet, og de glimtvise erfaringer af helhed og sammenhæng i livet og i verden, som hendes tekster formidler, har en intuitiv eller instinktiv karakter. Forfatterens bemærkning om, at ”We are the words, we are the music, we are the thing itself” åbenbarer imidlertid en æstetisk og mønsterorienteret helhedsopfattelse med fokus på den enkeltes ansvar for eget og andres liv, som lægger sig ganske tæt op ad Karen Blixens.
De to forfattere er således fælles om et mønstersyn og en helhedsopfattelse, som meget vel kan være betinget af en indre længsel efter helhed og meningsfuldhed. En helhed og en meningsfuldhed, som de hver især har mistet under deres opvækst, da deres selvopfattelse er blevet splintret som følge af tab og grænseoverskridende erfaringer – og som underbygges af modernitetens fragmenterede æra i den ydre verden.
Det forekommer endvidere sandsynligt, at denne søgen efter helhed i højere grad er inspireret af de to forfatteres læsning af de gamle grækere og af filosoffer og kunstnere, som er trådt i deres fodspor, end den er inspireret af en moderne eksistentialistisk indflydelse. Fremskrivningen af en kunstnerisk eller æstetisk helhed har været de to kvinders rent personlige værn mod meningsløshed og tab, men sat ind i en historisk og litteraturhistorisk ramme kan den også ses som et oprør imod modernitetens og modernismens fragmenterede verdensbillede.
Læst op imod hinanden - og sammen - repræsenterer de to forfatterskaber en meningsfuld, dialektisk præget helhed, som tilføjer både fiktionens univers, den såkaldte virkelighed og forholdet de to imellem et nyt perspektiv. Et perspektiv gennem hvilket Virginia Woolfs og Karen Blixens mønstersyn, på trods af de tilsyneladende forskelligheder, netop får livet og verden til at fremstå som en meningsfuld helhed."
("Konklusion")

Samtlige tekstuddrag stammer fra mit speciale: En Skæbnefortælling - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, som er indleveret og bedømt på SDU, Odense i 2007.

2 comments:

Anonymous said...

Tak for et spændende indlæg. Jeg får straks lyst til at læse alle Virginia Woolf´s bøger endnu en gang. Det er sjovt, at du har valgt netop disse to forfattere. Jeg er vild med Virginia Woolf, men jeg har det MEGET svært med Karen Blixen. Sidstnævnte er ikke på min favoritliste! Alligevel synes jeg, at det er meget spændende at læse OM hende og hver gang tænker jeg, at måske burde jeg give hende endnu en chance.

Det var spændende at læse en lille smule af dit speciale. Man får ganske bestemt lyst til at læse mere!

Tina Charlotte Møller said...

Mange tak, Jens!
Jeg kan helt klart anbefale dig at læse andres læsninger af Blixen sideløbende med hendes egne fortællinger. Så får du efterhånden en idé om, hvordan du selv finder nøglerne til hendes forfatterskab. Det var i hvert fald tilfældet for mig.
Opsøg biblioteket og bed om at få forevist sektionen for litteratur om Karen Blixen. Der er nok at gå i krig med.
I min optik er Blixens forfatterskab, i højere grad end de fleste andres, et forfatterskab, som skal læses analytisk. Der kan ligefrem gå sport i det.