Skovarbejde

- Det er vejr til skovarbejde i dag! siger du og trækker i arbejdstøjet. Jeg følger dit eksempel. Himlen er høj i dag, brudstykker af blåt træder frem i stadig større partier bag de hvide, drivende skyer. Ikke en vind rører sig, og solen får kraft, varmer igennem. Det minder om forår. Småfuglene lyder til at være af samme mening.

Vi bevæger os lidt rundt på grunden mellem de høje graner. Der dufter af skovbund, og luften er kølig og frisk. Fra gården længere nede i landskabet høres bækkens brusen. Den strømmer heftigt ovenpå den seneste tids regn. Længst ude bag gården og markerne på den anden side af grusvejen rejser bakkerne sig, mildt lysende i disede nuancer: Dyb, støvet gammelrosa, violet, sartbrun, okker, flaskegrøn og chokolade. Sollyset glimter i ruderne i de spredte huse derovre. Fra trætoppene råber kragerne hæst og spottende til hverandre.

Dagens store projekt er fældningen af udgåede graner bag huset. I det fjerne hører vi, at andre også er i gang med at save træ. Du ruller kabler ud, fylder olie på den elektriske sav og tjekker, at sikringen er i orden. Du udvælger et grantræ, saver et skråsnit ind i dets stamme og ser dig om, for at sikre, at jeg ikke har anbragt mig i faldretningen. Bare rolig, jeg står lige bag dig! Du bukker dig og saver næsten helt igennem stammen. Jeg lægger mine hænder mod den frønnede bark og skubber blidt træet i den ønskede retning.

- Nu kommer den! siger jeg, da jeg mærker, at stammen begynder at give efter. Du trækker saven bort og slukker for dens fræsende sang. Der lyder en knitren, en knagen - og endelig det bløde bump og den sidste sukkende lyd fra de tørre grene, da granen dratter om i græs og mos.

Du saver sidegrenene af, og jeg samler dem i dynger lidt borte. Du saver stammen op i længder, der kan gå i brændeovnen. Det fyger med savsmuld, der lægger sig i lyse dynger på det grønne mos. Arbejdet går raskt. En liflig, krydret og berusende duft af nyfældet fyrretræ fylder luften omkring os.
- Det dufter som en kælder fuld af Retsina, bemærker du og tørrer sveden af panden med en snavset arbejdshandske, der efterlader spor af bark og træstøv i dit ansigt. Du smiler dit lyse smil. Jeg mærker mosset fjedre under mine hæle, da jeg rækker mig frem og lægger armen om dig. Jeg ved ikke, hvad der er smukkest i dag: Himlen eller dine øjne?

Saven synger. Der er glæde i din stemme. Her er du i dit rette element. Du burde have været forstmand, tænker jeg. Men hvem ved? Måske du da ville have savnet bøgerne? Lang tids læsning og stillesidden får en til at sætte pris på kroppens arbejde, på den grønne verden og den friske luft. Lang tids hårdt fysisk arbejde får en til at længes efter tankens rige, ordene og de indre billeder.

Vi samler de afskårne længder. Jeg bygger en lille brændestabel, som du kan se på fra dit stuevindue. Du finder en stor glæde i at besigtige dit forråd. Det har jeg bemærket. Jeg tror, det er en oprindelig følelse, du dér når ind til. Et urgammelt instinkt i mennesket.

Solen er vandret over himlen, imens vi har arbejdet. Nu står den lavt over markerne bag huset. Himlen mørkner øverst oppe, men vi mærker allerede, at dagene er blevet længere, at solen for hver dag tøver endnu et par minutter med at forlade os. Lavt mod vest er himlen lysende blåhvid. Skyggerne i krattet omkring huset bliver dybe og bløde på denne tid. Alle fugle tier. Selv vi dæmper stemmerne for ikke at forstyrre denne store fred. I indkørselen troner de høje, høje graner majestætisk med kroner, der sortner for hvert sekund. Et øjeblik endnu - og bag fjerne hegn og markskel rødmer himlen som en rosenkindet jomfru taget lige ud af J.P. Jacobsens romaner.

Som ofte før tøver vi med at vende dette syn ryggen. Det er blevet koldt nu, en kælderkold isnen slår op gennem skoskålerne, når man står stille for længe. Jeg ser på dit ansigt. Det er blødt og mildt i genskæret af dagens sene lys. Jeg har en god fornemmelse i kroppen. Duft af mos og muld og harpiks hænger ved vore klæder. Jeg læner mig ind til mig. Blot et øjeblik endnu.

Så vender vi os og går ind i stuens dunkle skumringsmørke, hvor gløderne i pejsen ulmer som en aftenhilsen fra den sol, der har lagret sig i veddet, mens træerne endnu voksede og drømte sig helt ind i himlen. De kommer der tidsnok. I aften stiger skorstensrøgen brændebleg og sart mod stjernerne.
I vores jordiske rige er det blevet kaffetid!