"Har du ikke læst Marie Grubbe?"

udbrød min ven forbløffet.
Nu kan jeg kommentere andres udfuldkomne litterære dannelse på samme måde.

Der er naturligvis tale om J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) - vel nok en af de skønneste bøger, der er skrevet på dansk. Her gik man rundt og bildte sig ind, at det danske sprog var fattigt på gloser, men Jacobsen får hurtigt overbevist en om, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan.

Problemet er imidlertid, at man formentlig ville blive betragtet som lidt af en særling, hvis man først tillagde sig den sprogbrug, som hans karakterer benytter sig af. Desuden ville man næppe blive forstået af ret mange af sine samtidige.

Det må indrømmes, at den gode digter i Fru Marie Grubbe spænder sin lyres strenge til bristepunktet, og her er der nok ikke mange nutidige læsere, som vil kunne følge med uden at konsultere ODS. Da dette opslagsværk imidlertid er ved hånden for enhver, der har adgang til internettet, er der ingen undskyldning for ikke at læse Jacobsens fabelagtigt skønne roman.



Jacobsens forlæg er den virkelige Marie Grubbes kranke skæbne, som forfatteren opruller for læseren i al dens gru og skønhed: Den adeligt fødte Marie Grubbe (1643-1718) kommer til verden på Tjele Gods. I 1660 ægter hun Ulrik Frederik Gyldenløve, en uægte søn af Kong Frederik 3., og hun føres hermed ind i samfundets allerhøjeste lag. Lykken varer dog ikke ved. Ægteskabet udvikler sig snart til noget nær et sadomasochistisk forhold (et træk, som kommer til at gå igen i flere af Maries intime relationer), og i 1670 skilles de to. Herefter går det ned ad bakke for den drømmende og lidenskabelige Marie, som ikke kan affinde sig med tilværelsens almindeligheder, men gang på gang søger at finde lykken i et forhold til en mand - kun for at opdage, at intet menneske kan leve op til hendes pinefuldt høje idealer:

"Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor Alt i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulle følge, han skulde være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker."

Jacobsens fortæller Marie Grubbes grumme historie - og et stykke danmarkshistorie - med en sådan indlevelse, med en sådan detaljerigdom og i et så vidunderligt sprog, at man forføres til at tro, at man selv sidder til bords med Marie - det være sig sammen med Ulrik Frederik i de gyldne og silkeklædte kongelige gemakker, med den bistre fader i Tjeles kolde stuer eller med Søren Ladefoged i Burrehuset.

Har du ikke læst Marie Grubbe? I så fald har du noget at glæde dig til!

J.P. Jacobsen
Fru Marie Grubbe
Gyldendalske Boghandel 1931