Friday, February 1, 2008
Kun for kvinder
- for der er så meget, mænd ikke forstår!
Jeg har haft en ubændig trang til at fejre, at jeg omsider har fået udbetalt dagpenge. (Ja, den første hele portion indløb først her i slutningen af januar og ikke,som jeg tidligere var blevet lovet, sidst i december.)
Jeg er ikke nogen shopaholic i det daglige, men der sidder en lille en af slagsen inde i skabet - og i dag fik hun lov til at komme lidt ud i lyset, fordi der altså var grund til at fejre, og fordi der var særligt gode kvalitetstilbud på Centertorvet.
For lige godt femhundrede kroner hjembragte den lille dame: 1 stk. kraftig sort strikkjole med dyb V.udskæring, flagermusærmer og bindebånd i taljen (den sidder perfekt!), 1. stk. sort charlestonkjole i chiffon med stropper og sorte pallietter, 1 stk. gammelrosa sommeraftenkjole i babydollsnit med broderet bærestykke og ultratynde stropper, 1 stk. ligeledes gammelrosa sommerkjole i kraftig chintz skåret i halvtredsersnit med brede skulderstropper, firkantet udskæring, vid nederdel og bredt bindebælte - og endelig 1 sæt lingerie i en vidunderligt outreret kulør og med søde detaljer.
Jeg tror, at dagens indkøb er de bedste kup, jeg nogensinde har gjort under et udsalg. Nu håber jeg så på en rigtig sommer - og gerne et par middagsinvitationer, hvor jeg kan få lejlighed til at lufte gevandterne. Selvom de færreste mænd nok forstår kvinders glæde ved at købe nyt tøj, så mener jeg dog at kende én, som vil forstå at glæde sig over at se mig i de nye kjoler.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment