Wednesday, December 12, 2007

Økonomi og bureaukrati

Indledte dagen med et møde i banken. Jeg ville gerne have hjælp til at lægge et budget. Den søde bankdame ville gerne hjælpe med oplysninger - et stykke ad vejen. Skulle hun udfærdige budgettet for mig, ville det dog koste mig 450 kr. Jeg sagde pænt nejtak og drog hjem for selv at arbejde med tingene via netbank. I mellemtiden havde jeg forresten konstateret, at de dagpenge, som en dame i A-kassen havde lovet ville indløbe d. 12-12 ikke var dukket op. Du godeste, havde jeg undladt at sende et papir i tide?

Da jeg kom hjem, læste jeg det brev, jeg tidligere havde fået tilsendt fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse vedrørende indkaldelse til et møde fredag, hvor jeg vil modtage generel information om ledighed og om reglerne i MA og få hjælp til at få udfærdiget mit CV og blive afklaret omkring jobønsker. (Jeg er bange for, at det er spild af tid. Jeg har læst informationerne på nettet, jeg har udfærdiget mit CV, og jeg er afklaret omkring mine jobønsker. Fortæl mig noget, jeg ikke ved!)I brevet står: "Før vi kan udbetale dagpenge, skal du være tilmeldt dit lokale jobcenter, og vi skal have modtaget et dagpengekort fra dig."

Javel, men det var jo netop derfor, jeg tidligere havde kontaktet A-kassen, idet jeg undrede mig over, at jeg skulle udfylde et dagpengekort for den tid, hvor jeg endnu var studerende. Dengang fik jeg den melding, at jeg ikke skulle fremsende kortet før midt i december, men at jeg kunne forvente første udbetaling d. 12-12.

Eftersom det åbenbart ikke var korrekt, ringede jeg igen til MA. Denne gang kunne en venlig herre så fortælle mig, at det var rigtigt, at jeg først skulle indsende dagpengekortet midt i december (mere præcist d. 16-12 - hverken en dag før eller senere!), og at jeg først ville få dagpenge sidst i december. Aha! Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg tidligere havde fået at vide, at jeg måtte påregne nogle uger uden nogen form for indtægt. Dengang fik jeg også at vide, at jeg naturligvis kunne søge kontanthjælp i den tid, men at det i givet fald ville være mod tilbagebetaling.

Genialt! Lad endelig de nyuddannede starte med at stifte gæld oveni den studiegæld, de allerede har oparbejdet. Jeg fravalgte kontanthjælpen, men nu er jeg da ved at blive lidt bekymret for min økonomi.

På den anden side set: Nu går jeg jo altså fra SU og til arbejdsløshedsunderstøttelse. Det må da være et fremskridt, ikke sandt? Næh, egentlig ikke. Det ser godt nok ud som om, jeg får udbetalt mere, men i betragtning af, at jeg har været nødt til at sige mit studiejob op, da jeg ellers ikke ville være dagpengeberettiget - og i betragtning af, at jeg nu skal betale fuld pris for transport - og da min kontingentsats hos både MA og Magisterforeningen nu bliver højere, så ender jeg faktisk på bundlinjen med en smule mindre, end jeg havde før.
Åh, det er skønt at være færdiguddannet! Man føler virkelig, at man er steget i graderne. Ha!

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, vil jeg allerhelst starte egen virksomhed, men jeg kan da godt se, at jeg ikke har tid til at koncentrere mig om sådanne tiltag her og nu. Jeg er nødt til at bruge tiden på at skrive nogle flere ansøgninger. Ikke nok med at jeg har brug for flere penge - jeg skal også kunne dokumentere overfor MA, at jeg er aktivt jobsøgende. Det koster så forresten et sted mellem 10-20 kroner for hver ansøgning, jeg sender afsted, da mine eksamenspapirer og øvrige referencer gerne skal vedlægges i kopi.

Der går nok lidt tid, før det bliver til to værelser med kammer, som Larsen i den gamle revyvise dog havde det. Jeg må vist indtil videre forblive i min et-værelses, hvor der snart ikke er plads til at sove for bøger og papirer. Jeg havde ellers planer om, at jeg ville flytte tættere på det sted, hvor jeg ønsker at søge og håber at finde arbejde, men rækkefølgen må blive en anden.

Der er vel ikke nogen, som kender nogen, der har brug for en nyuddannet kandidat med spidskompetencer indenfor dansk sprog og litteratur? Manuskriptvurdering, korrekturlæsning, udarbejdelse af tekster, undervisning - you name it! Jeg påtager mig det meste indenfor området. Helst vest for storebælt, tak - eller opgaver, som kan løses hjemmefra.
Jeg er træt af at udfylde formularer og være underlagt stive systemer - især til den løn!

No comments: