Kroppens erindring

Da jeg vågner, falder morgensolen i hvidgyldne striber ind gennem de høje bambuspersienner, tegner lysende linier om palmens blade, kaster fine figurer på de lyse vægge, bløder rummets farver op og giver de mørke træmøbler glød.

I køkkenet trækker jeg det ene gardin op, men kun en smule, så jeg slipper for udsigten til de lave betonelementhuse ovre bag plænen. I stedet ser jeg ned på græsset. Hver lille fordybning står frem i sit dunkle mørke mod de rejste saftspændte strå, hvis heftigtgrønne glød perler og glimter under duggens solbeskinnede dråber.

Jeg behøver blot at se på det for at mærke dets bløde, kølige, kildrende eftergivenhed under nøgne fodsåler. Fornemme duften af græs og fugtig muld. Sådan var græsset under mine fødder i mine forældres have. Sådan var det i min have på landet, da jeg blev voksen. I skyggespillet under træerne listede katten rundt med tigerlysstriber i pelsen.

Nu er der som oftest kun asfalt og fliser og mågernes skrig over plænen. Men kroppen har sin egen erindring. Og til morgen kan jeg fokusere på lyset gennem bambuspersiennerne og på det lille, grønne areal under vinduet. Her fylder jeg rummet med forgangne års forår og somre, med bøgeskov, fyr, gran og græs. Selv katten er her. Jeg ved, hvor blødt den træder, jeg kender det dybe, dunkeltglimtende ravlys i dens blik. Jeg bærer det hele med mig og kalder det frem i et øjebliks stilhed.