Når reglerne ikke svarer til virkeligheden

"Nu skal du vel også snart se at finde dig et arbejde!" siger min mor. Også venner og bekendte er begyndt at kigge på mig med løftede øjenbryn. De troede jo ellers, at jeg var så klog og så dygtig, så jeg ville komme i arbejde, lige så snart jeg stod med papirerne på min fine, humanistiske kandidateksamen i hånden. Jeg bilder mig ind, at de tænker: "Vil hun ikke? Søger hun i det hele taget noget?"

Jo, hun vil gerne, og hun søger. Men en stor del af tiden går med at holde styr på, huske på og at opfylde de krav, som dagpengesystemet stiller. Jeg skal jo have noget at leve af i mellemtiden. Var det ikke for det, så var jeg langt hellere fri for at være underlagt de begrænsninger, som dagpengesystemet opstiller for ledige akademikere.

Jeg har forsøgt at forklare min omgangskreds, at det ikke er let for en litterat (og det er jo dybest set, hvad jeg er uddannet til at blive) at få en fod indenfor som anmelder, medarbejder på en kulturredaktion eller på et forlag, når ens A.kasse stiller urealistisk skrappe krav til udformningen af freelancekontrakter og ikke ser velvilligt på frivilligt (ulønnet) arbejde, som overstiger mere end fire timer pr. uge. Især ikke i betragtning af, at vejen ind på en kulturredaktion eller et forlag i vore dage lader til at gå gennem netop freelanceopgaver og frivilligt arbejde. (Det sidste kan vi så diskutere rimeligheden i. Adskillige virksomheder må lukrere voldsomt på ulønnet arbejdskraft, og over tid vil en ledig humanist med drømmejobbet i tankerne blive villig til hvad som helst, for at finde en vej ind. Kan det undre, at redaktionerne benytter sig heraf?)

To af de redaktører, som jeg har haft kontakt med, har foreslået mig at tage kurser i journalistik for at optimere mine færdigheder og mine chancer indenfor branchen. De mener angiveligt, at jeg har evner i den retning og blot skal have dem rettet til. Det vil jeg meget gerne. Men hvem skal betale? Iøvrigt har jeg forstået det sådan, at denne kursusaktivitet må ligge udenfor almindelig arbejdstid, for "ellers står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet".

En af de nævnte redaktører kommenterede mine vanskeligheder med at gebærde mig indenfor (og ud af) dagpengesystemet på følgende måde: "Op i røven med A.kasserne og alle deres regler. (Undskyld, men reglerne er blevet så strikse efterhånden, at det ikke svarer til virkeligheden)."

Jeg har skam også søgt andet arbejde. Jeg har f.eks. søgt undervisningsjob i folkeskolen og på friskoler. Men her foretrækker man folk med en treårig læreruddannelse. Jeg er enten overkvalificeret, fordi jeg har en kandidateksamen - eller diskvalificeret, fordi jeg ikke har papir på mine evner som pædagog.

Jeg har også overvejet at starte egen virksomhed. Jeg havde egentlig ventet, at Magistrenes Arbejdsløshedskasse kunne tilbyde iværksætterkurser, men det var åbenbart ikke tilfældet. I stedet fik jeg, på tomandshånd med en af jobkonsulenterne, en lang og indviklet forklaring på, hvor varsomt jeg skulle træde, hvis jeg indlod mig på at starte for mig selv. Advarsler var der nok af. Hjælp var der ingen af. Jeg har ganske vist 'lov til' at forsøge at bygge nogle kontakter op og komme igang med det tekstbureau eller det forlag, som jeg ønsker at starte, men alle freelancekontrakter bør indsendes til gennemlæsning og godkendelse af hovedkontoret i København, før jeg takker ja til en opgave, og ingen aftaler, møder eller opgaver må falde i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 17.00. Hallo! Jeg gad nok se den virksomhed, som vil vente tre uger eller mere på et svar vedrørende kontrakten på en given opgave, eller som vil opsøge en nystartet iværksætter efter kl. 17.00.
Da jeg beklagede mig over det stramme regelsæt og hævdede, at det var absurd, når man tænkte på, at især mange humanister arbejder indenfor områder, som i udstrakt grad benytter sig af freelanceaftaler, fik jeg det svar, at loven må være lige for alle. Derfor kan Magistrenes A.kasse ikke tilbyde særlige regler for deres medlemmer i forhold til for eksempel murere eller købmænd. Som udgangspunkt lyder det jo ganske plausibelt, men i virkelighedens verden ender vi der, hvor man netop kommer til at gøre forskel på folk, fordi man søger at behandle dem ens.

Hvis du nu tror, at det bare er mig, der er et brokkehoved, så læs venligst denne artikel, som var i Politiken i mandags. Du kan også klikke ind på disse sider i det seneste Magisterblad, hvor artiklerne omhandler henholdsvis den ringe vejledning i Magistrenes Arbejdsløshedskasse og den manglende vilje hos flere virksomheder til at oplære nyuddannede, som måske ikke fra dag 1 besidder alle de efterspurgte kompetencer.

Blandt de kompetencer, man udvikler i løbet af et længerevarende studie, er evnen til at lære nyt. Det er man åbenbart ikke klar over ude i virksomhederne. Det kan godt være, at jeg ikke lige har kendskab til det program til pc'en, som den enkelte virksomhed benytter, det kan være, at jeg ikke har praktisk erfaring med annoncekampagner eller et indgående kendskab til forhold på arbejdsmarkedet. Til gengæld har jeg meget andet at byde på. Herunder evnen til hurtigt at lære noget nyt.
Men kan det være rigtigt, at det første nye, jeg skal lære, er, hvorledes jeg bedst omgår reglerne?