Jeg havde glædet mig til at se Sylvia - Christine Jeffs film fra 2003 om forholdet mellem digterne Sylvia Plath og Ted Hughes. Men man skal ikke glæde sig for tidligt: Mage til tyndt manuskript, lam instruktion og uinspireret kameraføring skal man da lede længe efter. Hvad angår hovedrolleindehaverne, Gwyneth Palthrow og Daniel Craig (den sidste nye Bond, I ved nok), glimrer de udelukkende i kraft af deres pæne udseende. Til deres forsvar skal siges, at det må være vanskeligt at spille en rolle overbevisende, når to trediedele af scenerne i en film henligger i totalt mørke (det er i hvert fald sådan, man husker den bagefter), og når instruktør og manuskriptforfatter i den grad savner dramatisk talent - og måske personlig erfaring med lidenskabens mere hæslige side.
Et forhold som Ted og Sylvias må ikke skildres som et hvilket som helst forstadskvartersforhold med dets sædvanlige op- og nedture. Det er simpelthen for tamt. I forholdet mellem Ted og Sylvia må der have været anderledes voldsomme kræfter på færde. Disse sættes imidlertid aldrig i spil i denne nydelige lille film, hvor den mest dramatiske scene er Sylvias afbrænding af den utro ægtemands efterladte manuskripter.
Jovist er der tårer og skænderier og smækken med dørene undervejs, og jovist gennemgår Sylvia panisk Teds lommer på jagt efter noget, som kan bekræfte hendes mistanke om hans syndige dobbeltliv, men det egentlige vanvid de to imellem, den nerve, som skal sandsynliggøre Sylvias flugt ind i døden (og rygterne om Teds mulige medvirken hertil), er ikke på noget tidspunkt til stede i filmen. Summa summarum: Sylvia fremstår både ufarlig og utroværdig. Se den ikke!
Sylvia (2003)
Instruktion: Christine Jeffs
No comments:
Post a Comment