Byvandring

Den første lørdag i marts er himlen tung og grå. En strid blæst kaster sig mod os i Odenses gader. Jeg har sat mig for at vise dig min by. Første stop er det gamle kvarter i Over- og Nedergade. Efter en kort vandring i den kolde vind opsøger vi Bymuseet Møntergården, hvor man sædvanligvis kan få et indblik i byens historie gennem arkæologiske fund, gamle fotografier og udstilling af kunst og brugsgenstande. I dag viser det sig, at museet er under ombygning, så vi må nøjes med de arkæologiske fund og besigtigelsen af de gamle bygninger, som er flyttet hertil fra forskellige steder på Fyn.

Arm i arm kæmper vi os, stridende mod de pludselige kastevinde, gennem H.C. Andersen kvarteret, tværs over Thomas B. Thrigesgade og videre hen ad Vestergade. Vinden flår i tøjet og hviner i ørerne. Jeg trækker dig med over til Frellsen Chokolade, hvor jeg køber hjemmelavet chokolade med champagnesmag og trøffel. Vi deler et stykke, og du siger: ”Du ved godt, hvad der skal til.” Jeg svarer ”hmm!” med munden fuld af marcipan, men sandheden er, at jeg ikke altid ved, hvad der skal til. Jo, måske på chokoladefronten. Men sådan tænker jeg ikke lørdag middag i modvind og med chokoladesmag i munden foran Odense Domkirke.

Domkirken skal du se. Jeg tænker altid på den som byens vartegn. Uanset om man nærmer sig centrum fra Bolbro Bakke mod Vest eller fra Nyborgvej mod Øst ser man Skt. Knuds Kirkespir knejse mod himlen. Og hver gang jeg passerer den, i regn eller solskin, må jeg se op og lade mig overvælde af denne himmelstræbende kolos. Vi skubber døren op og går ind i det højloftede, lyse kirkerum, hvis tykke mure lukker al larm ude. En vandring her med dig er en helt ny oplevelse, for du ser ting, som jeg ikke før har hæftet mig ved. Man bliver blind for det, som er tættest på en. Vi studerer de gamle og næsten ulæselige indskrifter på de gamle mindetavler og gravsten, som er nedfældet i gulvet, indfældet i murene. Snart er rummet om os fyldt med hviskende afdøde, som om det at nævne dem ved navn havde vækket dem til live.

Vi går op ad den brede stentrappe til koret og ganske tæt på Claus Bergs pompøse og rigt detaljerede trefløjede altertavle, hvor de forgyldte skikkelser myldrer frem med et utal af historier at fortælle. Du mener, at yderfløjene engang har været lukket til og kun er blevet åbnet under kirkelige handlinger.
”Tænk, hvilket indtryk det dengang må have gjort på en menighed, som ikke var vant til tv og widescreen, når fløjene blev åbnet og åbenbarede disse billeder.” siger du. Jeg sætter mig et øjeblik tilbage i historien, og jeg kan næsten mærke suset, idet al denne gyldne herlighed vælder frem.

Vi går ned i krypten under kirken. På den hvide mur dernede står skrevet navnene på de mænd, som i 1086 blev dræbt i den nærliggende trækirke sammen med Kong Knud, der blev helgenkåret i 1101. Knud den helliges jordiske rester ligger nu i en kiste bag en montre under hvælvingerne her i krypten side om side med Benedikt, hans bror. De brune skeletdele ser ganske fredfyldte ud, selvom historien fortæller om en voldsom død. Vi står en stund og falder i staver over de gamle herrer og deres skæbne. På vej op ad krypten møder vi to unge piger. Den ene vægrer sig ved at gå ned under hvælvingerne, den anden forsøger at overtale hende. Der er mennesker, som får kuldegysninger og kvalme, når de ser en benrad. Den slags er vi blevet for gamle til. Har måske i nogen grad accepteret det uafvendelige, som må komme.

Du byder på frokost, og vi finder en lille italiensk restaurant. Du sænker blikket for at læse menukortet, og jeg bemærker, hvor fint dine øjenvipper buer sig mod de høje kindben. Men jeg siger ingenting, selvom små varme champagnebobler bruser op i mit indre. Vil ikke gøre dig forlegen med mine komplimenter. Det er galt nok allerede. Vi bestiller pasta, og imens vi venter, læner du dig frem og gør det det, du ved nok. Den lille bevægelse med fingrene mod min underarm. Om jeg snart har fået huld nok på kroppen? Det er sådan en tåbelig lille indforståethed mellem to, der holder af hinanden – og usædvanlig nok til at holde mig fanget i dine hænder.

Efter frokosten går turen om ad Nørregade, hvor jeg vil vise dig min kirke. Det er Skt. Hans Kirke, hvor H.C. Andersen blev fremstillet 2. påskedag 1805 efter at være blevet hjemmedøbt. Her er jeg konfirmeret, her sang jeg med i Marie Jørgensen Skoles julekor, og her har jeg, også som voksen, gået til julegudstjeneste.
Carl Bloch har malet altertavlen med Kristus i Getsemane Have. Maleriet illustrerer et skriftsted hos evangelisten Lukas, hvori det hedder: ”en engel fra himlen viste sig for ham og styrkede ham”. Det er den smukkeste altertavle, jeg kender. Kristus ligger på knæ og læner sit hoved ind til den lysende engel, som lægger sin kind mod hans hår. Billedet i sig selv rummer en trøst. Ganske vist blev Kristus ikke bønhørt, da han bad sin himmelske fader om, at denne kalk måtte gå ham forbi. Men Blochs billede viser en tærskelsituation, hvor Kristus befinder sig i brændpunktet mellem guddommelig og menneskelighed. Det er som om det bringer ham tættere på. At også han kunne tvivle og ængstes. Og at han, trods alt, fortsatte ad den vej, som han mente, var ham givet.

Ved siden af Skt. Hans Kirke ligger min barndoms skole. Glasdørene ind til aulaen er aflåst, men vi kan se derind, når vi skygger med hånden. Der er stadig de gamle træpaneler og de blåtonede vægmalerier, som illustrerer de fire årstider. Der er klaveret, og over det hænger et falmet portrætfoto af skolens stifter, Marie Jørgensen. En nydelig yngre kvinde i profil og med håret sat op i nakken. Her samledes vi til fadervor og morgenbøn hver morgen kl. 9. Den 9ende april sang vi ”Det haver så nyligen regnet”, og den 5te maj sang vi ”En lærke letted’ ”. Klara, vores gamle sanglærerinde græd hvert år under disse afsyngelser. Jeg tænkte allerede dengang på, hvad hun måtte have af erindringer, som trængte sig på. Skoleinspektør Bach stod på en lille skammel ved siden af klaveret og vippede på fodballerne.

Vi går bagom præstegården, som ligger her i forlængelse af skolen, og op ad Nyenstad. Herfra kommer man direkte ind i skolegården. De har revet de gamle halvtage, cykelskurene, ned og erstattet dem med en legeplads. En metalskulptur af en engel er hængt op på en af rødstensmurene. Ellers ligner alt sig selv, som jeg husker det.
”Næh,” siger du, ”de har stadig de gamle drikkefontæner!” Ja, det er et af disse gamle stenkar med små metalgitre og blanke knopper, som skyder en vandstråle op, når man trykker på dem og læner sig ind for at drikke. Da jeg ser mig om i gården vælder billederne fra dengang op i mig. For dig må det naturligvis tage sig anderledes og vel ikke nær så indbydende ud. Du kan ikke se min skoleveninde, som står derovre i det nu nedrevne cykelskur og fryser i sine hvide bukser, imens hun tænder en cigaret, som vi ikke må ryge. Du kan ikke se mig der på stentrappen, iført Claus Sylvesters alt for store cowboyjakke, eller høre fodboldens dumpe smæld mod muren, pigernes lyse stemmer og drengenes råb tværs over gården. Du ser ikke den frygtede matematiklærer, Kubikjensen, da han skridter arealet af, iført sin tweedjakke og med den uundværlige brune pibe i munden. Du ved ikke, at netop der på hjørnet ved vinduerne ned til kældertoiletterne faldt man altid på halen om vinteren, fordi nogen absolut skulle lave glidebaner, hvor de var vanskeligst at undgå.
Da det bliver for koldt, og du begynder at gå, tøver jeg et øjeblik. Derinde i opgangen kyssede jeg Claus. Det var et kejtet og alt for vådt kys, som ikke indfriede mine forventninger. Så røg den romance. Men hans øjne var jo også brune og ikke blå som dine.

”Du har jo en hel historie her!” siger du, da vi, fortsat i strid modvind, går gennem Skulkenborg og videre tilbage mod bilen gennem H.C. Andersen kvarteret. Ja, jeg har en hel historie her. Nogle dage klæber den til mig, rejser klaustrofobiske mure af gentagelser omkring mig og får mig til at længes bort fra dette levende museum over mit hidtidige liv. Andre dage finder jeg en tryghed og en frihed i det kendte, som møder mig på hvert gadehjørne. Vi fletter fingre. I dag holder jeg af byen. Jeg har lånt dine øjne og set store dele af den i et andet lys. Som en nytilkommen.