På strejftogt i historien

Om søndagen ligner det forår, da vi står op. Men blæsten er stadigvæk hård, som den var det i går. Vi kører ud i landskabet gennem Birkende mod Kølstrup for at finde Kertinge Nor og Ladbyskibet. Skyerne driver over himlen, enkelte solstrejf når igennem og ned på de flade marker, de endnu nøgne skovbryn.

Vi får øje på en smuk rødstensbygning ved vejen. Det er Ulriksholm. Du sagtner farten, og vi ser af et skilt i indkørslen, at her er kunstudstilling i dag. Det giver os en undskyldning for at gå ind på området. Vi parkerer bilen, står en tid og betragter vandet, som er inddæmmet dernede foran bygningen. Det ligner noget, som måske engang kunne have været tænkt som begyndelsen til en voldgrav. Ude bag træerne til højre blinker vandet i Kertinge Nor. Det er et fint lille sted med skrånende græsarealer ned til den inddæmmede dam og en bred indkørsel op til det tofløjede hus.

Vi følger vejen op ad indkørslen og til højre. Der er folk ved hovedbygningen, som er ved at bære kasser op fra en lille kældertrappe. Vi lægger nakken tilbage og ser op mod det lille klokketårn. Gavlene på begge fløje er tungt ornamenteret i bølgeformer, de høje hvide vinduer står smukt frem mod de gamle, forvitrede rødsten. Parkens nøgne træer kaster blege skygger over græsset og over grusbelægningen.

Vi går op ad en lille trappe med et smalt sort smedejernsgelænder og åbner en høj, hvidlakeret dør for at komme ind i galleriet i sidebygningen. Herinde finder vi en tung mørk trappe, som fører ovenpå. På væggen over reposen hænger en moderne version af et portræt af Christian IV. Vi fortsætter op og ind i et smukt hvidt lokale med fint udskårne paneler. Her er fyldt med antikke maghonimøbler, kunst- og brugsgenstande, mågestel, en jugendfigurer, spinkle glas, gamle lamper og midt på det opdækkede bord en sølvterrin. Også nutidige kunstgenstande har fundet vej ind her: Farvestrålende, halvabstrakte malerier, bronzefigurer og en serie hyperrealistiske billeder, som jeg holder meget af. Udenfor vinduerne skinner solen nu forårsklart og køligt ned over parkens træer, hvis grene hænger tungt og skinnende som mat sølv ned mod græs og grus.

Vi går ned ad trapperne igen, udenfor og ned i kælderen med de hvide hvælvinger og de tykke mure, hvor værten fortæller os om stedets historie. Om Christian IV, som byggede dette renæssanceslot og forærede det til sønnen, Ulrik Christian Gyldenløve, efter hvem slottet blev opkaldt. Han fortæller, at en senere ejer i 1800-tallet brød riddersalen ned, som dengang udgjorde den øverste etage på sidefløjen - som i øvrigt dengang var hovedfløj. Man ville bruge stenene til at opføre de tilliggende bygninger, som ses et stykke længere ovre bag træerne. I den nuværende hovedbygning ændrede man salene fra renæssancestil til klassicisme. Langt senere, i moderne tid, var stedet i en periode udlejet til et center, som arbejdede med healing gennem kunstnerisk aktivitet. Disse formentlig aldeles velmenende mennesker havde absolut ingen æstetisk sans eller respekt for kulturarven. De malede lofterne lilla og væggene brune. Først da de satte Veluxvinduer i taget, fik fredningsmyndighederne øjnene op for, hvad der var ved at ske med Ulriksholm.

I dag er stedet smagfuldt ført tilbage til sin ydre renæssancestil og sin indre klassicisme. Værtsparret, som vi i dag træffer, afholder udstillinger og forskellige arrangementer på stedet. Man udlejer sale i hovedbygningen til bryllupper og andre større festligheder. Det kildrer i maven. Hvilken smuk ramme om et sådant løfte.

Vi hænger lidt ved stedet, da vi er kommet ud i den kolde blæst igen. Her kunne man leve. Med ånden i det gamle slot, med det funklende lys fra Kertinge Nor og den dybe glitren i det mørkt krusede vandspejl nedenfor sidebygningens vinduer. Det lyser hvidt af vintergækker under de ældede træer. Grenene duver i blæsten. Måske i et andet liv…

Et andet liv og en anden tid finder vi, da vi senere, hånd i hånd, presser os op mod blæsten og ned langs et markskel, for at finde den gravhøj, hvor Ladbyskibet kan ses. Der ligger den, højen. Beklædt med friskt grønt græs, som bøjer sig i den stærke vind.
”Den blæser forår ind!” siger jeg muntert, optimistisk. Du er ikke helt utilbøjelig til at give mig ret i mine håbefulde antagelser, for himlen åbner sig nu stadig mere blå over de sejlende skyer, og lyset brager op fra vandet derude.

Nyt møder gammelt, da vi står foran indgangen til højen. Her er overvågningskamera og automatisk lukkemekanisme på den solide dør, som er installeret her ind til det allerhelligste. Skibet ligger bag en kæmpemæssig montre, som man kan gå hele vejen rundt om. Vi er gode til at se bagom glasset. Vi bruger fantasien, og kan se den fraværende vikingefyrste, som museet kalder ham, selvom han for længst, formentlig kort efter sin ligfærd, er blevet revet ud af denne sin sidste bolig og nu opholder sig, guderne må vide hvor. Hvad vi rent faktisk ser, er et aftryk af skibets bund i jorden, spanter, nagler og enkelte skeletrester fra de heste og hunde, som fyrsten fik med sig på den sidste rejse. Her lugter af kælder, af grav og af oldtid.

Ude i luften igen ruskes vi igennem af vinden. En ondskabsfuldt viftende tjørnegren i hegnet griber fat i dig, og jeg må hægte dig fri. Vi kører tilbage over Kerteminde. Vi tænker os, at byens navn måske betyder lysmunding. Det synes vi er smukt. Og man kan da sagtens forestille sig, at vikingerne må have set indsejlingen til dette sted som en lysets munding. I dag ser vi i hvert fald ”lysvæld bagved lysvæld”.