Forårsblå

Det er den sene vinters - det tidlige forårs - bløde lys over tagene duften af klarhed i luften en solsorts sørgmodige toner trafiksus og blinklys og blæsten som blafrer i flagene det er de spæde skud på de ældede hække i villakvarteret og gæslingers dunede knopper langs med det bugtede vandløb hvori en barndom er sunket og hvorfra den skinner i sølvglimt som kastes tilbage fra bøgenes ranke stammer memento mori det er den åndeblå skumring hvor flokke af vingede væsener falder til ro på de øverste grene og venter på mørket det er de transparente farver som opløser formernes fasthed og skyller ind som et tomrum usynlighed i solar plexus det er et savn som ikke må siges tvivlen og det umulige i én gang til at komme til verden eller forlade den det er den bundløse angst og længselen efter menneskevarme og rolige ord det er forårets falske løfter hvori en ny lang tavs sommer strækker sig solbleg og brændende over de grønne områder hvorfra de andres stemmer og latter bølger som festlige vimpler i vinden mod alt det der klemmer så hårdt om din strube som det du engang kaldte kærligt det er alt det som toner ud i det bløde blå det er aske på havet de tusinde tårer du tappert undlod at græde den stemme du ikke længere kan lokke frem når du løfter røret og uden ord beder om noget du ikke kan få fordi du er den du er - blå og bleg translucent og krystalklar som foråret selv - en kalk som aldrig kan fyldes skramlende over flager af is der flyder for fralandsvind på de mørke vande