Wednesday, April 30, 2008

Ét klik fra Helvede

Foruden de fire ansøgninger om ugen, som man måske og måske ikke skal sende til opslåede fuldtidsstillinger, er man som ledig også forpligtet til at indsende dagpengekort ca. hver femte uge. Det kræver et vågent øje, for datoerne for indsendelse er skiftende i løbet af året. Desuden skal man hver syvende dag klikke ind på Jobnet og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende. Første gang man glemmer det, får man en skriftlig påmindelse og en advarsel. Anden gang ligeså. Men tredie gang så kommer systemet og smider en i den sorte gryde.
Den sorte gryde er i dette tilfælde et sted, hvor man er dømt ude og ikke længere har ret til ydelser fra dagpengesystemet.

For nogle uger siden kom min første advarsel. Jeg var tolv timer for sent på den med min bekræftelse. Min undskyldning? Jeg havde ingen. Det skulle da lige være, at jeg havde haft så travlt med at skrive ansøgninger, at det lille klik med musen glippede for mig.

Nu har jeg så modtaget min anden advarsel (jeg var 24 timer for sent på den), og jeg mærker jorden brænde under mine fødder. Hvordan kunne jeg dog glemme det lille klik én gang til? Det kunne jeg, som jeg fortalte en jobcentermedarbejder i telefonen, fordi jeg i netop de dage var væk hjemmefra. Jeg opholdt mig nemlig i Jylland, hvor jeg skulle til et jobinterview på en skole, som lå udenfor de offentlige transportmidlers rækkevidde. Denne lille detalje betød, at jeg måtte tilpasse min færden i forhold til, hvornår min kæreste, der tilbød mig kørelejlighed, kunne agere chauffør, da han allerede har et arbejde at passe. Forberedelserne til samtalen og sommerfuglene i min mave gjorde mig ukoncentreret, så jeg glemte at kigge i kalenderen. Jeg havde, om jeg så må sige, vigtigere ting at tænke på.

Den undskyldning var ikke gangbar, fortalte medarbejderen i telefonen. Hun kunne godt forstå min udmelding, men hun havde jo regler at følge, som hun sagde.
I de regler, som jeg modtog sammen med min anden advarsel, stod der ellers skrevet:

Såfremt du fortsat undlader at bekræfte din jobsøgning, skal du inden for 4 hverdage fra dags dato kontakte jobcenteret og oplyse årsagen til dette. Det vil herefter blive vurderet, hvorvidt du med en rimelig og gyldig grund har undladt at bekræfte din jobsøgning.

Faktisk jobsøgning og den forvirring, som en sådan kan afstedkomme, er altså, ifølge jobcentermedarbejderens vurdering, ikke rimelig og gyldig grund til at undlade at klikke sig ind på jobcenterets hjemmeside og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende....

"Nej," sagde medarbejderen, "for du kunne jo bare have bekræftet din jobsøgning nogle dage forud for din bortrejse, du må jo gerne tilmelde dig oftere end hver syvende dag."

Hvis jeg tredie og sidste gang glemmer at bekræfte jobsøgning i tide, så kan jeg se frem til en karriere som gadesælger af Hus Forbi, for nu er jeg kun ét (manglende) klik fra Helvede. Som gadesælger vil jeg, på den anden side set, i det mindste have et job. Medmindre jeg her, som i andre sammenhænge, vil blive betragtet som overkvalificeret - og dermed diskvalificeret.

6 comments:

Anonymous said...

Føj for ... en vis herre, hvor er det nogle dybt inhumane regler. Det er kontrol for kontrollens skyld.. intet andet..

Det skaber panik og angst hos mennesker, som det også gør for dig, uden tvivl..

Tina Charlotte Møller said...

Ja, jeg spekulerer på, hvad der blev af begrebet 'konduite'?
Jeg kan varmt anbefale medarbejdere på jobcenteret og i andre administrative stillinger at slå ordet op på Wikipedia.

Samtidig må jeg trække lidt bittersødt på smilebåndet, når jeg tænker på, at det felt,som jeg skal klikke på, en gang hver syvende dag, hedder: "Bekræft aktiv jobsøgning".

Anonymous said...

Hvad fanden er det for et nedværdigende, idiotisk system?
Undskyld, jeg griber til den indre rejekælling - nej, hun kom sgu op af sig selv, så jeg vil undlade at undskylde!

Sådan en gang meningsløst paragrafridende terrorregime!

Jeg håber, du kan GRINE ad det - selv om det nok ikke er nemt, når man er tvangsindlagt til at blive behandlet værre, end vi selv blev som børnehavebørn dengang i oldtiden.

Anonymous said...

Kan du ikke ansætte en eller anden til at trykke på den fjollede knap for dig en gang om ugen - en bette skoleelev, som vil tjene en tier?

Tina Charlotte Møller said...

Ane-Marie, også rejekællinger er velkomne her. Under de rette omstændigheder. ;-)
Inhumant, det er det ja.

Jeg tør slet ikke overlade klikkeriet til nogen anden, som sagerne nu står.
Til gengæld vil jeg nu dagligt gå ind og "bekræfte aktiv jobsøgning", så jeg til enhver tid har nogle dage at løbe på, hvis noget skulle glippe.

Anonymous said...

Og jeg siger det igen. Det her ødelægger mennesker. Mit råd er, igen, se at få røven med dig UD af det system.

Beklager ordvalget.....

Lotte/Eksistens