Stilleben VIII

Lyden af bassen, som brager ud af de store sorte højttalere, forplanter sig som en rysten op gennem alle møbler. De høje stabler af papirer, hvorfra den skælvende skrift bryder frem som hære af myrer, vakler usikkert under trykket. En opslået bog, der ligger øverst på en stabel af andre indbundne og hæftede værker, glider, for hver rytmisk drønen, en smule længere ud imod kanten, til den omsider falder på gulvet, hvor den smækker siderne sammen.
Han hører den ikke falde. Han sidder med ryggen mod muren, lænet op ad de sindrige sætninger, som han har skrevet der med blyant, med pensel, med blodet, som han ridsede frem af sin arm. Hans øjne er lukkede, han rokker let i takt til musikken og inhalerer dybt af en chillum, som sender en kvalmende sød og krydret duft ud i stuen og fæstner sig i hans fedtede hår, hans jeans og den uldne trøje. Der er dunkelt i rummet. Han har trukket de tunge nikotinfarvede gardiner for, så man ikke kan se op til ham fra gaden. De fremmede kunne komme. Sollyset kunne penetrere hans hjernekiste og slette, hvad han kun kan ane i dette dunkle lysskær, hvori tankerne strålende står frem med deres egen indre glød. Han suger cannabis dybt ned i lungerne, hoster og spytter og hoster igen. Med kun halvt åbne øjne rækker han ud og famler efter telefonen. Han taster et nummer og venter og råber sit navn ind i røret. Så glider hans øjenlåg i, mens han selv glider ned på madrassen og begynder at snorke med åben mund og den rygende chillum i hånden. Nogen taler til ham fra en anden verden.
Kort efter bliver forbindelsen afbrudt.