Monday, April 14, 2008

Stilleben V

Døren er ikke låst. Enhver kan gå ind. Her er intet at gemme på. Tristheden siler ud af væggenes skrammede flader, lurer i støvet og i krummerne på gulvet, stiger som en doven lugt fra de henkastede dynger af forvasket snavsetøj.
En halvvissen blomsterbuket på det plettede spisebord hænger tungt åndende ud over kanten af vasen. I køkkenvasken drypper en utæt hane sin længsel ned i en stabel uskyllede tallerkener og fedtede glas.
Hun ligger på ryggen på madrassen på gulvet i stuen. Det ene bare ben er let bøjet, det andet strakt ud. Dynen dækker kun halvt, så man kan se den sorte blondechemise og under den kroppens fine linje, hvor hun strækker den højre arm op over hovedet, imens den anden hviler tværs over brystet. Hun ånder tyst i det dæmpede middagslys, som trænger ind gennem vinduet. Lydene udefra når ikke hendes bevidsthed. Hun sover som et barn med et lidt mut udtryk i ansigtet under det rødgyldne pjuskede hår. Når hun åbner sine blå porcelænsøjne vil hun se lige op i de ord, hun har malet med cyklamen på loftet: Daddy, Daddy, I’ve been bad! Spank me, Daddy, spank me!
Her er ingen gasovn i køkkenet. Til gengæld er de elektriske installationer i uorden. Jorden er giftig og knivene skarpe som tunger. Der er et uendeligt antal muligheder.

No comments: