Lille menneskehjerte,
tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.
Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!
Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.
Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.
Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!
Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.
Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.
Halfdan Rasmussen: "Lille Menneskehjerte"
3 comments:
Åh, hvor er den smuk og sørgmodig. Jeg klipser den altså lige over til min egen blog (tak)
Det er du velkommen til, Heidi!
Og velkommen til! ;-)
Jeg sidder og får tårer i øjnene ved gensynet med Lille Menneskehjerte. Dette digt valgte jeg til min datter da hun blev født i 1995.
Post a Comment