PTSD

Posttraumatisk stresssyndrom rammer ikke kun soldater og torturofre. Også andre traumatiske oplevelser, som f.eks. det at blive udsat for vold, følelsesmæssige og/eller seksuelle overgreb og svigt (i barndom og ungdom), kan resultere i denne lidelse, som naturligvis kan vise sig i forskellige grader. Nogle mennesker vil "kun" opleve flashbacks og måske have problemer med at sove, andre vil opleve fysiske reaktioner af psykosomatisk karakter og flere vil udvikle forsvarsstrategier som f.eks. undgåelsesadfærd. Listen over symptomer (og mestringsstrategier) er lang.

Da jeg skrev mit speciale om Karen Blixens og Virginia Woolfs liv og forfatterskaber, søgte jeg en forklaring på det, der i årevis var blevet omtalt som Virginia Woolfs "anfald af sindssyge". Undervejs læste jeg psykiateren Judith Lewis Hermans dybdegående studie om helbredelse af traumer: Trauma and Recovery. Til dato er dette værk det mest oplysende, jeg har fundet, når det gælder beskrivelsen af Posttraumatisk Stresssyndrom. Det er lykkedes mig at finde en kortfattet udgave af Hermans symptomliste på en side, som ganske vist specifikt henvender sig til incestofre, men symptomerne er altså de samme, uanset hvilken form for traumatiske oplevelser, man har været udsat for. Du kan se siden her.

Jeg er ikke i tvivl om, at Virginia Woolf led af PSTD. Herunder følger et uddrag af mit speciale fra kapitlet "Længselen efter enhed - en psykologisk læsning", hvor jeg har forsøgt at underbygge denne påstand.

"Herman omtaler syv kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan diagnosticere patienten med denne lidelse. Ifølge det første kriterium skal patienten have

”A history of subjection to totalitarian control over a prolonged period (Months to years). Examples include hostages, prisoners of war, concentration-camp survivors, and survivors of some religious cults. Examples also include those subjected to totalitarian systems in sexual and domestic life, including survivors of domestic battering, childhood physical or sexual abuse, and organized sexual exploitation.” (Herman 1992: 121)

De øvrige seks kriterier, som her i første omgang skal gennemgås i punktform, beskriver typiske reaktionsmønstre hos patienten: 2. Ændringer i affektregulering. 3. Ændringer i bevidsthed. 4. Ændringer i selvopfattelse. 5. Ændringer i opfattelsen af gerningsmanden eller krænkeren. 6. Ændringer i forholdet til andre. 7 Ændringer i betydningssystemer.
Selvom vi kun har Virginia Woolfs dagbogsnotater og breve, samt udtalelser fra hendes nærmeste at støtte os til, er det muligt at påvise en række symptomer hos forfatteren, som er sammenfaldende med indtil flere symptomer på Hermans liste. Hvad angår ændringer i affektregulering, opregner Herman fem punkter, nemlig: Vedvarende dysfori, kronisk optagethed af selvmordstanker, selvbeskadigelse, eksplosiv eller ekstremt tilbageholdt vrede (som kan veksle), samt tvangsmæssig eller ekstremt hæmmet seksualitet (hvilket også kan veksle). Dysfori er karakteriseret ved hurtigt opstående og tilbagevendende anfald af tristhed, irritation og søvnløshed. Som det fremgår hos Leonard Woolf er hans hustru, i hvert fald periodisk og i særdeleshed under sine anfald af såkaldt sindssyge, plaget af sådanne symptomer. Adskillige bemærkninger i Virginia Woolfs dagbøger og breve indikerer, at hendes tanker ofte kredser om selvmord og død. Et eksempel findes i et brev, hun skriver til Vita Sackville-West i 1926, efter i en periode at have været plaget af den hovedpine, som sædvanligvis går forud for hendes psykiske sammenbrud: ”I am obsessed at nights with the idea of my own worthlessness, and if it were only to turn a light on to save my life I think I would not do it. These are the last footprints of a headache I suppose. Do you ever feel that? – like an old weed in a stream.” (Trautmann Banks 2003: 251) Et andet eksempel findes i et brev til Ethel Smyth, som er dateret den 14 november 1930: ”- what do I know of the inner meaning of dreams, I whose life is almost entirely founded on dreams (yes, I will come to the suicide dream one of these days)”. (Trautmann Banks 2003: 278) Selvbeskadigelsen er i Virginia Woolfs tilfælde selvfølgelig knyttet til selvmordsforsøgene, men den periodiske spisevægring, som i hvert fald Leonard Woolf opfatter som et problem, peger i retning af, at også dette symptom er til stede. Leonard Woolf omtaler endvidere den voldsomme vrede, som kommer til udtryk under flere af Virginia Woolfs sammenbrud: ”Man kan helt normalt blive vred, men hvis man bliver så vred, at man fuldstændig mister selvkontrollen, er man måske sygeligt vred. Virginias anfald af voldsomhed overfor sygeplejerskerne var […] resultat af en sygelig vrede af denne art.” (L. Woolf 1991: 100) Hvad seksualiteten angår, er det tydeligt, at Virginia Woolf har et hæmmet eller i hvert fald ambivalent forhold til det modsatte køn. Vanskeligere er det naturligvis med sikkerhed at afgøre, hvorvidt forfatterens seksuelle orientering i retning af kvindekønnet er en følge af barndomstraumer, eller om den er en medfødt disposition.
Virginia Woolf er – i hvert fald som barn - underlagt nogle af de bevidsthedsændringer, som Herman nævner under punkt tre. Herman taler om forskellige former for amnesi (hukommelsestab) i forbindelse med de traumatiske begivenheder, og om forbigående dissociative perioder. Det vil sige perioder, hvor patienten oplever en følelse af manglende sammenhæng eller føler sig splittet. Desuden omtaler hun symptomer som depersonalisation/derealisering – altså dette, at patienten oplever sig selv som adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen - og endelig genoplevelse af de traumatiserende begivenheder. Der er intet, der indikerer, at Virginia Woolf lider af hukommelsestab i forbindelse med overgrebssituationerne. Men flere passager i forfatterens skønlitterære værker og i erindringsskitserne i Moments of Being indikerer, at hun har personlig erfaring med hensyn til at opleve manglende sammenhæng i tilværelsen, og at hun til tider føler sig adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen. Hvorvidt Virginia Woolfs beskrivelse af overgrebssituationerne kan betegnes som en egentlig genoplevelse af begivenhederne er mere tvivlsomt.
Under det fjerde kriterium nævner Herman følelsen af hjælpeløshed eller handlingslammelse, skamfølelse, oplevelsen af at være blevet besudlet eller stigmatiseret, samt følelsen af at være anderledes. I Virginia Woolfs beskrivelse af det første overgreb, som hun husker, giver hun tydeligt udtryk for følelser som hjælpeløshed, skam og stigmatisering. Desuden fremgår det af passager i forfatterens dagbøger såvel som af Leonard Woolfs beskrivelser, at Virginia Woolf ofte føler sig anderledes, forkert og lattervækkende, når hun er i selskab med andre, og hendes erindringsskitser viser med al tydelighed, at der har været episoder i barndommen, hvor hun har følt sig handlingslammet. Følgende passage illustrerer denne følelse såvel som følelsen af uvirkelighed og fremmedhed:

”There was the moment of the puddle in the path; when for no reason I could discover, everything suddenly became unreal; I was suspended; I could not step across the puddle; I tried to touch something…the whole world became unreal. Next, the other moment, when the idiot-boy sprang up with his hand outstretched mewing, slit-eyed, red-rimmed; and without saying a word, with a sense of horror in me, I poured into his hand a bag of Russian toffee. But it was not over, for that night in the bath the dumb horror came over me. Again I had that hopeless sadness; that collapse I have described before; as if I were passive under some sledge-hammer blow; exposed to a whole avalanche of meaning that had heaped itself up and discharged itself upon me, unprotected, with nothing to ward it off, so that I huddled up at my end of the bath, motionless. I could not explain it; I said nothing even to Nessa sponging herself at the other end.” (Woolf 1978: 90-91)

Punkt fem omhandler patientens opfattelse af den krænkende part, som altså i denne sammenhæng primært er George og Gerald Duckworth. Jeg skriver ’primært’, idet jeg er af den opfattelse, at Leonard Woolf i nogen grad kommer til at optræde som psykologisk stedfortræder for de to i Virginia Woolfs voksenliv. Ifølge Herman kan relationen til krænkeren være præget af en særlig grad af optagethed af vedkommende, af en urealistisk tro på gerningsmandens uindskrænkede magt, af en idealisering og paradoksal taknemmelighed, af en oplevelse af et specielt forhold de to imellem eller af en accept af krænkerens anskuelser. Bortset fra praktiske kommentarer og nogle få spydige og indforståede bemærkninger i Virginia Woolfs breve til Vanessa Bell er det vanskeligt at finde nogle udtalelser, som siger noget om hendes følelsesmæssige relation til George og Gerald Duckworth. Til gengæld er der en tydelig ambivalens at spore i hendes forhold til Leonard Woolf, som snart omtales med stor taknemmelighed og kærlighed, snart udsættes for Virginia Woolfs vrede og afvisning.
Dette fænomen er sammenfaldende med de ændringer i forholdet til andre, som Herman opregner under punkt seks på sin liste: Isolation og tilbagetrækning, afbrydelse af intime forhold, gentagen søgen efter en redningsmand (hvorunder der dog kan forekomme en vekslen med isolation og tilbagetræning), vedvarende mistillid og gentagne mislykkede forsøg på at beskytte sig selv. Meget taler for, at Virginia Woolf har søgt en redningsmand i hvert fald i søsteren, Vanessa, og senere i ægtemanden. Begge forhold er da også præget af den omtalte kontaktambivalens, hvorunder Virginia Woolf på den ene side søger at indgå i en tæt symbiose med den anden part og på den anden side trækker sig tilbage og isolerer sig fra vedkommende. Leonard Woolf, som inddeler Virginia Woolfs sygdomsanfald i to faser, fortæller, at hans hustru i den første fase ”ønskede, at jeg hele tiden skulle være om hende, og i et par uger var jeg den eneste, der kunne få hende til at spise noget. I det andet stadium […] var hun umådelig fjendtlig overfor mig og ville ikke tale med mig eller tillade, at jeg kom ind i hendes værelse.” (L. Woolf 1991: 100)
Som det syvende og sidste punkt omtaler Herman ændringer i betydningssystemer, herunder et tab af tro og tillid samt en følelse af håbløshed og fortvivlelse. Ingen af disse følelser var fremmede for Virginia Woolf, som det fremgår af både hendes egne og af Leonard Woolfs optegnelser.
Sammenfattende må man sige, at Virginia Woolfs sygdomsbillede eller sindstilstand opviser en lang række af de symptomer, som Herman lægger til grund for diagnosticeringen af Kompleks Posttraumatisk Stressforstyrrelse, og at grundlæggende kriterier for udviklingen af denne forstyrrelse også er til stede i Virginia Woolfs barndom. Den patriarkalske og victorianske orden, som hersker i barndomshjemmet, kan muligvis have haft en traumatiserende indflydelse på den unge Virginia. At halvbrødrenes seksuelle overgreb har haft det, kan der næppe herske nogen tvivl om. Dertil kommer de mange dødsfald i den nære familie indenfor en relativt kort årrække. Endvidere underlægges Virginia Woolf i voksenlivet Leonard Woolfs tvangsprægede kontrol , som hun uden succes periodisk opponerer imod. Endelig kan de to verdenskrige, som Virginia Woolf når at opleve, ikke lades ude af betragtning som yderligere stressfaktorer."

Fra En Skabelsesberetning - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, s. 76-80

På universitetsbiblioteket kan man bestille Judith Lewis Hermans bog Trauma and Recovery (BasicBooks, HarperCollins Publishers 1992)

Du kan læse mere om PSTD og behandlingen af samme ved at følge nedenstående links:
Inger Murray
Per Wildau
Vibeke Høgsted
Psykotraumatologisk Forskningsenhed, Aarhus Universitet