Midsommer

Da jeg genser dit landskab, her midt på sommeren, har naturen antaget sine dybere og mere mættede grønne toner. Langs med den grusvej, vi følger, står kornet allerede højt på markerne, isprængt kornblomsters syngende blå. Bækken ved gården er så godt som skjult under frodige, bladrige planter, og forårets gennemsigtige hegn er nu forvandlet til tætte tykninger af matgrønt.

På din grund er alt lukket til, som du forudsagde det i april, hvor man stadig kunne se tværs igennem tjørnekrattet og ud over marker og bakker, der først i maj endnu lå nøgne, om end nypløjede og nytilsåede. Nu er majsen kommet op og står i knæhøjde i den cappucinofarvede, lette og støvede jord. Over dit tag hvælver himlen sig ultramarinblå, og skyerne driver deroppe for den ret kraftige sommerblæst, som går over landet i disse dage.

Sollyset bager skarpt og hedt ned over gruspladsen foran huset, flimrer i underskoven og tegner voldsomme kontraster i bladhanget og over mosset, glimter i de fnuglette, lyse græsser og i de svirrende og summende insekters metalskinnende kroppe. Varmen kalder duften af jord, af grønne vækster og blomster frem. Sine steder er den så tæt, at den forekommer helt håndgribelig.

Maj måneds hede og den sidste tids blæst har tørret godt på det brænde, vi kløvede og stablede under halvtaget for få måneder siden. Det lyse ved har allerede skiftet farve til gyldent.

Du har rykket hybenroser op, siden jeg var hos dig sidst. Før stod de fælt stikkende buske tæt og bredte sig over flere kvadratmeter indenfor hegnet ud mod marken. Da du først fortalte mig, at du ville fjerne dem, undrede jeg mig, for selvom de er hæslige at se på i vinterhalvåret, så er det dog smukke planter, når de krusede grønne blade springer ud, og de blomstrer - og når de siden står spækket med blanke hyben og gult løv. Men hybenrosen, også kaldet rosa rugosa eller rynket rose, er en invasiv art, fortæller du. Den stammer fra det østlige Sibirien, og hårdfør og nøjsom, som den er, breder den sig med stor hast i det danske landskab, alt imens den kvæler alt liv omkring sig.

Jeg får syn for sagn, da du viser mig det område, du har ryddet. Jorden ligger gold og bar, hvor buskene stod. "Som et modernistisk digt!" siger du, og jeg kan se, hvad du mener. Midt i dette frodige og romantiske Eden, som jeg forlængst har døbt din grund, springer denne nøgne, hærgede plet i øjnene. Rynkerosen er vanskelig at bekæmpe. Rodnettet forgrener sig både bredt og dybt, så hver dag går du ud for at spejde efter nye frempiplende skud, som rødderne frækt og tankeløst lader stikke op gennem jorden, hvorved de afslører deres forehavende: At vinde terrænet tilbage.

En aften, i den time, hvor himlen blegner, og kort før skumringen sætter ind, går vi ned ad stien og op ad den lille skråning nær den gamle gåsefarm, som hører til dine bedsteforældres gård. Her plejede gæssene at græsse, siger du. Nu er grunden - et ganske betragteligt område - dækket af hybenroser. I udkanten af arealet findes en højtliggende, gammel brønd, dækket af et cementdæksel. Du træder op på det og rækker mig hånden, så jeg kan følge med. Herfra er der vidt udsyn over det, som du meget betegnende kalder "et bølgende hav af rynkeroser". Duften er tung og sød i aftenluften. Aldrig har jeg set så mange hybenroser samlet på ét sted. Kun nogle enkelte hvidtjørne synes at holde stand mod de invaderende horder. Du holder en arm om min skulder. Holder mig tæt ind til dig. Det er godt at mærke din varme igen. Men jeg siger det ikke højt.

Du tænder ild i pejsen, da mørket falder på. Brændet fænger hurtigt. Flammerne danser derinde og sender snart varme ud i stuen og gennem mit sind. Barken gløder, mens heden æder sig ind i træet og skaber levende og fra sekund til sekund foranderlige skulpturer. Det er ikke kun skønheden, som fænger mig. Det går dybere, dette her. Der er en oprindelighed i det at betragte denne magiske forvandlingsproces. Og i min bevidsthed er du og træet og ilden forbundet på en måde, som jeg finder det vanskeligt at sætte ord på.

Før vi går til ro, kalder du mig ud på pladsen foran huset. Du rækker mig en håndfuld søde, mørke kirsebær, og så står vi dér lidt og spiser kirsebær og ser op mod himlen. Månen lyser frem bag et spredt blåhvidt skydække. Vinden er løjet af, og granerne duver nu kun svagt i sort silhuet mod en blåsort baggrund, der ligner et bagfra svagt illumineret tæppe. Græshopperne, som dagen igennem lader deres tørre, hvislende sang blande sig med vindens havbrus i træernes toppe og med fuglesangen, som her efter Skt. Hans er aftaget i intensitet, tier nu. Her er stille, og kun en lejlighedsvis fjern puslen i underskoven, afslører, at der er andre levende væsener end os i natten.

Og næste dag flimrer sollyset igen gennem det tætte bladhang på løvtræerne. Birkekronernes lange hår styger glimtende ned over de sølvhvide stammer. Hasselbuskene rasler blødt med de tykke blade, og egetræerne dækker udsynet gennem skoven og ud til majsmarken. Granerne bruser igen som bølger mod en sandstrand, og nældens takvinge danser over græsset, hvor humlebierne har travlt med at suge nektar i de lysviolette skabiosa.

Du skal ikke gå mange meter væk, før jeg ikke kan se dig længere. Man kan let blive borte for hinanden i alt det grønne, og sanserne forvirres af de skarpe kontraster mellem det hede, hvide sollys, der kastes tilbage fra de skinnende blade og strå, og de sorte skygger, som forandrer sig for hvert vindpust. Men jeg fornemmer, at du er her. Jeg tror, at du netop nu er beskæftiget med at grave nye rodskud op fra de invasive hybenroser mellem egetræer og hvidtjørn. Med tiden vil andre og mere naturligt forekommende vækster få mulighed for at brede sig, hvor jorden nu ligger udpint af de rynkede rosers hærgen. Jeg ser ud over din grund og ind i det spættede lys, imens jeg venter på at høre din stemme sige mit navn, gennem skovens brusen, henover græshoppernes sang og fuglenes spredte kvidren.