I dag befandt jeg mig på Jobcenter Odense, fordi jeg var blevet indkaldt til et orienterende møde vedrørende udlicitering til anden aktør. Jeg ankom ti minutter før det fastsatte klokkeslet, og da jeg havde ventet et kvarter, henvendte jeg mig til en ansat, som vimsede rundt med sin morgenmadpakke i hånden bag en åbentstående kontordør på den anden side af gangen. Jeg viste hende min indkaldelse og forhørte mig om, hvad der egentlig foregik.
Hun så på min indkaldelse og kunne efter en kort vandring ned ad gangen og tilbage igen oplyse mig om, at den konsulent, som havde indkaldt mig, netop nu sad i et andet møde, så jeg kunne bare tage plads og vente lidt længere.
Jeg tog plads, og da de næste tre minutter var gået, og der fortsat ikke var dukket nogen op, begyndte jeg at overveje, hvor store typer jeg nu skulle anvende, når jeg igen henvendte mig. Kunne det virkelig være meningen, at man som ledig skulle sidde og vente i både et kvarter og en halv time, når man var indkaldt til en aftale, ydermere under trusler om fratagelse af dagpengene, hvis ikke man viste sig rettidigt? Jeg begyndte imidlertid at undre mig over, hvor de øvrige mødedeltagere blev af. Jeg kunne forstå af skrivelsen, at der var tale om et gruppemøde, hvorefter man skulle have en individuel samtale. Netop som jeg rejste mig op for at sige et par borgerlige ord til nærmeste ansatte på jobcenteret, slog det mig, at jeg hellere måtte læse min indkaldelse en ekstra gang. Og så gik det op for mig, at det var mig, der var kommet i god tid. Faktisk en uge for tidligt. Pinligt - og ærgerligt! Nu havde jeg lige fået hidset mig op og var blevet bekræftet i mine tanker om den inkompetance, som ofte hersker blandt de ansatte på steder som jobcentre etc. På den anden side set: Måske den ansatte, som jeg tidligere havde henvendt mig til, også burde have tjekket datoen.
På vej ud ad bygningen kom jeg i tanker om, at jeg lige så godt kunne henvende mig personligt for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt jeg på nuværende tidspunkt er berettiget til at søge et job med kommunalt tilskud. (Jeg havde kig på nogen bestemte stillinger.)
Altså gik jeg ind i det lokale, hvor Skattevæsenet plejede at holde til, og hvor Jobcenterets straks-afdeling, eller hvad sådan en hedder, nu har til huse. Langs med væggen var en række stole placeret til de ventende. Ved vinduerne overfor stod opstillet en lang række skriveborde, men kun ved et af dem - ét - sad en medarbejder, en støvet udseende lille, ældre herre, hvis ansigt var lige så gråblegt som hans trøje og bukser og væggen bag ham. Gad vide, hvor de har gravet ham op?
Foran hans skrivebord stod en kvinde, som formentlig havde bedt manden undersøge et eller andet. I hvert fald var han i færd med, i slowmotion, at taste nogen ting ind på sin computer. Han sagde ingenting. Hun sagde ingenting. Det lignede mest af alt et tableau, som man kunne forestille sig det i en moderne opsætning af Kafka. Jeg gik så tæt på den gule diskretionslinje, som jeg kunne uden at virke påfaldende indiskret. Og ventede. Og ventede.
Omsider blev det min tur. Sendrægtigheden hos den støvede medarbejder havde fået al min skal-vi-så-se-at-komme-videre-energi op i mig, og jeg forelagde ham mine spørgsmål med høj og hurtig stemmeføring. De vandholdige øjne så sløvt op på mig. Så kom der nogle svage lyde ud af munden på manden, hvorpå han - i slowmotion - gik over gulvet, ned i den anden ende af det langstrakte lokale og ind gennem en dør, hvor han åbenbart konferede med en anden medarbejder. Og jeg ventede. Og ventede.
Efter nogen tid bevægede manden sig - i slowmotion - tilbage over gulvet og om på sin plads bag skrivebordet, hvorefter han kunne fortælle mig, at jo, jeg var berettiget til det ønskede kommunale tilskud.
Tak for det! Jeg tog min jakke over armen og forlod Jobcenteret, imens jeg spekulerede på, hvad der afgør, hvem der får et givent job, og hvem, der ikke får det? Jeg har nemlig selv søgt et job som medarbejder på Jobcenter Odense for nogen få måneder siden. Lød jeg mon for energisk i min ansøgning? Måske så ansættelsesudvalget rigtigt: Jeg ville nok ikke passe ind i de rammer! Så et eller andet må de da have forstand på.
8 comments:
Sjovt som ham Kafka dukker op i den sammenhæng igen og igen.
I øvrigt er min erfaring med det system, at man skal være fremme på beatet, hvis man vil have noget. Rende dem på døren hjælper. Så længe det er inden for reglerne.
Ja, man føler sig som Josef K i den sammenhæng.
Ja, du har ret, Capac, man skal være "fremme på beatet".
Jeg har nu brugt tre timer i telefonen på at søge opslåede løntilskudsstillinger, hvoraf der faktisk var flere indenfor det kulturelle og/eller kommunikative område. Men hvad opdager jeg så? At Jobnet lader allerede besatte stillinger stå som ledige flere uger efter, de er besat, og at man som tilskudsberettiget jobsøger er nødt til at gå ind på siden flere gange daglig, hvis man vil have en chance for at følge med i de seneste udbud, før en anden når at snuppe et givent job for næsen af en.
Naturligvis opfordres man til selv at foretage opsøgende arbejde, hvilket jeg også vil gøre, men det havde nu været en del lettere, hvis Jobnet havde et bestemt tidspunkt hver dag, hvor ledige stillinger blev sat på siden - og besatte stillinger blev fjernet.
Ordnung muss sein, if you ask me...
Heller ikke det med langsommeligheden er nyt. Jeg tror, man gør klogt i at erkende, at man er overladt til sig selv (mere eller mindre) i det system.
PS. Er du tilmeldt www.akademikerbasen.dk? Det kunne måske være noget.
Systemet for ledige, "fremme på beatet", Kafka og orden - det er en ordentlig mundfuld, som jeg har tygget lidt på efterhånden.
Capac, jeg går nu ud fra at det er teksten "Foran Loven" du hentyder til? Hvis så, så har jeg selv erfaret at man kan bruge mange timer på at meditere over den.
Tina, jeg har selv prøvet systemet og fandt det ufatteligt svært ikke at lade systemets repræsentanters begrænsede udsyn blive til mit. Det fik jeg sagt indviklet, men til sidst tror man næsten man er forkert fordi man er bedre udrustet end dem der bestemmer over én (eller administrerer magten, loven). Og så er man måske tilbage ved Kafka - for hvem siger at dørvogteren er mægtigt bare fordi han selv siger det? Jeg ved det ikke - måske er jeg ikke færdig med meditationen :-).
Held og lykke med kampen ..
Ja... hvis man ikke allerede har banken hovedet ind i muren af bare frustration, og skældt de arme medarbejdere huden fuld ... så er der vel ikek andet tilbage at gøre end at grine ... ærlig talt.
Hvor var det godt, at du opdagede fejlen, før du talte med store bogstaver... Ellers var det måske nok blevet lidt pinligt, hæhæ...
Jeg har hørt, at de ansatte i jobcenteret, er ledige som man har vurderet ikke har nogen realistisk chance for at få job andre steder!
Kunne du ikke udgive en samling skrifter med dine oplevelser som ledig i Danmark anno 2008? Det skulle nok kunne sælge...Det er i hvert fald meget underholdende læsning...
Ahem, jeg kender desværre lidt for godt dén der med de store bogstaver på (næsten) uberettiget grundlag. Det er så pinligt, at jeg må sno mig ud af med en meget charmerende og varm latter alt imens jeg undlader at trække vejret ned i maven for at mindske pinagtigheden.
Men i dit indlæg er din pinlige handling jo en bagatel ifht. resten af scenariet!
Uh, hvor er det bare foragerligt at skulle reduceres til et værdiløst nummer i køen.
Post a Comment