Romantiker

Kan du huske din første kærlighed? Kan du huske, hvor stort og vidunderligt det var bare at sidde i en grøftekant med ham (eller hende) og tygge søde, duftende strå?
Min barnekæreste gik i grønne gummistøvler og islandsk sweater, og han havde - som de fleste af mine kærester sidenhen - blå øjne.

Med tiden lærte vi, at der skal mere til for at kunne kalde sig kærester. Det var ellers så enkelt dengang, hvor man kunne bruge en hel dag på at glæde sig over et smil, et øjekast, en håndbevægelse, et kejtet knus. Senere blev det hele mere vanskeligt og på en eller anden måde nærmest forplumret. Andre mennesker kaldte mig "drømmer" og "romantiker", fordi noget i mig blev ved med at holde fast i denne uskyld eller i længselen efter den, uanset hvor meget jeg samtidig forsøgte at tilpasse mig den ydre verden, som jeg havde lært, at den så ud.

Først for nylig er det begyndt at gå op for mig, at jeg måske ikke er den sidste romantiker i verden. Det er gået op for mig, at det måske er muligt at finde tilbage til den, som jeg var, dengang jeg kunne sidde i grøftekanten med min ven og tygge strå og se på himlen. Dengang et smil og et kejtet knus var alt, hvad jeg havde brug for. Det er begyndt at dæmre for mig, at dette kan lade sig gøre.