Saturday, June 14, 2008

Ved åen

Blandede skyer driver over den solblå himmel i dag. De ligner de skyer, som ofte danner baggrund for barokkens buttede englebørn: De lysende hvide kupler glider over i gråblå, flossede tæpper, hvorfra byger af tunge dråber stedvis regner ned over den støvede by og de efterhånden svagt gulnende plæner. En frisk brise får træernes grene til at svaje, løfter de tungtgrønne blade i en dyb brusen. Rastløshed og længselen efter at mærke vinden mod huden, solen i øjnene, duften af grønt omkring mig, driver mig ud af huset og ned langs den befærdede vej, hvor støjen og den kvalmende benzinos fra bilerne overvælder mine sanser. Jeg forsøger at fokusere på egetræerne langs fortovet. På de fligede blade, som duver i blæsten. Også dine egetræer må stå grønne nu, tænker jeg. Og vinden må bruse gennem dine graners kroner og hviske i det lange græs.

Jeg drejer af og går op ad de støvede grusveje mellem kolonihaverne. Her, hvor hækkene står tæt på begge sider af stierne, ligger varmen som en dyne. Der er mennesker i sommertøj, som arbejder i de små haver. Blomster i rosa og gult stråler derinde bag de dybgrønne hække, flag smælder i vinden over husene. Jeg ser ned i gruset, når jeg passerer nogen. Vil bare være i fred. Her er ingen steder at være i fred. Det er byen. Selv her i kolonihaverne.

Jeg tager en smutvej, en lille smal sti mellem to tætte hække, i retning ned mod Botanisk Have, som i denne tid dufter tungt og blidt af engelske roser. Lyserøde, gammelrosa, gule og hvide hænger de med nikkende hoveder på de tornede buske, klatreroserne snor sig op ad espalieret. Jeg tager stien ned mod åen, går i halvskygge under den vekslende træbeplantning: Hassel, poppel og andre, hvis navne jeg ikke kender. Hvis du var her, ville jeg have spurgt dig om dem. Jeg går ud på træbroen med det rødmalede gelænder og standser midtvejs. Jeg læner mig mod rækværket og ser ud over Odense Å i den retning, den flyder. Den spejler himlens blå og de drivende skyformationer. På højre bred rækker høje træer ud over vandet, på den venstre strækker en uopdyrket eng sig, fyldt med gulnet græs og ranglede magentafarvede blomster. Der er småfugle i trækronerne og buskadset. Deres sang og pippen glider i ét med bruset i det grønne og med den fjerne, men uophørlige trafikstøj fra den store vej nogle hundrede meter borte. Et par krager skræpper hæst ud over landskabet, en måge dykker og slår sig ned på en sten, som rager op i vandkanten et stykke nede ad åen.

Jeg ser ned i vandet. Forsøger at glatte mit indre ved at fordybe mig i vandets bevægelse, søgræssets svajen mod den mørke bund. Græsset flyder som en druknende kvindes lange hår dernede. Jeg begriber Virginias valg. Åh, at lade sig drive med strømmen, opløse i vandets stilhed, de klare, kølige dybder. Friskgrønt og gyldent duver kvindehåret blødt i vandet. Nu og da rammer et strå overfladen og danner krusninger, som breder sig ud og forsvinder igen. Et blad har løsnet sig fra et af træerne og flyder nu lysende af sted som en lillebitte båd på et stort hav. Du burde være her nu. Min længsel vil ikke lade sig mildne af åen, af vindens susen, af træernes brusen eller fuglenes pippen og de muntre triller omkring mig.

Jeg hører stemmer og fodtrin, som nærmer sig, og jeg bliver ubehageligt opmærksom på mig selv. Ud af øjenkrogen ser jeg et ungt par, som i næste nu passerer broen bag min ryg. Jeg holder mit blik fæstnet på søgræsset i strømmen, indtil de er forsvundet ud over engen. Så vender jeg mig og står et øjeblik og ser ud over vandet på den anden side af broen. I modlys synes vandet mere sort. Den blanke overflade danner en fuldendt spejling af træerne langs bredden, af det blå himmelhvælv og den mørke sky, som i samme øjeblik begynder at dryppe dråber ned i spejlet. Dråberne danner ganske små ringe i vandet. Et par af dem falder på rækværket og på min hånd. Jeg ser op mod himlen. Bag den mørke sky tårner flere og nu mere flade, grå skyer sig op. Jeg begiver mig på vej tilbage ad stien gennem haven og ned mod den befærdede vej, hvor trafikstøjen og andre fodgængeres blikke endnu en gang overvælder mig. En kort byge af få sekunders varighed er alt, hvad det bliver til. Så vælder lyset frem igen.

Tilbage i min lejlighed og bag lukkede døre kan jeg se ud på den tørre, flade plæne, hvor tre unge mænd netop nu spiller fodbold under højlydte udråb. Det er nødvendigt at have vinduerne åbne. Stuen er hed af solens stråler. Trafikstøjen er uophørlig. Ifølge mit ur går tiden. Sekund for sekund. Minut for minut. Time efter time. Og skyerne driver over himlen over plænen, nedenfor mit vindue, hvor græsset er barberet ned i karsehøjde.

2 comments:

Janne Møller said...

Kære Tina Charlotte,

Så usigeligt bevægende. Tak.

Mange hilsner
Janne

Tina Charlotte Møller said...

Selvtak!