Både hjerte og sjæl

Noget tyder på, at der er nye tider på vej indenfor lægestanden: Min nye gynækolog er f.eks. ingen striks og hårdhændet dame som dem, jeg før har truffet. Hun er et yndigt lille nips med gylden udstråling og en latter, der får en til at tænke på Goldie Hawn, og dertil kommer, at hun tror på sammenhængen mellem krop og følelser.

Min nye læge ligner ikke nogen af de støvede, bedrevidende og noget fortravlede doktorer, jeg førhen har konsulteret. Han ser faktisk slet ikke ud til at høre hjemme i en virkelig lægepraksis, men er som taget ud af Chicago Hope eller en bedre lægeroman. Bortset fra, at han altså optræder i jeans og pæn skjorte og ikke i hvid kittel. Han er, på godt engelsk, easygoing og casual. "Charme, selvtillid og lækkert hår" er det udtryk, som falder en ind, når man ser ham, uden at det skal opfattes i negativ forstand. Mon ikke der ville være en del af de damer, der i ren og skær protest valgte at skifte til en helt tredie læge, da den gamle gik på pension, som ville ærgre sig gule og grønne, hvis de vidste, hvad de havde sagt nej til?
Patientflugten kommer selvfølgelig mig til gode her i den første tid: Hvor der før var overbelægning i venteværelset, og man snildt kunne vente en time ud over det aftalte konsultationstidspunkt, er der nu rigeligt med plads, og man kommer til med det samme.

Ydermere viser det sig, at Dr. Handsome - indtil videre i det mindste - tager sig tid til at lytte til sin patient og ikke har travlt med at udskrive recepter, hvis problemet kan løses ad anden vej.
Og så har han ladet den gamle praksis istandsætte til uigenkendelighed. Jeg måbede og troede et øjeblik, at jeg var gået forkert. Væk er standerne med skræmmende informationsfoldere, væk er de solblegede plancher på væggene og den gamle skrammede disk, bag hvilken de ældre sekretærer sad som bidske vagthunde og passede på, at ingen gjorde lægen unødig ulejlighed. I stedet hænger der nu abstrakte malerier i varme nuancer på væggene, der står blomster på bordet, og to smilende damer sidder bag en blankpoleret skranke og tager imod patienterne.

Jeg må heller ikke glemme at nævne min ørelæge, det kære væsen. Han ligner måske ikke en filmstjerne, men det kompenserer han så rigeligt for gennem sit lune og sin hensyntagen til fobisk angste ørepatienter som f.eks. undertegnede. For første gang i mit liv er jeg (næsten) ikke bange for at konsultere netop denne type speciallæge.

Måske de seneste års megen tale om alternative tilgange til helbredsproblemer alligevel har forårsaget en vis opblødning i de ellers (tilsyneladende) så rigide tanker, som lægestanden i årevis har dyrket. Måske det også har medført, at det er en anden slags mennesker, som har valgt lægeuddannelsen. Mennesker, som ikke primært er interesseret i kroppen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, men som interesserer sig for både hjerte og sjæl.