Himmelblik og lerjord

Henrik S. Holcks tredie digtsamling, Drømmesøn, udkom i 2007. Her i 2008 var den at finde blandt de nominerede til Bukdahls Smalle Litteraturpris.

I Drømmesøn viderefører Holck netop den drømmende stil og den natur/sjæl-tematik, som var at finde i debutsamlingen Vi må være som alt. Her er altså tale om nærmest panteistisk inspirerede naturdigte med en dirrende poetisk nerve, iklædt en patos, som ellers kun undtagelsesvis ses i nutidens digtekunst.

Sammenlignet med teksterne i debutsamlingen har digtene i Drømmesøn fået mere tyngde og fylde. Billedligt talt, så er digterjeg'et kommet jorden lidt nærmere, og selvom blikket fortsat er rettet mod himlen, er der ganske givet en del lerjord, som har klistret sig fast under træskosålerne i de forløbne år. Eller - som det hedder i digtet "Coda":

Skyggerne som træer tungt grønne
sandet der ingen tid har
der intet skal nå
Der er gået mange år
jeg går her langs havet det sidste
og ved i erindringen om sunkne himle
at al begyndelse er før

Mon ikke man kan tillade sig at konkludere, at drømmeren bag samlingen er ved at blive voksen og - i lighed med os andre - efterhånden har mistet en del af ungdommens illusioner?

I de fleste af Holcks digte findes en stilhed, en skønhed og en mild resignation, som jeg holder meget af. Derimod er jeg, uanset hvor enig jeg måtte være i den bagvedliggende holdning, ikke begejstret for de miljøpolitiske kommentarer, som har sneget sig ind i enkelte af teksterne. Her brydes den gennemgående følsomhed brat af intellektuelle overvejelser og problematiseringer. Teksten bliver moraliserende og tonen skinger, som i første strofe af "Intermezzo":

Hvad siger kragen, hvad synger sangfuglen?
- eller hører du kun metrostationens susen, de
hvinende bildæk mod asfalt, højtaleres skrattende
drøn, og menneskeskrig igennem natten?

Drømmesøn er illustreret med værker fra Holcks egen hånd. Billederne kan bedst beskrives som koloristiske pendanter til Edvard Munks malerier, og de supplerer fint samlingens tekster uden direkte at forholde sig til dem. Kombinationen af billed- og tekstside får Drømmesøn til at fremstå som andet og mere end en digtsamling. Bogen er i en vis forstand et lille kunstværk i sig selv og bestemt værd at stifte bekendtskab med. Man kan jo altid springe de mere politiske tekster over og koncentrere sig om den rene poesi, som præger samlingen.


Henrik S. Holck:
Drømmesøn
Digte
Forlaget Solbjerg 2007